Kære kollega, jeg savner dig

En af de største gevinster ved arbejdsmarkedet er, at vi arbejder sammen med mennesker, der er endt det samme sted som os af en grund. Enten fordi de deler samme interesser som os, eller fordi de er blevet forført af den samme type virksomhed – eller begge dele. De er draget af de samme spørgsmål, de er nørdede omkring de samme fagligheder, og de kæmper for at opnå de samme resultater.

En sygeplejerske arbejder side om side med andre sygeplejersker, der er præcis lige så interesserede i menneskekontakt, biologi og omsorg, som vedkommende selv. En maskiningeniør arbejder tæt sammen med andre, der får et kick af at dykke ned i maskiners store og små teknologier. Og en kommunikationsmedarbejder skaber et rum med sine kolleger, som giver plads til nye måder at anskue verden på gennem ord, fortællinger og forbrugerforståelse.

Dette skaber en grobund for unikke kollegafællesskaber, hvor både private og arbejdsbetonede samhørigheder opstår – med alt hvad det byder på af diskussioner, sparring, intense snakke og personlig udvikling. Vores kollegaer får os til at vokse som mennesker på godt og ondt – også selvom relationerne umiddelbart ikke er nogle, vi tillægger betydelig privat værdi.

Når vi har konflikter på arbejdspladsen, tager vi følelsen med hjem, og den sidder i os som en brændende pil, selvom aftensmaden står på bordet, eller børnene skal have børstet tænder. Ligeledes bliver vi påvirkede, når vi udretter et fantastisk stykke arbejde sammen, fordi det simpelthen er så givende at være i rum med nogen, der forstår vores proces og succes. Vi lader os påvirke, fordi vores forhold til kollegerne er ægte, trods de udspiller sig i en professionel kulisse.

Drak drinks og diskuterede musik

I sidste uge blev min tidligere kollega mor. Det var faktisk hendes andet barn, siden vi sidst så hinanden, da jeg forlod vores fælles arbejdsplads. Indtil da, var vi dét, jeg vil kategorisere som tætte kolleger. Vi gik ture sammen. Vi spiste aftensmad sammen. Drak drinks sammen. Diskuterede parforhold, musik og nye opskrifter på hjemmelavet pizza. Og pludselig var hun ude af mit liv, lige så hurtigt, som hun var kommet ind i det.

Hvorfor? Fordi ingen af os fandt det naturligt at ses privat, efter jeg var trådt ud ad døren på kontoret for sidste gang. Hun havde sin omgangskreds, og jeg havde min. Så sådan blev det.

Da jeg så billedet af hendes lille nye søn, fik jeg en akut fornemmelse af, at jeg havde brug for at se hende. At høre, hvordan hun landede i det nye moderskab. At grine med hende, som vi havde gjort tusinde gange før. Men noget holdt mig tilbage – så jeg sendte hende bare et hjerte og et lille tillykke. På samme måde har hun gennem årene rakt en lille hånd ud, hvis hun har set en anledning til det. En kort kommentar på LinkedIn eller et like af et billede på Instagram – that’s it. Det er som om, at det er tydeligt for os begge to, at vi ikke har lyst til at slippe hinanden, men at ingen af os formår at tage forholdet til det næste skridt – at gøre det privat.

Fra kollega til fremtidig ven 

På mange måder, kan et par år på samme arbejdsplads sammenlignes med et efterskoleophold.

Man udvælger et par mennesker, som bliver lukket ind i ens inderste cirkel og oplever ting sammen, som får en til at skrige af grin eller frustration. Vi er der for hinanden, når vores forældre dør, vores børn bliver syge, eller vi går ned med stress. Og vi er vidner til de største lykkefølelser, bryllupper og forfremmelser. Alt sammen noget, der får os til at kende hinanden utroligt godt – og noget, der i princippet kunne lægge grobund for vidunderlige venskaber.

Jeg kunne godt tænke mig at blive mere modig til at spørge fremtidige ex-kollegaer, om de kunne have lyst til at ses privat. Mit arbejde byder på samvær og samarbejde med de sjoveste, klogeste mennesker, og selvom der er en betydelig aldersforskel på mig og flere af dem, har vi det simpelthen så godt i hinandens selskab – og vi har en unik forståelse af hinandens talenter og formåen. Det er relationer, som jeg tager for givet, men som jeg faktisk ville være utroligt ked af at miste.

Så i stedet for at frygte, at de fx siger op, vil jeg i stedet lægge en plan for, hvordan jeg kan invitere til at udvikle relationen fra kollegaskab til venskab. Så må det briste eller bære.

Og hvis du, ligesom jeg, har en ex-kollega, du stadig tænker på – så er det ikke for sent at række ud og invitere på en vennedate. Jeg er sikker på, at du vil gøre vedkommendes dag meget bedre. Og hvem ved? Måske venter der et nyt stort venskab lige om hjørnet?