4 kollektive råd: Sådan overlever du på det prekære arbejdsmarked

Vi kan dem efterhånden i søvne: De individuelle strategier vi bliver mødt med på studiet, på arbejdsmarkedet, i dagpengesystemet, i kommentarsporene på Facebook og i postkassen, når fagbladene lander.

De handler alle sammen om, hvad vi hver især kan gøre for at stå stærkere på det prekære arbejdsmarked. Vi skal opdatere vores LinkedIn-profiler, vi skal udvide vores netværk, vi skal tjekke vores markedsværdi, gå til kaffemøder, løbe maraton, være proaktive, gøre os bemærkede, ændre layoutet på vores CV og sådan kunne vi blive ved.

Men hvor er de kollektive strategier mod prekarisering? Dem vi kan foretage sammen og som måske endda er mere effektive end de hurtige råd, der sikrer jobcoachen en fed pension?

Naturligvis har vi hver især et ansvar og skal handle individuelt for at sikre os et arbejde. Det er selvsagt. Til gengæld er det tankevækkende uambitiøst, at vores a-kasser og fagforeninger hopper med på individualiseringsbølgen. Kan det virkelig passe, at de er så apolitiske og historieløse, at de ikke rådgiver medlemmerne med udgangspunkt i deres eget ophav og – for fagforeningernes vedkommende – kollektive praksis i forhandlingslokalerne? Det korte svar er ja.

Et godt eksempel er de guides, der måned efter måned bliver bragt i Magisterbladet – dem som Dansk Magisterforenings karriererådgivere står bag. På bedste clickbaitmanér er de udformet med monotone sådan-overskrifter, fx “Sådan går du fra midlertidig til fast kontrakt”. De peger på dig, dig og atter dig, og der er meget lidt kollektivt eller organiserende at spore i råd som: Kend din krop, vær afklaret, hav en positiv tilgang, vid at du er medskaber af det gode job etc.

Det kollektive tomrum, som a-kasserne og fagforeningerne med deres rådgivning i dag negligerer at udfylde, blev ligeledes tydeligt for os, da vi for nyligt faldt over et gammelt debatskrift udgivet af Magistrenes A-kasse. Skriftet bærer titlen “Nå, hvad laver du så? Om arbejde, arbejdsløshed og kvalifikationer i det 21. århundrede” og udkom i 1999 i anledning af deres 25 års jubilæum.

Med bidrag som “Mennesket er ikke skabt til at arbejde”, “Arbejde og identitet” og “Er arbejdsløsheden politisk bestemt?” repræsenterer debatskriftet på mange måder det, vi efterspørger, nemlig kritik, undren, strukturelle analyser og inspiration, bl.a. til organisering. Det er nærmest utænkeligt, at den slags antologi – helt udtømt for individuelle råd – ville udkomme i dag med a-kassen som afsender. På MAs nuværende hjemmeside skal man lede langt efter debatstof men kort efter guides til jobsøgning, som følger de samme individuelle logikker, vi skitserede ovenfor.

For at hjælpe fagforeningerne og a-kasserne tilbage på sporet har vi formuleret fire bud på, hvordan deres råd kunne lyde, hvis de skulle droppe jeg-fikseringen og rådgive deres atypiske medlemmer med udgangspunkt i en kollektiv og organiserende tænkning:

1. Øv dig i at give samfundet skylden

Første råd handler om at forstå, at det ikke er dig, der er problemet. Vi ved godt, at det er stik imod alt, hvad du ellers får at vide, men prekarisering er ikke er et personligt problem. Det er politisk og strukturelt.

Der kommer ikke færre projektansættelser af, at du opdaterer din LinkedIn-profil. Du kommer ikke prekarisering til livs ved at arbejde gratis. Du kommer ikke foran i jobkøen ved at bebrejde dig selv.

En metode til at øve dig er at slutte dig sammen med andre og fx danne en basisgruppe, som handler om at forstå og forandre de situationer, vi er i. Basisgruppen er en antiautoritær, ikke-hierarkisk organiseringsform, som blev udviklet af rødstrømperne for at handle kollektivt mod kvindeundertrykkelse.

Møderne i basisgruppen følger en fastlagt struktur, hvor man taler i runder og på tid, og bevæger sig på tre niveauer: Hvordan har vi det? Hvorfor har vi det sådan? Hvad gør vi ved det? Ved at organisere dig med andre kan du fjerne fokus fra dig selv – og det er rigtig rart, skulle vi hilse at sige.

Øvelse: Sig det højt og sig det igen: Det er samfundets skyld!

2. Slå dig sammen med andre i et kooperativ

Som midlertidigt ansat med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet ender du måske med at prøve kræfter som selvstændig. Det ser trods alt bedre ud på papiret at være freelancer end at være ledig, hvad der med jævne mellemrum er projektarbejderens lod.

Men i stedet for at være solo-selvstændig og søge hjælp i væksthusene, som idealiserer iværksætteren med den perfekte pitch og det mest skalérbare projekt, findes der en anden strategi, som er gået væksthusenes næser forbi: Slå dig sammen med andre i et kooperativ.

Et kooperativ er en demokratisk virksomhed, som ejes og drives i fællesskab. De fleste af os ønsker et arbejdsliv, vi selv har indflydelse på, så hvorfor ikke skabe en værdibaseret virksomhed, hvor medbestemmelse og samfundsengagement er de vigtigste grundsten? Som ekstra bonus kan du fastholde din status som lønmodtager og dermed gå på dagpenge, hvis det brænder på.

Øvelse: Kig tilbage i historien og lær fra håndværkerne, fra landbruget, fra forsyningssektoren og fra udlandet, når du undersøger mulighederne i de kooperative virksomhedsformer.

3. Få dig et liv

Det tredje råd handler om at adskille din identitet fra dit arbejde.

Første skridt er at stoppe med at stræbe efter at være den ideelle medarbejder, sådan som de næsten religiøse bud om at være målrettet, dedikeret, arbejdsom, effektiv, positiv og idérig ellers foreskriver. Du behøver ikke være ideel. Du behøver kun at gøre det så godt, du kan, indenfor de givne rammer.

Når din iver for at lykkes – eller når din passion – bliver så infiltreret i dit arbejde, at du ikke kan adskille dig fra det, er det på tide at træde et skridt tilbage. Var det noget med en ferie med familien? Eller en tur på højskole måske?

Du skader dig selv og dine kollegaer ved at overpræstere og ved at tro, at du altid skal være tilgængelig. Den kollektive strategi er måske – sammen med dine kolleger, familie og venner – at værne om et liv, der ikke primært handler om at arbejde. Kort sagt: Få dig et liv.

Øvelse: Sig til MUS-samtalen og til frokost i kantinen: Heeey, jeg har altså et liv uden for mit arbejde.

4. (Gen)opfind det kollektive sprog

Du kan let komme til at indoptage et individualiseret sprog, som langsomt er med til at nedbryde din evne til at adskille dig fra arbejdet. Har du det rette mindset? Er du robust nok? Har du styr på din karriereplan? Men hvis du begynder at dykke ned i sproget, vil du opdage, at der er fare på færde.

For eksempel er den etymologiske betydning af ordet karriere ”væddeløbsbane”, dvs. en konkurrence med vindere og tabere. Karrierebegrebet handler om at have de spidseste albuer, eller hvis vi skal blive i betydningen: at være den hurtigste hest. Men problemet (ja, problemet og ikke udfordringen) stikker dybere end ordenes oprindelse.

Hele diskursen omkring arbejde er så gennemsyret af individualiseret management-lingo, at vi snart ikke kan tale om vores arbejdsliv uden at tale om vores individuelle præstationer og mål frem for vores fælles bedste. Sandheden er, at de fleste af os – og nok også dig – ”bare” drømmer og et godt og trygt arbejdsliv, hvor vi hver dag får lov at udføre et meningsfuldt stykke arbejde omgivet af gode kollegaer.

Vi drømmer ikke om at vinde væddeløbet og nå det højeste trin på karrierestigen. Vi drømmer ikke om at tjekke mails hjemmefra, vi drømmer tværtimod om fordybelse, fællesskaber, nærvær og fritid. Men hvis vi ikke har et sprog, der tillader os at betone netop det, har det kollektive trange kår.

Øvelse: Skab en ny diskurs ved at støve gode kollektive ord som solidaritet, aktivisme, organisering og fællesskab af og anvend dem i tide og utide, når du taler og skriver om dit arbejdsliv. Ring i øvrigt til os, når du finder det kollektive synonym for mindset.

Det var de fire råd, men de kom ikke sovende til os, for også vi er individualismebefængte og fantasiløse, når det kommer til råd, der rækker ud over de åbenlyse, som handler om at være medlem af en fagforening og en a-kasse. Heldigvis er vi ikke de eneste, der for tiden udforsker kollektive løsninger. Vi ser studenterbevægelser, der kæmper for humaniora, for klimaet og for at bevare en ikke-akademisk filmskole.

Vi ser kunstnere, der danner kollektiver – og som lykkes med dem – og vi ser en genopblomstring af kollektive boformer. Vi ser en Jonas Eika, der ved tildelelsen af Nordisk Råds litteraturpris smukt undsiger sig det neoliberale sprog og bruger talen på noget, der rækker ud over ham selv.

Det håber vi, at fagforeningerne og a-kasserne også ser inde bag de polerede skranker og stock-photo-inficerede-hjemmesider. Måske kan det inspirere.