Spring menu over
Dansk Magisterforening

Chef: Det er ikke kun unge, der kan være digitalt indfødte

Ane Høiberg Nielsen, Kystdirektoratet

"Faglige kvalifikationer, engagement og kemi er afgørende, hvis du skal ansættes i Kystdirektoratet", skriver områdechef Ane Høiberg Nielsen. © Foto: Kystdirektoratet

Debat
Af Ane Høiberg Nielsen
Del artikel:

Kystdirektoratet bliver kritiseret for at efterspørge en "digitalt indfødt" medarbejder i et jobopslag, fordi det normalt kun omfatter unge mennesker. Forfejlet kritik, svarer områdechef Ane Høiberg Nielsen her.

Kære Hans Stokholm Kjer

Det er helt korrekt forstået, at vi søger en medarbejder, som blandt andet ”er digital indfødt og hjemmevant finder vej i junglen af sociale medier”. Det er også rigtigt, som du skriver i blogindlægget, at ”begrebet 'digitalt indfødt' måske ikke skal tages numerisk bogstaveligt”.

Nej, det har ikke noget med alder at gøre. Det betyder ikke, at ansøgere, der er født efter 1990, automatisk står forrest i køen.

Det meget populære udtryk ”at have en agil tilgang til arbejdet” betyder jo heller ikke, at ansøgere udelukkes, hvis de har et bevægelseshandicap.

”Digital indfødt” er brugt i den bredere betydning om en, der - uanset alder - kan sit kram på de digitale platforme og er en indfødt her. En, der kender mekanismerne bag platformene, og som følger med, når algoritmerne ændrer sig. Som kan optimere interaktionen mellem platformene. Og den digitale duelighed er blot én af de mange kvalifikationer, som vi ønsker os.

Sådan er det heldigvis også blevet forstået af de godt 100, der har søgt jobbet, og som aldersmæssigt fordeler sig som følger:

40 pct. af ansøgerne er født før 1990. Heraf er rundt regnet halvdelen født før 1970, og de resterende 60 pct. er født i 1990 eller senere.

Få et gratis kursus i jobsøgning

DM udbyder en række kurser i jobsøgning for medlemmer. Find dem her.

Du skriver: ”…men jeg er ret sikker på, at jeg som 54-årig ikke automatisk står forrest i køen til jobs, hvor man skal være i besiddelse af denne kvalifikation”.

Skal det forstås sådan, at du ”er ret sikker på”, at du ikke kommer i betragtning som ansøger til jobbet hos Kystdirektoratet, alene fordi du er for gammel? I så fald tager du fuldstændig fejl.

I Kystdirektoratet beskæftiger vi os med fakta og ikke grundløse antagelser. Her er fakta:

Fra 2019 til nu er der i alt ansat 17 medarbejdere i Kystdirektoratet. 41 pct. er født i eller efter 1990, mens 59 pct. er født i 1950-1989.

Arbejdspladsen er i det hele taget præget af stor aldersspredning, mange forskellige fagligheder, flere nationaliteter og en nogenlunde ligelig kønsfordeling. Dette betyder så også, at cheferne er vant til at lede en gruppe med stor diversitet og betragter det som et privilegium og en klar styrke for arbejdspladsen

Alder er aldrig afgørende, heller ikke når der skal ansættes en formidlingsmedarbejder. Den senest tilkomne af slagsen blev ansat i 2017 og var dengang 58.

Hvem er forkælede?

Ledigheden blandt unge, der er blevet kandidater det seneste år, blev opgjort til 41,5 pct. i august 2020. At de ”automatisk” står forrest i køen til nye stillinger, er vist en påstand der kan udfordres.

Faglige kvalifikationer, engagement og kemi er afgørende, hvis du skal ansættes i Kystdirektoratet.

Hvis du brænder for at arbejde med klimatilpasning i Kystdirektoratet eller småbørnsforældre i BabySam, padler du modstrøms, hvis du fra start dømmer dig selv ude på grund af fordomme og formodninger.