Coronakrisen har været hård ved de yngste kroppe

Da mine kolleger og jeg mødte på arbejde dagen efter Mette Frederiksens skelsættende tale om aftenen d. 11. marts, vidste vi ikke, at det ville blive sidste gang vi så hinanden i meget lang tid. Da vores ledelse sendte os hjem på hjemmearbejde, fyldte jeg min lille bil med både skærm og kontorstol. Jeg arbejder med store datasæt til hverdag, og havde svært ved at forestille mig to ugers arbejde på min lille bærbare PC.

På trods af min veludstyrede hjemmearbejdsplads, gik der ikke lang tid, før min nakke begyndte at beklage sig. Godt nok havde coronakrisen lukket både mit fitnesscenter og den hal, jeg træner håndbold i, men til gengæld blev det til flere gåture i frokostpausen og udstrækningsøvelser i løbet af arbejdsdagen.

Lige lidt hjalp det. Jeg gik igennem den første måneds tid med hold i nakken. Jeg var desværre ikke den eneste, der mærkede konsekvenserne af coronakrisens forandring af vores arbejdsliv på kroppen.

Mere end hver anden magister har ondt i kroppen

Hvis nedlukningsperioden ikke har påvirket dig selv, så er det meget sandsynligt, at den har påvirket din nærmeste kollega. 57 procent af medlemmerne af DM, der har arbejdet hjemme i løbet af nedlukningsperioden, har nemlig problemer med det fysiske arbejdsmiljø efter coronakrisen. Det viser en ny undersøgelse blandt DM’s færdiguddannede medlemmer. Undersøgelsen viser desuden, at flest oplever problemer med nakken eller ryggen, mens der også er en del, som har ondt i skulderen eller andre steder på kroppen.

Overraskelsen

På trods af mine egne erfaringer med coronakrisens konsekvenser for min 27-årige krop, så overraskede det mig at se, at de unge er dem, der er markant hårdest ramt af problemer med det fysiske arbejdsmiljø. Blandt de unge, der her defineres som 25-39-årige, er der nemlig 66 procent, der har fysiske skavanker efter hjemmearbejdet. Til sammenligning gælder det 58 procent af de 40-54-årige og 47 procent af de 55+-årige. Der tegner sig altså et billede af, at selvom unge som jeg er mere forskånet for et alvorligt forløb, hvis vi bliver smittet med coronavirus, så har coronakrisens hjemmearbejdspladser været hårdest for de yngste kroppe.

Graver man sig dybere ned i tallene, så viser det sig, at den tendens er gældende for både ryg-, nakke- og skulderproblemer, og at en 27-årig, som jeg, har dobbelt så stor risiko for at erhverve sig hver af de tre typer problemer, som en 67-årig har.

Hvad er forklaringen?

Efter at have dobbelttjekket resultaterne, begyndte jeg at undre mig over, hvad forklaringen kan være. Vi har desværre ikke datagrundlag til at kunne komme med den endelige konklusion, men jeg har alligevel et par idéer.

Når man er ny på arbejdsmarkedet, er økonomien mere stram, og hvis man vil bo i de store byer, må man ofte gå på kompromis med pladsen. Jeg tror derfor, at vi finder flere hjemmekontorer i de 55+-åriges villaer ude i forstæderne end i de nyuddannedes lejligheder i storbyerne. Det betyder, at de unge under 40 år i højere grad har været forvist til spisebordet, som de måske har skulle dele med både partner og børn.

Vores data viser desuden, at der er en smule lavere risiko for problemer med det fysiske arbejdsmiljø, hvis man er vant til at arbejde hjemmefra. Mens 22 procent af de unge under 40 år arbejdede hjemmefra mindst én gang om ugen før coronakrisen, så gjorde 36 procent af de 55+-årige det samme. De unge har altså ikke været lige så trænet i disciplinen ”hjemmearbejde”, og har derfor formentlig lavet en række begynderfejl.

Det er desuden ret sandsynligt, at et længere arbejdsliv også lærer en at tage arbejdsmiljøet alvorligt, og måske er man bedre til at efterspørge ordentlige hjælpemidler, der kan understøtte et godt fysisk arbejdsmiljø. Undersøgelse viser, at de medarbejdere, der ikke har fået stillet de nødvendige arbejdsredskaber til rådighed, i højere grad har problemer med deres fysiske arbejdsmiljø nu.

Hvad kan vi lære?

Tallene viser, at 37 procent af DM’s færdiguddannede medlemmer under 30 år også har døjet med nakkeproblemer under coronanedlukningen, så jeg er altså langt fra alene.

Imens problemerne stod på, rådede min mor mig til at justere min skærm nedad i højden. Jeg affejede hendes forslag på trods af, at der i min mors aldersgruppe – 55-59 år – kun var 26 procent, der havde nakkeproblemer. Jeg holdt stædigt fast i, at min skærm havde præcis den højde, som den plejede at have på kontoret, og fortsatte ellers med udstrækningsøvelser og massage.

Det hjalp selvfølgelig ikke. Da jeg endelig lyttede til min mor og sænkede min skærm, gik smerterne væk den samme dag. Måske skal vi unge på arbejdsmarkedet til at tage lidt mere ved lære af de mere erfarne, når det kommer til fysisk arbejdsmiljø.