Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fagbevægelsen er en ideel arena i klimakampen

Bæredygtig Fagforening
Debat
Af Bæredygtig Fagforening
Del artikel:

Netværket Bæredygtig Fagforening kæmper for at gøre fagbevægelsen til en progressiv kraft i den grønne omstilling. Mød vores nye blogger, som vil vise, at klimakrisen kun kan lykkes med en fælles indsats.

I Bæredygtig Fagforening mødes vi og drikker kaffe én gang om måneden på Peter Bangs Vej. Tror du, vi nøjes med det, så tro om igen: Vi vil vise, at klimakrisen kun kan løses med fælles indsats - derfor er vi aktive i vores fagforening og stiller konkrete forslag, så fagbevægelsen bliver en progressiv kraft i den grønne omstilling.

Vi står ved en skillevej

Vi er overbevist om, at klimakrisen udgør en kolossal udfordring for samfundet. Vi er enige om, at vi står ved en skillevej. På den ene side oplever vi en økologisk og økonomisk nedtur, som bliver katastrofal, hvis vi fortsætter med ‘business as usual’ og med vækst som det vigtigste samfundsmål. På den anden side ser vi konturerne af et bæredygtigt samfund, hvor vi tager hensyn til klima, mindsker social ulighed og viser samfundssind. 

Corona-krisen har vist os, at vi i fællesskab kan udvise samfundssind, og at vi kan implementere drastiske og vidtrækkende forandringer i vores hverdagsliv. Den erfaring viser, at vi kan skabe den nødvendige og bæredygtige forandring af samfundet. Og det vil vi.

Vi vil skabe et samfund med et arbejds- og hverdagsliv, der opfylder menneskets basale behov i nær balance med klimaet og naturens behov. Vi vil leve i et samfund, hvor bæredygtighed er det højeste prioriterede mål.

Målet skal nås

I Bæredygtig Fagforening arbejder vi for forandring. Vi ønsker, at vores arbejdspladser og fagforeninger lever entydigt op til målene i den danske klimalov: at samfundets CO2-udledninger skal reduceres med 70 % i 2030 ift. 1990, og at vi senest i 2050 skal være helt CO2-neutrale. 

Vi er fælles om at mene, at dét bør være prismen for alt, hvad vi foretager os i de institutioner og foreninger, vi er en del af - her skal vores indsats måles.

For at støtte op om, at vi som samfund når klimalovens mål, arbejder vi for at vores fagforening og arbejdspladser udvikler bæredygtighedsstrategier med konkrete klimamål. Vi foreslår, at det sker på følgende områder:

  • En energistrategi, som reducerer energiforbruget og sikrer forsyning fra vedvarende energikilder. 
  • En transportpolitik, som minimerer arbejdsrelaterede rejser - også til og fra arbejdspladser - og baseres på kollektive eller bæredygtige transportmidler.
  • En madpolitik, hvor kantiner undgår madspild og serverer mad med et minimalt klimaaftryk.
  • En indkøbspolitik, som prioriterer bæredygtige, økologiske og ansvarlige produkter.
  • En affaldspolitik, som minimerer mængden af affald og aktivt promoverer principperne: reduktion, genanvendelse og cirkulation.
  • En finanspolitik, som kun tillader grønne investeringer og samarbejde med etiske og socialt ansvarlige finansielle institutioner, herunder pensioner på bæredygtige vilkår.
  • En arbejdspolitik, som sørger for at effektiviseringsgevinster omdannes til reduktion i arbejdstid og opgavemængde frem for øget økonomisk vækst og forbrug.
  • En uddannelsespolitik, der sikrer at bæredygtighed er i fokus på alle uddannelser og sikrer alle borgere mulighed for grøn omskoling og opkvalificering, så snart nye grønne teknologier og metoder er udviklet.
  • Et krav i overenskomstforhandlinger om reduktion af CO2 udledning på de arbejdspladser og inden for de sektorer, som overenskomsten dækker.

At reducere CO2-udledningen i overensstemmelse med klimalovens målsætning er et ufravigeligt krav. Når politikere og erhvervsliv svigter målsætningen, som vi ser ske lige nu, må civilsamfundet og de folkelige bevægelser træde til. Her spiller fagbevægelsen en afgørende rolle. 

Klimakampen er også en demokratisk kamp 

Fagbevægelsens store styrke er medlemsdemokratiet. Derfor vil vi sparke nyt liv i det og sikre et levende deltagerdemokrati. Vi tror på, at en stor del af løsningen på klimakrisen kan ske gennem demokratisk fornyelse i samfundet. Vi ønsker at fagbevægelsens bæredygtighedsstrategier skal være bindende, implementeres hurtigst muligt og udformes med maksimal medlemsinddragelse, så vi viser vejen frem for det øvrige samfund.

Vi arbejder konkret for, at vores fagforeninger og arbejdspladser skaber klimaudvalg med repræsentanter inden for alle stillingskategorier. Udvalget skal sammen med en medarbejdervalgt klimarepræsentant på hver enkelt arbejdsplads sørge for at lokale klimamål bliver klart defineret og implementeret, samtidig med at bæredygtige fremskridt dokumenteres med valide og transparente data. Dette skal ske ud fra fælles certificeringer for at undgå greenwashing. Klimaudvalget skal være demokratisk forankret, transparent og inddrage en bred vifte af medarbejdere. 

Fagbevægelsens historiske ansvar består i at sikre en rettidig omstilling af samfundet, der samtidig er socialt retfærdig og demokratisk fornyende. Med demokratiske klimaudvalg og klimarepræsentanter, vil fællesskabet stå langt stærkere over for kortsigtede kommercielle og politiske interesser, der ikke sætter klima og mennesker først. 

Vi er klar til at tage ansvar for den bæredygtige omstilling - vil du være med?

Af Quentin Gausset, lektor og antropolog ved Københavns Universitet

Kommende møder i netværket

Vi mødes i Bæredygtig Fagforening én gang om måneden. 

Næste gang er den 22. oktober kl. 17-19 i Akademikerhuset, Peter Bangs Vej 30, Frederiksberg. Her vil professor Jens Hoff, der har bæredygtighed, klimapolitik og borgerdeltagelse som sit primære forskningsområde, holde oplæg i mødets første time. Derefter diskuterer vi de tiltag, vi har undervejs. Der er altid mulighed for at foreslå nye tiltag og komme med idéer. 

Du er velkommen til at møde op. Tilmeld dig via www.dm.dk/kalender eller send en mail til Jakob Skovgaard på jkbskvgrd@gmail.com, det er også muligt at deltage online via Zoom. 

De følgende møder i netværket er den 17. november og den 16. december, begge dage kl. 17-19 på Peter Bangs Vej 30.

Resultatet af vores diskussioner og aktiviteter vil vi fremover udgive her på bloggen – så følg med!