Er du en langtidsholdbar leder?

På alle områder oplever vi en overbelastning og et overtræk på de eksisterende ressourcer.

Naturens balance er truet, de politiske samfundsstrukturer er under forandring, verdensordenen er i opbrud og menneskeheden rammes af epidemier og sygdomme. De unge er sårbare, de voksne er stressede, og de ældre er ensomme. 

Og midt i det hele står verdens ledere og er rådvilde.

Der er brug for ledere, der går foran med at tænke og handle langtids- holdbart og bæredygtigt. Men i praksis er det vanskeligt, fordi de selv er en del af det opskruede tempo og undergivet dets krav og belastninger.

Alene kan ingen af os vende samfundets og verdens udvikling, men vi kan begynde, dér hvor vi er, med at sætte fokus på langtidsholdbarhed og bæredygtighed – i vores lederskab, på vores arbejdsplads og i de samfundsmæssige opgaver og løsninger, vi har ansvar for.

For 500 år siden slog en ung augustinermunk 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det gjorde han, fordi han ville i dialog med sin samtids ledende skikkelser om noget helt essentielt. Om det nu var Martin Luther selv, der slog dem op på kirkedøren, fortaber sig i tidens tåger, men at de blev slået op, er uomtvisteligt, og med hjælp af datidens internet, bogtrykkerkunsten, blev Martin Luthers teser vidt udbredt og diskuteret. Teserne handlede i udgangspunktet om aflad. Om man – som pavekirken mente – kunne opnå syndsforladelse og befries for skærsildens rædsler ved køb af personlige afladsbreve.

Men teserne handlede om meget mere end det. De handlede om den menneskelige frihed. Den katolske kirke havde nemlig udviklet sig til et totalitært regime, hvor ydre hierarkiske magtstrukturer med paven og præsteskabet i spidsen undertrykte det enkelte menneske gennem religiøse dogmer og økonomiske krav, blandt andet ved at sælge afladsbreve for at få råd til at bygge Peterskirken i Rom.

Op mod det hævdede Martin Luther, at nåden er gratis og den eneste magt, der kan frigøre mennesket, og han pegede på, at det er evangeliet og ikke pavekirken, der har myndighed til at give syndsforladelse og aflad.

Dermed indvarslede Martin Luther ikke bare reformationen, men også den menneskelige og samfundsmæssige frigørelsesproces, der fortsatte i oplysningstiden med frigørelse af tanken, udfoldede sig videre i modernismen med frigørelse af samfundene og har fortsat med den individuelle frigørelse helt frem til vores tid.

Men i dag 500 år senere står vi med samfundsmæssige og økonomiske strukturer, der igen truer den menneskelige frihed. Egentlig vil hovedparten af os i den vestlige verden nok mene, at vi er frie og har opnået frihed som mennesker med fokus på menneskerettigheder, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Alligevel oplever det store flertal, at styringslogikker, besparelser, frister, tidsplaner, deadlines og krav om stadig hurtigere forandringer og tilpasninger fratager os vores reelle frihed som mennesker, og flere og flere overbelastes, rammes af stress, nedslides og brænder ud i en alt for tidlig alder.

Kravene vokser, og alting skal ske hurtigere og hurtigere, og selvom vi teoretisk set får hjælp af den teknologiske udvikling med internet, mailsystemer, robotter, kunstig intelligens og chatbots, ja, så er det, som om hastigheden alligevel hele tiden forøges, og vi har svært ved at følge med.

Flere og flere vælger da også at stå af ræset, pensionere sig selv i en tidlig alder, foretage quiet quitting, gå ned i tid, flytte på landet eller etablere enkle, bæredygtige samfund langt væk fra det stressede storbyliv.

Midt i et totalitært accelerationsregime

Sociologen Hartmut Rosa tegner i sin bog 'Fremmedgørelse og acceleration' et foruroligende billede af den senmoderne verden, hvor det ikke bare er individet, der er overbelastet, men også de politiske samfundsstrukturer og naturens økologiske balance.

I sin samfundskritik viger han da heller tilbage for at kalde det senmoderne samfund for et ’totalitært accelerationsregime’. Ikke fordi der sidder en politisk elite, der udøver totalitær magt, men fordi regimet er indlejret i os alle med indre krav og forventninger til den enkelte, til arbejdspladsen, til samfundet.

”Selvom de er ikke-artikulerede og aldeles afpolitiserede i en sådan grad, at de fremstår som naturgivne størrelser, udøver accelerationskræfterne … et uniformt pres, der har karakter af et noget nær totalitært accelerationsregime for det moderne subjekt,” skriver han.

De tidslige normer, som Hartmut Rosa kalder disse kræfter, opfylder nemlig kriterierne for totalitarisme:

a) de udøver pres på subjekternes viljer og handlinger
b) de er uomgængelige, det vil sige, at alle subjekter er påvirket af dem
c) de gennemsyrer alt, det vil sige, at deres indflydelse ikke indskrænker sig til et enkelt område af samfundslivet, men udstrækker sig til alle aspekter af det
d) det er vanskeligt eller næsten umuligt at kritisere og bekæmpe dem.

Og så konkluderer han: ”Disse normer krænker modernitetens kerneløfte om refleksivitet og selvbestemmelse.”

Moderniteten vil, siger Hartmut Rosa, altid være kendetegnet af acceleration, men mens denne acceleration blev oplevet meningsfuld og formålstjenlig i modernismen, så har accelerationen i den senmoderne virkelighed opnået en hastighed, hvor formålet er gået fløjten, og kun belastningen er tilbage.

Kan du genkende dette billede?

Forsker og lektor Susanne Ekman har i bogen 'Giftig gæld og udpint velfærd' tegnet et lige så foruroligende billede af, hvad disse accelerationskræfter i senmoderniteten har betydet inden for den offentlige sektor.

Med afsæt i den økonomiske gældsætningspraksis, hvor man finansierer gæld med ny gæld – også kaldet giftig gæld – og som i 2008 førte til finanskrisen, dokumenterer og eksemplificerer hun, hvordan de samme mekanismer gør sig gældende inden for den offentlige sektor og dermed udpiner velfærden, tærer på ressourcerne og nedslider både ledere og medarbejdere.

Ved at skjule gæld, gennem urealistiske vækstfantasier, med systematisk underfinansiering og overvurdering af mulige resultater er der opstået en himmelråbende ubalance mellem krav og ressourcer – fordi den er baseret på et underliggende vækstparadigme, som ingen kan eller vil kritisere.

De 7 teser om langtidsholdbart lederskab

Når jeg ind i denne senmoderne, accelererende og udpinte virkelighed har valgt at opslå syv teser om langtidsholdbart lederskab, så er det, fordi nogen må gøre noget. Og i mit verdensbillede er disse ’nogen’ lig med alle de ledere, der til enhver tid sidder med ansvar, forpligtelse og magt i samfundet – i den politiske virkelighed, i det private erhvervsliv, i det offentlige, i de mange civilsamfunds- og interesseorganisationer og i det frivillige arbejde.

For den enkelte leder er opgaven fuldstændig uoverskuelig, men sammen kan vi tage små væsentlige skridt i retning af langtids- holdbarhed og bæredygtighed. Ledere har i min optik – individuelt og i fællesskab – altid ansvaret for at se, hvad der må gøres, selv tage de første skridt og dernæst etablere rammer og strukturer, der fører i den ønskede retning, til gode for det enkelt menneske, til gode for samfundet og til gode for verden. Det ligger i lederbegrebet. Det ligger i lederrollen.

De syv teser er mit bud på, hvad der skal til for ikke at blive indfanget af senmodernitetens accelerationskræfter, men at kunne være i dem – bevidst, struktureret og i et livsperspektiv – uden at blive overbelastet, stresset, nedslidt og udbrændt. Teserne bygger på mere end 40 års erfaring med ledelse, som frivillig leder, som formel leder og som ledelseskonsulent og ledelsesrådgiver, og de er baseret på samarbejde med hundredvis – om ikke tusindvis – af offentlige og private ledere i sparringsforløb, teamudviklingsforløb, netværk, på seminarer, konferencer og uddannelsesforløb.

Indlægget er et uddrag fra bogen 'LANGTIDSHOLDBAR – Syv teser, der giver tid og overskud i lederlivet', som netop er udkommet på forlagt Reflex.