Den ene ekspert går efter magten, den anden trives i opposition
Michael Svarer blev Danmarks næstmest citerede ekspert i 2024 og har i hele sin karriere omsat sin medietid til politisk indflydelse. Omvendt vil den mest citerede hellere være fri til at komme med skarpe udtalelser.
For økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Michael Svarer skyldtes de mange presseoptrædener i 2024 primært to ting:
Han var med i en ekspertgruppe, der arbejdede med den grønne skattereform, og som formand for ”Svarer-udvalget” fremlagde han desuden gruppens forslag til, hvordan en CO2-afgift kan skrues sammen.
Ikke ligefrem de mest folkelige dagsordener, medgiver Michael Svarer selv.
”Men det blev især dækket massivt, at jeg i foråret deltog i et møde med Bæredygtigt Landbrug. En del af landmændene på mødet var vrede ved udsigten til CO2-afgifter, og jeg fik at vide, at hvis jeg var kommet 100 år tidligere, var jeg blevet klynget op nede bag ved stalden”, fortæller Michael Svarer.
Rolle-afklaring er vigtig
I hele 2024 udtalte økonomiprofessoren fra Aarhus Universitet sig 939 gange i TV- og radioindslag samt i trykte medier i hele 2024. Renser man for citater, der bliver spredt via nyhedsbureauet Ritzau, gav Michael Svarer 435 unikke interviews sidste år.
Dermed blev han placeret som nummer to på Akademikerbladets årlige liste over Danmarks 50 mest citerede forskere, kun overgået af lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
Jeg taler helt sikkert i lidt for lange sætninger fra tid til andenMichael Svarer, økonomiprofessor
Det er sjældent farverigt, når Micael Svarer udtaler sig.
Tværtimod gør han en dyd ud af kun at udtale sig om emner, hvor han ved, at han står på et stærkt fagligt fundament.
”Det er altafgørende for mig at skabe klarhed over, at jeg udtaler mig om den økonomiske side af en given sag og ikke den politiske, når jeg optræder som ekspert. Derfor kommer jeg helt sikkert til at tale i lidt for lange sætninger fra tid til anden,” siger Michael Svarer.
”Jeg har ikke det demokratiske mandat til at lufte min holdning til, hvilken af modellerne for CO2-afgifter, der er bedst. Jeg skal nøjes med at præsentere politikerne for de udfordringer, løsninger og konsekvenser, der er forbundet med de forskellige modeller, vi som fagfolk kan pege på” siger Michael Svarer.
Eksponering er politisk kapital
Habitjakken er først kommet til i de senere år. Da han som nyuddannet økonom blev katapulteret ind i offentlighedens søgelys, bar den nu 53-årige Aarhusianer som regel en lyseblå skjorte under en neutral v-striksweater.
Berømmelsen fulgte af en såkaldt ægteskabsanalyse.
”På baggrund af data på 10.000 ægteskaber fra Danmarks Statistik kunne jeg se, at visse rationelle økonomiske overvejelser har enormt stor betydning for et ægteskab, og at høje lønninger sænker risikoen for skilsmisse," siger Michael Svarer.
"Det er ikke så tit, at en universitetsøkonom bliver ringet op af Alt for Damerne og mange andre. Men den historie rejste vidt omkring – og jeg opdagede, at jeg godt kan lide at formidle min forskning."
Michael Svarer vurderer selv, at det har betydet meget for hans karriere, at han så tidligt kom på offentlighedens radar.
I dag er han trådt helt ind i magtens maskinrum og optræder jævnligt i regeringsnedsatte kommissioner og ekspertudvalg.
”Både som vismand og overvismand blev jeg trænet op i at bruge min faglighed tæt på det politiske system. Det er en del af mit arbejde, som jeg virkelig holder af - at sidde med der, hvor jeg kan bruge min økonomfaglighed til at påvirke de løsninger, vi skal gribe i, for eksempel i den grønne omstilling," siger Aarhus-professoren.
"Jeg møder så mange dygtige mennesker. Det må svare til at spille med Michael Laudrup, hvis du er fodboldspiller."
Om undersøgelsen
Hvert år udgiver DM Akademikerbladet en liste over
mediernes 50 mest citerede ekspertkilder.
Undersøgelsen er udført af Infomedia og baseret på en søgning i indhold fra danske nyhedsmedier - både artikler, radio og tv.
Det er femte gang, undersøgelsen bliver lavet.
Det er prisen
Krigsforsker Peter Viggo Jakobsen bliver ikke inviteret til at deltage officielt i ret mange udvalg og regeringskommissioner.
"Det er prisen, hvis man godt vil være skarp i sine udtalelser nogle gange," siger han.
For lektoren fra Forsvarsakademiet er det til gengæld blevet en del af hans brand at være i opposition og tale lige ud af posen, så alle kan forstå det.
”Hvis jeg ikke kan forklare min forskning, så er det nok, fordi der er noget, jeg ikke selv har forstået. Jeg har det stramt med elitemiljøer, der kun er optaget af at tale ind i deres egen subkultur,” siger Peter Viggo Jakobsen i et større interview med Akademikerbladet..
Her forklarer han også, at det på ingen måder er iscenesat, når han tropper op i shorts og med bare tæer i sandalerne, når han på en varm sommerdag skal diskutere Afghanistans tilbagetrækning med slipseklædte politikere på TV2.
”Det er sådan jeg er. Jeg går ikke ret meget op i mode, og jeg vil hellere fremstå jordnær og tilgængelig, end jeg vil været tjekket," siger Peter Viggo Jakobsen.
"Man kan sige at mit brand opstod, før jeg begyndte at tænke over det. Men siden er jeg blevet mere bevidst om, hvad fortællingen om mig er blevet, og det udnytter jeg da, både til at holde mine ratings oppe og til at levere undervisning, som de studerende gider at møde op til. Jeg er jo ikke dum."
Mit brand opstod, før jeg begyndte at tænke over detPeter Viggo Jakobsen
Over vandene, nede på bodegaen
Såvel Michael Svarer som Peter Viggo Jakobsen nyder stor respekt både for deres faglige ekspertise og for deres evne til at formidle vanskeligt stof.
Men så hører ligheden også op imellem de to.
”Michael Svarer er den klassiske ekspert, der i offentligheden har positioneret sig ud fra sin viden og sin faglighed. Peter Viggo Jakobsens popularitet bunder i hans tilbagelænede og folkelige stil. Han bryder med vores opfattelse af, hvad en ekspert er, og det er for mange både modigt og befriende”, siger Heidi Jønck Clausen, der er ph.d. i retorik og kommunikationsrådgiver i konsulenthuset EY.
Selv om forskerne i både fremtoning og i deres sproglige kommunikation præsenterer sig vidt forskelligt, fremstår de begge med stor troværdighed, vurderer hun.
”Økonomiprofessoren er mest formel, og hans sprog er oftest mere fagligt og tungt med længere sætninger og ord. Han bestræber sig ikke altid på at være meget klar i mælet, men kan svæve lidt mere over vandene”, siger hun og fremhæver dette citat fra Michael Svarer:
”Det man gør, det er at man tager nogle personer som går fra at være i beskæftigelse til at komme over på en ydelse. Det vil sige man fra statskassen både skal betale for ydelsen plus at man ikke får de skatteydelser som de ville have bidraget med hvis de havde været i beskæftigelse. Så det er nogle dyre overførsler målt i statsfinanser."
Peter Viggo Jakobsen optræder i farvestrålende poloskjorter og benytter et sprog, der er så jævnt og folkeligt, at det ville virke lige så godt nede på den lokale bodega, som det gør på TV.
Det kan nogle gange virke næsten karikeret, påpeger hun og giver et eksempel fra en optræden i Deadline, hvor han blev spurgt til Trumps planer for Grønland:
"Det må Guderne jo vide (…) Det giver ikke mening at gå i krig med nogen, der ikke vil slås. (…) ”Vi har bragt os i en situation, hvor vi er nødt til at satse på, at amerikanerne ikke laver alt for meget ballade de næste 10 år” (…) Det er absurd!”.
Velvilje, viden, værdier
Når folk skal positionere sig og skabe troværdighed kan det ske på tre måder, forklarer Heidi Jønck Clausen:
Ud fra viden, ved at være klar og tydelig om værdier eller ved skabe velvilje hos sin modtager.
”I praksis trækker eksperter i medierne på alle tre komponenter, fordi en medieoptræden både kalder på høj ekspertise, klare holdninger og likeability,” siger hun.
”Men kigger jeg på de to, bliver det tydeligt, at Peter Viggo Jakobsen positionerer sig mest på værdier og velvilje, mens Michael Svarer trækker på sin viden."