En kakofoni af prekære stemmer: For os er coronalivet hverdag
Nogenlunde sådan har det set ud, da kollektivet Flexwerker satte sig ned for sammen at skrive deres tanker ned om livet som atypisk ansat under corona
Kollektivet Flexwerker har i en online skrivesession i Google Docs dokumenteret, hvordan COVID-19 har ændret arbejdssituationen for de prekære. Et vidnesbyrd fra de mange forskellige liv, der leves af atypisk beskæftigede. Og en sær konstatering af, at alt er lidt normalt. For de prekære er coronalivet hverdag.
Vi i kollektivet Flexwerker inviterede vores fellow prekære kolleger til at tilmelde sig en online skrivesession i Google Docs. Vi mødtes en tirsdag formiddag kl. 11 og skrev sammen i 45 minutter.
Følg med i Google Docs-dokumentet i her:
I dokumentet var alt i princippet tilladt. Vi måtte bare ikke slette hinandens tekst, men vi måtte gerne lade os inspirere af de andres historier og erfaringer. Vi måtte stille spørgsmål og svare, være poetiske og flabede og fandenivoldske.
Det var en invitation til at mødes om det, man ikke har et fællesskab om. Efterfølgende har vi i Kollektivet Flexwerker redigeret dokumentet.
Ni personer deltog i skrivesessionen. Se dokumentet her:
*
Hvor skal man starte?
Det blæser i dag
*
Ja, hvor skal man starte?
*
Hvor starter man?
*
Min situation under corona
hvordan har den ændret sig?
har den ændret sig?
jeg tager ikke på kontorfællesskabet ligesom før
holder mig hjemme
venter på
at der ligesom skal ske noget
at vi får de tre millioner til det projekt der
at barselsvikariatet
jeg søgte i sidste uge
går igennem
at fremtiden bliver bedre
sådan som mit arbejdsliv altid har set ud
*
Jeg har haft corona uden ret til løn under sygdom
*
Du har været syg?
Ingen penge?
*
Syg, ja
ingen penge, måske
det skal kommunen lige finde ud af
det er svært for dem
når man har flere arbejdsgivere og kombinerer a- og b-indkomst
jeg har fået sygdommen på det job
der ikke betaler mig under sygdom
*
Jeg er freelancer
og mit arbejdsliv er nærmest stoppet fuldstændig op
jeg har hjemmekontor og mulighed for at arbejde som før
men der kommer nærmest ingen opdrag
det hele er stoppet op
*
Jeg har brugt de sidste fem–seks år på at oparbejde en kundebase
at kunne tjene en nogenlunde anstændig løn
jeg er bange for
at jeg nu er sat langt tilbage
at jeg skal bygge det hele op igen
*
Jeg har CVR-nummer
så kan heldigvis få kompensation for tabt omsætning
det er mere fremtiden
jeg er bekymret for
jeg skal nedlægge virksomheden
hvis jeg skulle på dagpenge
det har jeg ikke lyst til
jeg er glad for at være freelancer
var på dagpenge for et par år siden
det system vil jeg ikke ind i
men betaler stadig til a-kasse
just in case
*
Jeg har måtte sige til mig selv
“du åbner simpelthen ikke computeren
inden du enten har fået morgenmad eller
inden du har fået tøj på”
jeg er vant til at skulle strukturere alt selv omkring min hverdag og arbejde
der er ikke en familie som naturligt sætter rammer for
hvornår jeg kan arbejde
det er en fantastisk frihed
at kunne holde fri og arbejde når man vil
men når man er i sit hjem 24/7
så er grænserne svære
mit kontorfællesskab
turen dertil og hjem
hjælper med at adskille tingene
*
Jeg har i årevis haft meget stress
stresssymptomer
søvnproblemer
hjertebanken og høj puls
nogle perioder er jeg altid opmærksom på
at mit hjerte slår
min mor har sagt
at man ikke skal være opmærksom på at ens hjerte slår
da samfundet blev bedt om at blive hjemme
fik jeg en ro i mig
som om et ydre krav blev sat i bero:
man kunne selv få lov at definere graden af præstation
men så begyndte jeg igen at få stresssymptomer efter noget tid
arrangementer osv osv osv blev rykket online
jeg blev igen ramt af at være bagud og skulle levere
*
Jeg synes
det har været så dejlig og tiltrængt med stilhed og ro
som prekær har jeg lært at skubbe usikkerheden ved arbejdsmarkedet væk
på en måde bekymrer jeg mig ikke så meget nu
jeg nyder tiden
lader dagene flyde af sted
*
Jeg tror
at mange har tanken:
“hvis bare jeg fik tre uger uden at skulle noget
så skulle jeg endelig lære et sprog eller
læse Ulysses eller blive god til at fægte”
denne tid har vist mig
at det ikke er mangel på tid som er skyld i alt det
jeg ikke får gjort
og det er befriende!
det lægger ligesom burde-bolden død
slut med den evige tanke om selvforbedring
*
Jeg tænker
at nu går vi alle sammen i takt
der er ingen der længere suser af sted
hvor vi andre ikke kan følge med
accelerationen er taget ud af samfundet
*
Jeg er mest bange for
at coronaen ikke kommer til at ændre noget
at vi falder tilbage til det samme
den samme trummerum
de samme klasseforskelle
den samme klimabelastning
*
Man talte om krisen som “the great equalizer”
da den rammer alle
men jeg frygter
at vi på den anden side vil se en kløft mellem mennesker
folk har vidt forskellige økonomiske udgangspunkter
*
Jeg taler ud fra faggruppen af kultur-freelancere
som jeg selv tilhører
der er dem
som har kunnet tage i sommerhus på dagpenge
med et arbejdslegat fra Kunstfonden
og så er der dem
inklusiv jeg
som ikke kan få dagpenge længere
ikke har fået et arbejdslegat
og akkurat har tjent for lidt sidste år til at kunne modtage hjælpepakke
som stakåndet må gribe efter små designjobs
der ikke findes
*
Vores fælles kamp er blevet noget andet nu
vores oplevelser og udfordringer spænder vidt i denne tid
jeg frygter at solidariteten
der fandtes mellem de prekære kulturarbejdere
vil blive mindre
at stregerne yderligere er kridtet op imellem os
vi burde vende blikket og kritikken mod de samfunds økonomiske strukturer
som vi er født ind i
*
På en måde er det helt vildt
at det er en nedre grænse for at modtage hjælpepakken
dem, der tjener under 150.000 (eller hvad, det nu er)
har jo mindst ligeså meget brug for pengene
*
Jeg har aldrig følt mig så forankret i mit hjem
som jeg gør nu
*
Vi er syv
der bor sammen
vi sidder tit i stuen og arbejder
det er jo et storrumskontor
bare med sofa og plaid og dumme jokes
*
Jeg er taknemmelig for dagpenge
*
Også mig
selvom jeg ikke er på dagpenge lige nu
men jeg er taknemmelig for sikkerheden
*
Jeg er megataknemmelig for dagpengene
*
Jeg oplever uroen over åbningen
det fællesskab
coronaen bragte os ind i
bliver stille opløst
*
Jeg oplever
at vi mennesker igen bevæger os væk fra hinanden
kører væk i biler
retter blikket væk fra vores fælles opgave
der handler om at passe på hinanden
*
I går var jeg til en slags jobsamtale på zoom
*
Min fremtid er uklar
det var den også før
*
Jeg tænker
at mange oplever
hvordan mange af os uden det faste job altid har det
*