Blogger: "Ingen vil nogensinde læse dit speciale igen"
Jeg er sikker på, det har været spændende at skrive, og jeg er sikker på, at det har fået en fin bedømmelse, siden du vælger at medsende det. Men jeg læser det ikke. Det er der ingen, der gør igen. Det er endeligt forbi med ”Identitetsskabelse blandt libanesiske tatovører i en global verdensøkonomi”. Dit speciale har haft sin tid, og den kommer aldrig igen, skriver Dennis Nørmark på bloggen.
Da jeg læste på universitetet, gik der en historie om en antropolog, der var begyndt at arbejde for en italiensk skoproducent, der tilsyneladende havde fået øje på, hvordan animisme (dyrkelsen af naturen som gud) kunne bruges i markedsføringen af produktet.
Hold da kæft, tænkte vi, og så pludselig en gylden fremtid foran os. Det kunne således kun gå for langsomt med at få sendt min bacheloropgave om eksorcisme til førende filmproducenter, så jeg snart kunne blive konsulent på deres næste horrorfilm. Det måtte da mindst være nogle hundrede tusind kroner værd i honorar!
Når jeg tænker tilbage, var der mange af den slags historier, der vandrede rundt fra humanistisk institut til humanistisk institut og spredte gyldne løfter om bedre tider blandt de studerende.
På religion var der således en historie om, at religionssociologer var blevet anvendt i forbindelse med udviklingen af LEGO’s legetøjsserie, Bionicles, og jeg husker en historie om en arkæolog, hvis studier af økser og knive fra bronzealderen havde skaffet ham et arbejde på Fiskars (eller også var det Zwilling).
Men hvor opløftende alle disse historier end er, så er de også farligt forblændende. For den ideelle forestilling om det perfekte, åndelige ægteskab mellem den kolde produktion og den humanistiske grundforskning er meget langt væk fra den virkelighed, de fleste af os kommer til at virke indenfor.
Specialets korte liv
At denne forestilling stadig lever på Humaniora, erfarede jeg, da jeg selv var ansvarlig for ansættelse af ”åndsmedarbejderne” i et mindre dansk konsulenthus.
Her konstaterede jeg gang på gang, at der sammen med det udmærkede stykke prosa, der skulle forklare mig om kandidaten, var et vedhæftet speciale som pdf. Kandidaten troede altså, i ramme alvor, at jeg havde tænkt mig at læse hans eller hendes snævre fagspeciale, der meget sjældent handlede om de konkrete opgaver vi skulle løse for vores kunder.
Så her er, hvad jeg, af høflige og medfølende årsager, aldrig fik (men måske burde have) sagt til den efterfølgende samtale: Ingen vil nogensinde læse dit speciale igen.
Jeg er sikker på, det har været spændende at skrive, og jeg er sikker på, at det har fået en fin bedømmelse, siden du vælger at medsende det. Men jeg læser det ikke. Det er der ingen, der gør igen. Ej heller censor eller eksaminator vil nogensinde tage det frem fra reolen til en hyggestund under læselampen.
Det er endeligt forbi med ”Identitetsskabelse blandt libanesiske tatovører i en global verdensøkonomi”. Det har haft sin tid og den kommer aldrig igen.
Haves: Information - Ønskes: overblik
Den indsigt er vigtig, fordi du i stedet for at fokusere på specialet skal fokusere på, hvad du lærte ved at skrive det. For det er de evner, du kan tilbyde en privat arbejdsgiver.
Eksempelvis lærte du litterær udholdenhed. Du kan læse mange bøger og udtage essensen af dem. I det private erhvervsliv bliver de fleste udmattede, når de skal læse mere end en side. Det er derfor, der er executive summaries til alt, og derfor alle ser på PowerPoint-præsentationer med bulletpoints
I det private erhvervsliv har man et attention span på et kvarter, med mindre man er jurist eller økonom – eller med andre ord en af de andre (få) ansatte akademikere. Du kan altså tygge ting igennem for virksomheden, du kan finde sammenhænge i komplekst materiale, og du kan udrede essensen.
Derudover har du lært at se mønstre i ting. Du har lært at overskue et stort materiale og finde fællesmassen. Om du er ansat i HR, kommunikation, marketing, udvikling eller kvalitetssikring, så vil denne evne for mange virksomheder være guld værd.
De fleste virksomheder er ved at kvæles i information og trænger til nogen, der kan sortere i den. Og store mængder viden går tabt, fordi ingen har et overblik over, hvor den ligger, og hvem der har den.
Den videnskabelige medarbejder
Specialet har også lært os at formidle. Nogen af os i hvert fald.
Andre har gjort en dyd ud af at fortælle tingene så indviklet som muligt, og de bliver næppe efterspurgte. Men dem, der har udtrykt sig klart og tydeligt på specialets sider, har en chance for at blive efterspurgt af ledere, der mere og mere opfatter kommunikation som en ledelsesdisciplin og desperat savner nogen at sparre med.
En anden ting, specialet har lært os, er en videnskabelig tilgang, hvor vi nu kan skelne mellem sandt og falsk, mellem substans og overflade. Det private erhvervsliv har en ret lav tærskel for, hvad man er villig til at acceptere som sandheder. Måske ikke i forskningstunge virksomheder, men mange andre steder lader man sig nemt forføre af anekdoter og smart-i-en-fart pointer fra konsulenter med hjemmestrikkede management-filosofier og overgeneraliserede pointer.
Du vil blive overrasket over hvor mange chefer, der pludselig vil lave alting om på baggrund af noget, de har hørt i en TED-talk, og det meste af den forskning som handelshøjskolerne laver bliver ikke læst eller taget ad notam ude i virksomhederne. Specialet kvalificerer dig med andre ord til at være den ”videnskabelige medarbejder”.
Alt dette betyder, at du skal finde frem til nogle af de generelle kompetencer, du har fået som humanist. Det er ikke en forudsætning for en plads i erhvervslivet, at du har aflært dit fag, men du skal holde op med at være en fagnørd, og du skal nogle gange give slip på det, som har optaget dig allermest for at finde ind til kernen af det, du har lært.
Ved at sende en arbejdsgiver dit speciale signalerer du, at du stadig er fagnørden, der venter på at udvikle og uddybe lige præcis det område, du inderst inde brænder for. Men så er spørgsmålet: Hvorfor forlod du nogensinde universitetet?
Hold da kæft, tænkte vi, og så pludselig en gylden fremtid foran os. Det kunne således kun gå for langsomt med at få sendt min bacheloropgave om eksorcisme til førende filmproducenter, så jeg snart kunne blive konsulent på deres næste horrorfilm. Det måtte da mindst være nogle hundrede tusind kroner værd i honorar!
Når jeg tænker tilbage, var der mange af den slags historier, der vandrede rundt fra humanistisk institut til humanistisk institut og spredte gyldne løfter om bedre tider blandt de studerende.
På religion var der således en historie om, at religionssociologer var blevet anvendt i forbindelse med udviklingen af LEGO’s legetøjsserie, Bionicles, og jeg husker en historie om en arkæolog, hvis studier af økser og knive fra bronzealderen havde skaffet ham et arbejde på Fiskars (eller også var det Zwilling).
Men hvor opløftende alle disse historier end er, så er de også farligt forblændende. For den ideelle forestilling om det perfekte, åndelige ægteskab mellem den kolde produktion og den humanistiske grundforskning er meget langt væk fra den virkelighed, de fleste af os kommer til at virke indenfor.
Specialets korte liv
At denne forestilling stadig lever på Humaniora, erfarede jeg, da jeg selv var ansvarlig for ansættelse af ”åndsmedarbejderne” i et mindre dansk konsulenthus.
Her konstaterede jeg gang på gang, at der sammen med det udmærkede stykke prosa, der skulle forklare mig om kandidaten, var et vedhæftet speciale som pdf. Kandidaten troede altså, i ramme alvor, at jeg havde tænkt mig at læse hans eller hendes snævre fagspeciale, der meget sjældent handlede om de konkrete opgaver vi skulle løse for vores kunder.
Så her er, hvad jeg, af høflige og medfølende årsager, aldrig fik (men måske burde have) sagt til den efterfølgende samtale: Ingen vil nogensinde læse dit speciale igen.
Jeg er sikker på, det har været spændende at skrive, og jeg er sikker på, at det har fået en fin bedømmelse, siden du vælger at medsende det. Men jeg læser det ikke. Det er der ingen, der gør igen. Ej heller censor eller eksaminator vil nogensinde tage det frem fra reolen til en hyggestund under læselampen.
Det er endeligt forbi med ”Identitetsskabelse blandt libanesiske tatovører i en global verdensøkonomi”. Det har haft sin tid og den kommer aldrig igen.
Haves: Information - Ønskes: overblik
Den indsigt er vigtig, fordi du i stedet for at fokusere på specialet skal fokusere på, hvad du lærte ved at skrive det. For det er de evner, du kan tilbyde en privat arbejdsgiver.
Eksempelvis lærte du litterær udholdenhed. Du kan læse mange bøger og udtage essensen af dem. I det private erhvervsliv bliver de fleste udmattede, når de skal læse mere end en side. Det er derfor, der er executive summaries til alt, og derfor alle ser på PowerPoint-præsentationer med bulletpoints
I det private erhvervsliv har man et attention span på et kvarter, med mindre man er jurist eller økonom – eller med andre ord en af de andre (få) ansatte akademikere. Du kan altså tygge ting igennem for virksomheden, du kan finde sammenhænge i komplekst materiale, og du kan udrede essensen.
Derudover har du lært at se mønstre i ting. Du har lært at overskue et stort materiale og finde fællesmassen. Om du er ansat i HR, kommunikation, marketing, udvikling eller kvalitetssikring, så vil denne evne for mange virksomheder være guld værd.
De fleste virksomheder er ved at kvæles i information og trænger til nogen, der kan sortere i den. Og store mængder viden går tabt, fordi ingen har et overblik over, hvor den ligger, og hvem der har den.
Den videnskabelige medarbejder
Specialet har også lært os at formidle. Nogen af os i hvert fald.
Andre har gjort en dyd ud af at fortælle tingene så indviklet som muligt, og de bliver næppe efterspurgte. Men dem, der har udtrykt sig klart og tydeligt på specialets sider, har en chance for at blive efterspurgt af ledere, der mere og mere opfatter kommunikation som en ledelsesdisciplin og desperat savner nogen at sparre med.
En anden ting, specialet har lært os, er en videnskabelig tilgang, hvor vi nu kan skelne mellem sandt og falsk, mellem substans og overflade. Det private erhvervsliv har en ret lav tærskel for, hvad man er villig til at acceptere som sandheder. Måske ikke i forskningstunge virksomheder, men mange andre steder lader man sig nemt forføre af anekdoter og smart-i-en-fart pointer fra konsulenter med hjemmestrikkede management-filosofier og overgeneraliserede pointer.
Du vil blive overrasket over hvor mange chefer, der pludselig vil lave alting om på baggrund af noget, de har hørt i en TED-talk, og det meste af den forskning som handelshøjskolerne laver bliver ikke læst eller taget ad notam ude i virksomhederne. Specialet kvalificerer dig med andre ord til at være den ”videnskabelige medarbejder”.
Alt dette betyder, at du skal finde frem til nogle af de generelle kompetencer, du har fået som humanist. Det er ikke en forudsætning for en plads i erhvervslivet, at du har aflært dit fag, men du skal holde op med at være en fagnørd, og du skal nogle gange give slip på det, som har optaget dig allermest for at finde ind til kernen af det, du har lært.
Ved at sende en arbejdsgiver dit speciale signalerer du, at du stadig er fagnørden, der venter på at udvikle og uddybe lige præcis det område, du inderst inde brænder for. Men så er spørgsmålet: Hvorfor forlod du nogensinde universitetet?
