Gode råd til grøn omstilling: Bliv aktivist på din arbejdsplads

Overenskomstforhandlingerne på statens område er i skrivende stund netop overstået, og for første gang har bæredygtig omstilling præget diskussionen mellem parterne. Vi ved altså nu, at der vil være øget fokus på grønne tiltag på de statslige arbejdspladser i de kommende år.

Konkret opfordres der i et nyt protokollat om medarbejderinddragelse i grøn omstilling på statslige arbejdspladser til ”drøftelser mellem ledelse og medarbejdere på alle niveauer [for] at finde de gode og innovative lokale løsninger på, hvordan de statslige arbejdspladser kan bidrage til den grønne omstilling og nedbringe arbejdspladsernes klimabelastning.”

Trods gode hensigter og stærke signaler står vejen til klimaneutralitet for de fleste arbejdspladsers vedkommende dog endnu hen i det uvisse.

Mange arbejdspladser har ikke en udpeget bæredygtighedsansvarlig, og top-down formaninger fra ledelsen om sortering af plast eller dobbeltsidet print skaber sjældent den nødvendige motivation blandt medarbejderne, som det kræver for at opnå effektiv og varig omstilling.

Hvad kan jeg selv gøre?

Da jeg startede på min seneste arbejdsplads, begyndte jeg så småt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor min hverdagsaktivisme var forbeholdt min fritid, når nu mine principper forblev uændrede i løbet af dagen.

Det er et enkelt og åbenlyst spørgsmål, dog synes det at skurre en smule imod vores traditionelle opdeling af privatsfærens interesser og vores apolitiske professionelle identitet.

Dertil stod spørgsmålene i kø: Hvordan kunne jeg komme i gang med bæredygtighed på min arbejdsplads? Hvem skulle jeg have i tale? Og burde jeg først og fremmest samle støtte hos ledelsen eller blandt medarbejderne?

Jeg fandt hurtigt ud af, at det utvivlsomt er en betydelig fordel at have interessetilkendegivelse fra den øverste top. Dertil er det en god idé at undersøge, hvem – om nogen – der har ansvaret for at udvikle og implementere arbejdspladsens bæredygtighedspolitik. Det kan nemlig sagtens være, at ansvaret er havnet mellem stolene, eller at det slet ikke er formaliseret og drives af en enkelt ildsjæl.

Etablér et interessefællesskab

Min anbefaling er derfor at oprette et bæredygtighedsudvalg, så man ikke står alene med både opgaver og bekymringer.

Udvalgsformen er en kollektivt baseret platform, som vil gøre det nemmere at få ledelsen i tale, og samtidig kan det blive et sparringsforum for medarbejdere omkring spørgsmål, der relaterer sig til klima og bæredygtighed.

Jeg henviser her ikke til den omdiskuterede klimarepræsentant, der var en del af AC-forbundenes forhandlingsoplæg til OK21 (på foranledning af Bæredygtig Fagforening), eller for den sags skyld til den udvidelse af samarbejdsudvalgets (SU) funktion, som det førnævnte nye protokollat anbefaler. SU har allerede tilstrækkeligt med ansvarsområder til at kunne forventes at rykke effektivt på det omfattende og alsidige omstillingsarbejde, i det mindste ikke uden hjælp fra et frivilligt interessefællesskab.

Samtidig kan et bæredygtighedsudvalg socialt set bidrage til at skabe nye forbindelser på tværs af afdelinger og arbejdsområder – og dermed også styrke den interne kommunikation og effektivitet. På et mere principielt plan spiller en sådan tilgang også ind i den bølge af opmærksomhed, som i nyere tid er opstået omkring demokratisering af arbejdspladser og erhvervsliv generelt.

Et lille tankeeksperiment

Lad os sige, at du er med til at oprette et sådan udvalg på din arbejdsplads: For at skabe opmærksomhed omkring jeres udvalg og samtidig inddrage hele arbejdspladsen i at tænke bæredygtigt, kan I starte med at iværksætte en konkurrence, hvor for eksempel afdelinger eller teams kommer med tre forslag til, hvordan arbejdspladsen kan blive mere bæredygtig. Forinden bør I dog have fået ledelsens bekræftelse på, at det vindende forslag implementeres, så der er en vis legitimitet bagved og folk vil bruge energi på det.

Dertil kan det hjælpe på engagementet at stile efter nogle konkrete og symbolske initiativer, så I får oplevelsen af at kunne gøre en forskel, før større livtag med valg af transport, bank og investeringer igangsættes.

Med hensyn til udvalgets øvrige tiltag, så er en god tommelfingerregel at vælge det, som motiverer jer – ellers bliver det hurtigt et ’arbejde oven i arbejdet’. Hvad enten det er klimavenlige pensionsordninger eller en kødfri kantinedag, bør det være drevet af oprigtig interesse.

I kan også skabe positiv opmærksomhed ved at tale ind i det PR-potentiale, der ligger i at styrke arbejdspladsens bæredygtighedsprofil eksternt ved for eksempel at gå ud på de sociale medier med et erklæret mål om at blive CO2-neutral i 2030. Den relationelle gevinst, der ligger i så klar og ambitiøs kommunikation, kan være den gulerod, som kan få en ellers tøvende ledelse til at bakke op om mere bæredygtighed på arbejdspladsen. Det bør dog samtidig stå klart, hvordan I vil opnå målet, så det fremstår troværdigt og realistisk – følg op og vær bundærlig om de konkrete udfordringer.

Ovenstående skal ses som en række eksempler til inspiration. Pointen er, at vi ved, at det går én vej: Alle arbejdspladser skal på sigt være bæredygtige, hellere før end senere.

Klimakrisens alvor taget i betragtning kan vi ikke vente på, at der bliver oprettet formelle kanaler til at håndtere alt det arbejde, som ligger i at gøre en arbejdsplads bæredygtig. Der er derimod brug for, at vi alle bliver aktivister på arbejdspladsen. Ikke alene kan du være med til at gøre en langt større forskel for klimaet gennem din arbejdsplads, end gennem dine forbrugsvaner, du vil også bidrage til at sætte dit præg på en mere demokratisk bæredygtig omstilling.