Spring menu over
Dansk Magisterforening

Tip en 13'er på jobcenteret: Sådan kommer du næsten-stensikkert-måske-eventuelt-noget-skal-vi-jo-sige i job

Claudia Hage

© Foto: Hans Søndergaard

Af Claudia Hage
Del artikel:

Alt det, du er sikker på at høre på jobcenteret. Tip #4: "Volumen, volumen, volumen! Du kan da ikke bare rende rundt og søge det, du er kvalificeret til. Hvem tror du egentlig, du er?"

Her er 13 ting, du helt sikkert vil høre på jobcenteret. Det er den perfekte guide til, hvordan du næsten-stensikkert-måske-eventuelt-noget-skal-vi-jo-sige kommer i job!

  1. Har du hørt om vores fantastiske CV-kursus? Nå, du bliver allerede kaldt til samtaler? Nå, men det er obligatorisk.
    3 uger. Du får SÅ mange gode tips, du ALDRIG har hørt om før eller kan google dig til. Jo, jo, du kan også bare sidde og skrive ansøgninger der. Ja, du SKAL sidde i en trøstesløs anden aktørs midlertidige lokaler. Fordi vi har besluttet, at sådan kommer du hurtigere i job!

  2. Har du søgt uopfordret?
    Ingen kommer i job på opslåede stillinger!

  3. Kan du bruge LinkedIn? Har du prøvet LinkedIn? Vi har jo det her fantastiske LinkedIn-kursus!

  4. Du skal søge bredere, højere, mere, vildere!
    Volumen, volumen, volumen! Du kan da ikke bare rende rundt og søge det, du er kvalificeret til. Hvem tror du egentlig du er?

  5. Har du lavet en strategi?
    Hvordan tror du nogensinde, du skal komme i mål uden en strategi?

  6. Vi har en direkte og eksklusiv kontakt til arbejdsgiverne! Kom først i køen til aaalle jobs!
    Altså til de offentlige arbejdsgivere. Ja, altså det er kun løntilskud. Nej, det er da ikke uetisk, din forkælede arbejdsløse #!&¤!

  7. Hvad er din karriereplan? Hvad DRØMMER du om?
    Men det kan du jo ikke arbejde med!

  8. Har du overvejet at blive selvstændig?

  9. Hvad med byggebranchen? De SKRIGER på arbejdskraft!
    Cand.mag, cand.bla.bla.bla. VIL du ikke i job?

  10. BRUG.DIT.NETVÆRK.
    Punktum.

  11. Altså HAR du nu overvejet at blive selvstændig?

  12. Hvilket tøj har du for øvrigt på til jobsamtaler?
    Husker du at putte hånden i lommen om vinteren? Intet er værre end en kold slatten hånd. Vær lidt sulten, så er du ligesom mere KLAR. DU kan jo også sige NEJ til dem (selvom du får karantæne fra a-kassen og om seks måneder mister retten til dagpenge).

  13. Ok, du forstår ikke, hvorfor du skal på det her kursus, der ikke giver mening for dig?
    Nu har vi jo kun 30 minutter til denne samtale, så det har vi ikke lige tid til at tale om. Jeg skal jo nå at høre, om du har søgt uopfordret bredt i dit netværk, har en strategi, bruger LinkedIn, søger uden for en radius af 30 km, laver kaffeaftaler, 2 om ugen, OG HAR DU FORØVRIGT TILMELDT DIG VORES FANTAAASTISKE CV-KURSUS?

 

Hvad har jeg glemt? Hvad er din 14'er?