Anmeldelse: Kaare Dybvads nye bog grænser til det moralsk afstumpede

Det økonomiske grundlag for den danske velfærdsstat har altid været, at alle voksne borgere skal arbejde på fuld tid, hvis de kan. For de partier, der ønsker en universel og omfattende velfærdsstat, sådan som vi har kendt den i de seneste generationer, må hovedprioriteten derfor være at sikre så stort et arbejdsudbud og så høj en beskæftigelse på fuld tid som muligt.

Dette arbejderistiske velfærdsargument er den ene søjle i Kaare Dybvads bog 'Arbejdets land'.

Den anden søjle er en arbejderistisk etik, som Dybvad forankrer i protestantismen. Han skriver, at vi som samfund skal insistere på, at det er ”grundlæggende sundt at arbejde, og hvis vi stopper med det, bliver vi dårligere mennesker, hver især”.

Det er sundere, fordi vi har større tendens til at blive ulykkelige og syge, når vi er arbejdsløse. Og vi er bedre medmennesker, når vi arbejder fuld tid. I bedste fald kan vi realisere os selv, fordi vi arbejder med noget åbenlyst nyttigt eller meningsfuldt, sådan som håndværkere og lærere, læger og sygeplejersker er paradeeksempler på. Dermed opnår vi selvrespekt og indhold i tilværelsen.

Men uanset om vores arbejde er stressende og uden umiddelbar nytte for andre - og måske også uden den store mening for os selv - er det alligevel mere moralsk at blive ved, fordi vi bidrager med skatteindtægter, argumenterer Dybvad. De, der er privilegerede nok til at vælge at leve sparsommeligt for deres (bolig)formue et sted i Vandkantsdanmark, mens de hjemmeskoler og spæder til med grøntsager af egen avl, undslår sig deres fulde bidrag til fælleskassen.

Samtidig vil sådanne ’Ærømodeller’ stadig freeride på skatteyderfinansierede velfærdsordninger som vejnet, politi og sundhedsvæsen. Dybvad er derfor irriteret over, at de mennesker, der udnytter muligheden for at forlade arbejdsmarkedet længe før den almindelige pensionsalder, bliver fremstillet som mere reflekterede mennesker med højere værdier, end de borgere, der løber linen ud på arbejdspladserne. Og han kritiserer de politikere, borgerlige såvel som venstreorienterede, der tilskynder til tidlig tilbagetrækning og livsformer uden for den fulde deltagelse i arbejdsmarkedet.

Dybvads bog er sine steder på grænsen til det moralsk afstumpede, for eksempel når han betegner arbejdsløse som ”dårligere mennesker”.

Den moralske forarmelse udspringer af en politisk visionsløshed. Dybvads forankrer sin arbejderisme i Max Webers berømte værk ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’, men han overser den vigtigste pointe i bogen.

Webers analyse peger på, at den protestantiske arbejdskultur, særligt når den ikke længere er forbundet med et højere formål, vil forveksle midlerne (arbejdet og den fritid, der skal til for at opretholde arbejdslivet) med målet (et bedre og mere meningsfuldt samfund). Dette er Webers pointe med, at den protestantiske arbejdsetik er blevet til et ’jernbur’ for det moderne menneske.

Dybvad kommer ikke ind på Webers berømte billede af det moderne menneske som fanget i et ’jernbur’, måske fordi han mener, at den socialdemokratiske velfærdsstat har formået at polstre buret så behageligt, i hvert fald for det store flertal, at Webers kritik ikke længere er relevant.

Men Webers billede peger på det principielle problem i, at den protestantiske arbejderismes fokus på opretholdelsen af arbejdsetikken og forøgelsen af produktiviteten gør os blind over for diskussionen af, hvordan vi kan udnytte den enorme vækst i produktivitet til at skabe et mere meningsfuldt liv. Vi har buret os inde i forestillingen om, at arbejde, vækst i materiel velstand og produktivitetsforøgelse er selve livet og samfundets formål, og ikke et middel til noget højere.

Brodden i denne kritik bliver måske mere tydelig, hvis man inddrager økonomen John Maynard Keynes tekst ’Om vore børnebørns økonomiske muligheder’, som er skrevet i 1930, omtrent et kvart århundrede efter Webers værk udkom. Keynes repræsenterer som bekendt også socialdemokratismen, men en ambitiøs og visionær slags, der er komplet fraværende i Dybvads bog.

Keynes tager udgangspunkt i den antagelse, at den moderne økonomi, ikke mindst som følge af teknologisk innovation, vil forøge produktionen af goder og produktiviteten med faktor otte i de kommende hundrede år. Det skulle vise sig, at Keynes ikke alene fik ret, men undervurderede den økonomiske vækst i velstand og produktivitet. Vi er blevet mere produktive og velstående, end selv Keynes kunne forestille sig, og tendensen forventes at forsætte, også ifølge Finansministeriets prognoser.

Anerkender vi, at Keynes fik ret i sin prognose, må vi også forholde os til de politiske muligheder, der dermed åbnes. Keynes egentlige pointe er nemlig, at væksten i velstand og produktivitet sætter os i stand til at prioritere andre livsformer end lønarbejdet højere, end vi hidtil har kunnet gøre. Vi har mulighed for at se ud over jernburets horisont. Vi kan ikke alene prioritere kultur og åndsliv, men alle de værdier og aktiviteter, som kan udvikle borgerne og relationerne imellem dem, men som ikke er tilstrækkeligt valoriseret af markedet. Samtidig bør væksten i velstand og produktivitet udnyttes til at gøre selve lønarbejdet ikke bare tåleligt, men meningsfuldt.

Jernburet som politisk horisont

Hele denne politiske horisont savnes i Dybvads bog, der har et udtalt statisk og visionsløst præg. Ikke alene tager han alt for let på det nuværende arbejdslivs omkostninger, for eksempel når han sammenligner nutidens stressbølge i det grænseløse arbejdsliv med problemerne med museskader for tyve år siden. Han tager heller aldrig forholdet mellem arbejdstid, produktivitet og teknologisk udvikling op for at overveje, hvordan vi skal stile mod at fordele gevinsterne af den vækst, som fremtiden vil bringe, og hvilken betydning det skal have for vores arbejdsliv.

En diskussion af fremtidens velstand og produktivitet ville også tvinge Dybvad til aktivt at forholde sig til spørgsmålet om klimakrisen. Kan kloden bære, at fremtidige produktivitets- og velstandsstigninger veksles til øget privatforbrug på samme måde som i tidligere generationer?

Muligheden for en mere ambitiøs socialdemokratisme berøres kun indirekte i det kapitel, hvor Dybvad med rette understreger det uretfærdige i, at bolig- og kapitalejere har scoret og fortsat scorer enorme gevinster uden at have arbejdet for dem. Men denne indsigt fører aldrig til, at Dybvad for alvor overvejer, hvilket samfund vi kunne skabe, hvis lovgivningen greb mere resolut ind overfor disse uretfærdigheder.

I det hele taget er spørgsmålet om, hvordan vi skaber et mere retfærdigt og meningsfuldt samfund, fraværende i Dybvads bog. Tilbage bliver at bide tænderne sammen og indrette sig bedst muligt i jernburet.