4-årige kandidatuddannelser giver ingen tid til fordybelse
Lektor emeritus og forfatter Jan Faye kritiserer regeringens udspil om at forkorte kandidaten på humanistiske og samfundsfaglige uddannelser. For det er under specialeskrivningen, at den studerende viser, om man har forstået sit fag, og det kræver tid til fordybelse. © Foto: Privat
Hvis kvaliteten og ikke tiden er afgørende, kan det undre, hvorfor ikke alle uddannelser stilles lige, skriver lektor emeritus og forfatter Jan Faye. Han kritiserer regeringens udspil om at forkorte særligt humanistiske og samfundsfaglige kandidatuddannelser.
Nu er politikerne på nakken af humaniora og samfundsvidenskaberne igen.
Med Reformkommissionen i ryggen går Socialdemokratiet til valg på, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser skal forkortes til et år, men det gælder ikke i samme grad for de andre universitetsuddannelser.
Det sker på baggrund af, at kommissionen hævder, at forskningen viser, at det ikke er længden af uddannelserne, men kvaliteten, der er afgørende.
Det rejser uvægerligt en række spørgsmål.
Ser man på kommissionens sammensætning, kunne man forvente, at humanister og samfundsforskere med erfaring med universitetsundervisning var stærkt repræsenteret.
Men seks ud af de syv medlemmer er de sædvanlige økonomer, som politikerne læner sig op ad. Med hvad ved de om humaniora? Nok ikke særligt meget.
Hvis kvaliteten og ikke tiden er afgørende, kan det undre, hvorfor ikke alle uddannelser stilles lige – det er jo ikke sværere at uddanne sig i atomfysik end i filosofi
Ideer kan ikke værdisættes
For 15 år siden redigerede Finn Collin og jeg en bog med titlen Ideer vi lever på.
Titlen henviser til, at der foruden alle de ideer, vi lever af, findes en masse ideer, som ikke kan værdisættes af økonomer, men som lægger hele grunden til et civiliseret og demokratisk samfund.
Det er de ideer, som humaniora og samfundsfagene blotlægger og formidler i deres undervisning og forskning.
Humaniora og samfundsfagene leverer det kritiske og fornyende blik på samfundet, som ethvert demokrati i udvikling har brug for.
Og jo flere, der kan udbrede kendskabet til de ideer, vi lever på, desto større vil vor forståelse være af det, der sker omkring os. Og for mange mennesker vil det skabe mening og indhold i tilværelsen.
Hvis kvaliteten og ikke tiden er afgørende, kan det undre, hvorfor ikke alle uddannelser stilles lige – det er jo ikke sværere at uddanne sig i atomfysik end i filosofi.
Det ene som det andet er lettere for nogle end for andre.
Tid er bestemt afgørende, når den bruges rigtigt. Det er i perioden med specialeskrivning, at kandidaten viser, at han eller hun har forstået sit fag, og den modningsproces, som specialeskrivning er, kræver tid og fordybelse.
Det vil mange af de specialestuderende, som jeg har vejledt igennem tiden, kunne tale med om.
