I Holland er der velfungerende kandidatuddannelser på ét år. Men i Danmark misser politikerne alt det, der gør dem gode

Danmark og Holland har på mange måder meget til fælles: små, internationalt orienterede velfærdssamfund, der tilsyneladende præsterer over deres vægtklasse, både økonomisk og akademisk. 

Derfor er det heller ikke overraskende, at begge lande kigger til hinanden for inspiration til, hvordan samfundet skal drives. I Holland bliver ’den danske model’ ofte nævnt i diskussioner om immigration, beskatning og social sikring. Vi kan lære noget af hinanden.

Reformen af de danske kandidatuddannelser er et eksempel på, hvordan danskerne kigger mod Holland for inspiration. Selvom meget stadig er usikkert, indebærer reformen en ny type 1-årig kandidatuddannelse – eller rettere en 1¼-årig.

Det politiske mål er at ændre 30 procent af kandidatuddannelserne til enten den nye 1¼-årige model eller en stadig udefineret erhvervskandidatuddannelse. Som ved alle uddannelsesreformer er motivationen en kombination af bekymringer om kvalitet, effektivitet og økonomi.

Holland har haft 1-årige kandidatuddannelser siden 2002, da de som led i Bologna-processen indførte bachelor/kandidat-skillelinjen. Her kan man finde både ”almindelige” 1-årige kandidatuddannelser, 2-årige forskningskandidatuddannelser og 1-årige uddannelsesrettede kandidatuddannelser. Lige nu er cirka 45 procent af de hollandske kandidatuddannelser 1-årige (60 ECTS), mens 43 procent er 2-årige (120 ECTS). Disse tal er væsentligt højere end de mål, der er sat af de danske reformpolitikere. 

Reformtilhængere kan pege på det hollandske system som bevis på, at en reform af kandidatuddannelserne er gennemførlig. Selvom det hollandske akademiske system har sine egne problemer, fungerer modellen med forskellige kandidattyper forholdsvis godt. 

Jeg er selv uddannet fra en 1-årig kandidatuddannelse i kombination med en 2-årig forskningskandidat. Ja, en 1-årig kandidatuddannelse giver mindre fagligt indhold end en 2-årig, og ja, en 1-årig kandidatuddannelse kan føles som et fjerde år på bacheloren snarere end en egentlig kandidatuddannelse.

Men spørgsmålet er, om hver eneste studerende (og samfundet som helhed) bedst er tjent med en 2-årig kandidatuddannelse.

Holland og Danmark er ikke ens

Ligesom i Holland vil reformen i Danmark sandsynligvis påvirke humaniora og samfundsvidenskab mest. 1-årige uddannelser er sjældne inden for naturvidenskab og life science, men er nærmest normen inden for humaniora, samfundsvidenskab og jura.

Der er dog væsentlige forskelle mellem det foreslåede danske system og det eksisterende hollandske. 

For det første afgør kandidatudvalget, hvilke uddannelsessektorer der kan omdannes til det nye format. Denne beslutning vil gælde for et bestemt fag på tværs af alle danske universiteter. For eksempel vil udvalget skulle afgøre, om filosofikandidatuddannelserne i hele Danmark skal blive 1-årige eller forblive 2-årige. Dette er meget anderledes i Holland. 

På mit eget universitet, University of Amsterdam, tilbydes hele tre forskellige filosofikandidatuddannelser: en 1-årig kandidat, en 2-årig forskningskandidat og en 2-årig kandidat i humaniora og samfundsvidenskabens filosofi (og så siger vi ikke en gang noget om den filosofi-tunge kandidat i logik!). Andre større humaniorafag som kommunikationsvidenskab tilbyder tilsvarende både 1-årige og 2-årige programmer.

Det lyder måske af meget, og det er det også på sin vis (jeg har selv været en del af det fælles programudvalg for disse uddannelser). Men der er en vis logik i det: Den 1-årige kandidat er en bredt tilgængelig uddannelse og er standardmuligheden for filosofi-bachelorer. Den er også meget populær blandt internationale studerende og tiltrækker omkring 75 studerende årligt.

Forskningskandidaten er meget selektiv og optager kun omkring 30 studerende om året, specifikt med henblik på en forskerkarriere (selvom ikke alle ender med at tage en ph.d.). Jeg forsøgte at finde arbejdsløshedstal for disse forskellige kandidatuddannelser, men hollænderne deler ikke den danske besættelse af dimittendarbejdsløshed.

Selvfølgelig tilbyder ikke alle fag flere kandidatprogrammer. De mindre fag har typisk kun kapacitet til at tilbyde et enkelt 1-årigt program. Som kandidatudvalget også påpeger, har programmer som disse brug for en forskningsbane for dem, der ønsker at fortsætte i forskningen. På University of Amsterdam tilbyder en master i filosofi inden for humaniora og samfundsvidenskab en sådan mulighed. Her kombinerer de studerende ét års filosofi og forskningsmetodologi med ét års specialisering inden for en disciplin.

Det giver mulighed for at studere et relativt lille fag som sociologi og stadig være godt kvalificeret til at starte en ph.d. bagefter.

Kandidatudvalget har lavet en opskrift på udbrændthed

Ved at diktere formatet for kandidatuddannelser inden for et givet fag på tværs af hele Danmark gør de nuværende planer præcis denne fleksibilitet umulig. 

Nu skal alle filosofistuderende tage en 1¼-årig kandidat, mens den eneste mulighed for historikere bliver en 2-årig kandidat. Denne one size fits all-tilgang har de samme omkostninger som den hollandske model, men ingen af fordelene.

Den kortere model kan fungere godt for programmer med en tæt forbindelse til en eksisterende bacheloruddannelse, men er mere udfordrende for tværfaglige programmer med studerende fra mange forskellige baggrunde. I sådanne programmer tager det typisk lidt tid at få alle på samme niveau. Kandidatuddannelser som Brain and Cognitive Sciences og Forensic Science er derfor 2-årige programmer.
Der er meget mere at sige om kandidatreformen.

I en delrapport skriver udvalget, at planen er at klemme 75 ECTS ind på 11 måneder. Dette skaber et akademisk år uden sommerferie og bryder effektivt med Bologna-processen, hvor 60 ECTS svarer til et helt studieår. 

Et sådant system gavner hverken den ambitiøse studerende, der ønsker en forskerkarriere, eller den studerende, der søger en lettere vej ud af universitetet og ind i arbejdslivet. 

At stille så høje krav til de studerende er en opskrift på forsinkelser, udbrændthed og i sidste ende en forringelse af standarderne. Selv hvis udvalget beslutter sig for mere realistiske 1-årige kandidatprogrammer på 60 ECTS, vil udfordringerne bestå. 

En nytænkning af kandidatsystemet i Danmark er ikke nødvendigvis en dårlig idé, og der er mange fordele ved at tilbyde kortere kandidatprogrammer. Men hvis man vil pege på de hollandske naboer som et eksempel på, hvordan det kunne være anderledes, skal man være opmærksom på, at hollandske universiteter tilbyder mange forskellige typer kandidatuddannelser – selv inden for samme universitet og fag. Det er denne diversitet, der får det hollandske system til at fungere.

 At tvinge hele uddannelsessektorer ind i en fast struktur, som udvalget planlægger, vil ikke give de samme resultater. Jeg vil anbefale kandidatudvalget at lade sig inspirere af det hollandske system, men de bør se grundigt efter.