Er der ikke plads til akademikere i Vandkantsdanmark?

Hvordan skriver man dette uden, at det lyder som ynk og klynk? Ja, hvis nogen kan, må det jo være en uddannet humanist med kommunikation og sprog på CV’et. Ikke desto mindre sidder jeg her med en indre kamp om, hvorvidt jeg bare skal klappe i og kæmpe videre. 

Men alligevel. Her kommer min historie om at rykke til Vandkantsdanmark uden at have et netværk:

I foråret '22 tog min hustru, vores to drenge på dengang 9 og 12 og jeg indboet på nakken og forfulgte drømmen om at skifte lejlighed ti minutter fra Tivoli ud med hus ti minutter fra Vadehavet.

Vi fik det lækreste hus, den dejligste udsigt, den friskeste luft og den bedste fornemmelse af at have taget den rigtige beslutning. Vi følte os modige og heldige med have, kæledyr, natur, god skole, plads, frihed og muligheder. Hvad vi mistede var fysisk nærhed til familien, vennerne og netværket, men i stedet fik vi nu masser af besøg - så intet problem der.

Nu manglede vi bare to jobs. Så hus, udsigt, luft, have, kæledyr, plads og frihed kunne betales. Og med høje uddannelser og god erfaring kunne det vel ikke være så svært?  Men jo. Ikke bare svært, men grænsende til umuligt. Op ad bakke og med en stigningsprocent, man ikke kan cykle på. Min kone og jeg har søgt og søgt.

Ikke kun akademikerstillinger som vores uddannelser er rettet mod. Men alt fra receptionist, off-shore konsulent, voksentømrerlærling, kundeservicemedarbejder, administrativ sagsbehandler, børnehavepædagog-assistent, a-kassevejleder, XYZ-koordinator, gymnasielærer, HR-assistent, bartender på Fanø Bryghus … og så videre. 

“Sådan en spændende rejse”

To stillinger om ugen i nu to år er det blevet til, og vi er nærmest ikke kommet til en eneste samtale. Vi har deltaget i projektarbejde og har løst opgaver for virksomheder. Vi har været på jobmesse og på jobcenterets jobdating. Vi er tilmeldt vikarbureauer. Vi har haft jobsøgningsmentorer, fået jobsøgningskurser og mødt jobkonsulenter hos Jobcenteret. Ikke en eneste har ringet tilbage.

Vi har brugt det forholdsvis lille netværk, vi har. Efter afslag har vi ringet op i de tilfælde, hvor der var chance for at komme til at tale med én, som kunne have viden om vores specifikke ansøgningsmateriale. Heller ikke det er der kommet noget ud af.

Vi har søgt vidt og bredt i en radius af 30 kilometer, men det er åbenbart ikke sådan man får et job i Esbjerg og omegn. Jeg ringede desperat og frustreret til fagforeningen for at få hjælp til lokalkendskab og kontakter, strategi eller bare få nye idéer.

Efter at have hørt på nogle indlysende og allerede afprøvede løsninger - såsom at søge virksomhederne på Esbjerg Havn - fik jeg den afsluttende bemærkning: “Det bliver sådan en spændende rejse”. Er der noget man ikke vil høre, når man er ufrivilligt jobløs, og hverken har økonomisk eller mentalt overskud, er det at ens endeløse jobsøgning er “en spændende rejse”.

Skal ligne de andre

Som akademikere har vi den fordel, at vi kan sætte os ind i nyt stof relativt hurtigt og er gode til at overføre erfaring til nye situationer. Vi er vant til selvstudier og til at skulle udlede de ti vigtigste punkter ud af en lærebog på 750 sider. Derfor mener jeg, at jeg temmelig hurtigt ville kunne bidrage i en produktionsvirksomhed eller indenfor vind, energi, spedition eller internet.

Så hvad er problemet?

Vi kommer med erfaring inden for organisation, ledelse, sprog, undervisning, pension og forsikring til en region præget af store produktions-, vind-, energi- og speditionsvirksomheder: Valsemøllen, BlueWater, Semco, Total, NorSea, Vestas, Siemens med flere.

Hvorfor skulle disse virksomheder ansætte os i stedet for lokale kræfter med brancheerfaring og netværk? Ja, selv tror jeg på, at mangfoldighed giver bedre muligheder for udvikling og vækst. At vælge endnu en, der ligner de andre, er selvfølgelig en hurtig, bekvem og sikker løsning, men det er også en kedelig løsning og ikke nødvendigvis den, der på lang sigt giver den bedste, mest rummelige og innovative arbejdsplads.

Jo flere forskellige baggrunde - inden for en vis rimelighed - en virksomhed består af, jo større variation af kompetencer er der i firmaet, og desto bedre er chancen for, at alternative - og lukrative - løsninger bringes på banen. Jeg holder på, at der i højere grad vokser nye ideer og løsninger frem, hvis man tør tænke i diversitet, når man ansætter.

For københavnsk

Men det lader til at HR- og rekrutteringspersonalet i Esbjerg og omegn helst vælger det kendte. Det er jo lidt af en påstand, men jeg er ikke alene om den. Jeg har hørt det fra flere professionelle i rekrutteringsbranchen: “I Esbjerg er vi ikke så gode til at søge og ansætte bredt, og man har det bedst med det, man kender,” sagde den ene. Den anden sagde: “I burde jo kunne få job, men måske er jeres materiale for københavnsk (jf. højtuddannet og kvalificeret til flere roller)”.

Da jeg i et på én gang spøgefuldt og opgivende øjeblik foreslog en vejleder, at jeg i mit CV erstattede titlen ‘cand.mag’  med ‘bachelor’ for bedre at passe ind i ansøgerfeltet, var han slet ikke afvisende. Så ville jeg selvfølgelig heller ikke stikke ud som for eksempel: løntung, polemiserende, flyvsk, bogligt nørdet, eller hvad der nu ellers kunne være af fordomme om akademikere.

Jeg har fået afslag med den begrundelse, at jeg var kvalificeret til kundeserviceafdelingen, men ikke kendte branchen. Et andet sted fik jeg at vide, at det virkede useriøst, når jeg både havde søgt kundeservice og Team Lead i samme firma. Underforstået at søger man kundeservice, kan man ikke også være kvalificeret til Team Lead, eller søger man Team Lead, er man slet ikke interesseret i kundeservice.

Det virkede som om, der kun blev ansat folk der kunne én ting. Vil det sige man kun kan få job, hvis man kommer fra præcis den samme funktion i præcis den samme branche? Er der virkelig så mange ansøgere i Esbjerg-området, så firmaerne kan udskifte én til én? Og er de firmaer, hvor vores kompetencer passer ind, så heldige, at de kan vælge og vrage?

Mange bliver ansat via netværk. Ansøgninger bliver skrevet og sendt forgæves, fordi stillingen reelt allerede er besat internt eller af nogen man kender i forvejen. Det er ærgerligt for alle parter.

Tilbage til hovedstaden?

”Med jeres erfaring får I da nemt job i Esbjerg”, og: ”Det skal nok komme”. Sådan har de velmenende og trøstende ord lydt, men de holdt desværre ikke.

Så nu har jeg foreløbig forsøgt at tilpasse mig markedet. Jeg har lagt mine ”københavnske kvalifikationer” på hylden og taget et kursus som kabelmontør, som der er stor mangel på, og som jeg derfor kan forvente at få et job ud af. Ikke mit drømmejob og ikke noget jeg har erfaring med. Men det er fast arbejde og kan forhåbentlig betale rudekuverterne.

Jeg giver normalt ikke op. Jeg har løbet en del marathon og er vant til at gennemføre, hvad jeg sætter mig for. Men jeg må indrømme, at vi den sidste tid er begyndt at kigge efter lejlighed og job i København. Her ved jeg, at jeg kan få arbejde. Alle mine gamle kolleger, som blev opsagt på samme tid som jeg, da firmaet outsourcede hele serviceafdelingen, er i hvert fald kommet i job.

Det er absolut ikke det, hverken jeg eller min hustru har mest lyst til. På den anden side kan jeg ikke leve af drømme og romantik, så hvis ikke det lykkes at knække den jyske kode, må min familie og jeg vinke farvel til drømmen, idyllen og huset ved vandet og rykke tilbage til der, hvor vi har netværk og branchekendskab og er på hjemmebane.

Om dette indlæg overhovedet hjælper mig selv, ud over at det føles godt at komme af med det, ved jeg ikke.  Jeg risikerer selvfølgelig, at folk finder mig selvoptaget, uopfindsom og hjælpeløs. Men eftersom jeg nok desværre ikke er hverken den første eller sidste, der står i den her situation, så tager jeg chancen og håber mine ord kan anspore alle parter til at gøre en indsats, så akademikere fra København også kan komme i betragtning til job i Vandkantsdanmark.

Erik Germer arbejder lige nu som timelønnet underviser på en erhvervsskole, men kun frem til juli. Hans hustru arbejder som pædagogmedhjælper 30 timer til under dagpengesatsen.