Kriger for det meningsfulde liv

”Jeg har aldrig nogensinde ikke arbejdet. Selv da jeg havde mine børn hjemme, arbejdede jeg og tjente, hvad svarer til i hvert fald en gennemsnitlig løn. Så for mig har det aldrig været et mål at inspirere nogen til ikke at arbejde.”

Maj My Humaidan blev med sin bog ’Ærø Manifestet’ et symbol for en tendens i samfundet, hvor flere overvejer et liv med mindre lønarbejde og mere fritid. ’Workless-bevægelsen’, kaldes det af nogen. Det har givet hende meget interesse, men også kritik for at svigte det fælles ansvar for at finansiere velfærdssamfundet.

Men budskabet har aldrig været, at vi ikke skal arbejde, fortæller hun i et nyt afsnit af Akademikerbladets podcast ’Karriere på hovedet’.

Budskabet er at mærke efter, hvad der skaber værdi og livskvalitet, og forsøge at tilrettelægge sit liv efter det, siger hun:

”Det er jo ikke det samme som ikke at arbejde. For mange mennesker giver det rigtig god mening at arbejde, og for nogen at arbejde rigtig meget – måske i perioder, måske altid. Så jeg vil tro, de fleste kan være enige i, at man med god grund kan spørge sig selv: Giver det her mening for mig? Vil det her være noget, som jeg ser tilbage på med stolthed, eller vil det blive til en fortrydelse?"

Omsorg for sig selv – og fællesskabet

Hun er netop udkommet med en efterfølger til ’Ærø Manifestet’.

Den nye bog hedder ’Blødt – kampskrift for et meningsfuldt liv’. Her fortsætter hun fortællingen om sin families liv på Ærø, men også om den opmærksomhed og modstand, som hendes person og budskaber har været genstand for de sidste to år.

”Et af de argumenter, som regeringen brugte til at kritisere min bog, var, at så svigter man det store fællesskab. Og det har jeg lyst til at udfordre," siger hun.

"Det er ikke min oplevelse, at regeringen eller nogle andre politikere for den sags skyld, har patent på fællesskabet. Eller at der findes et stort fællesskab, der er hævet over andre."

Kritikken har kredset om, at vi ikke ville kunne opretholde velfærdssamfundet rent økonomisk, hvis for mange skulle følge Maj My Humaidans eksempel og at flytte på landet og arbejde mindre for at kunne holde børnene hjemme.

Selv vender hun argumentationen om: At tage vare på egen trivsel er en gave til fællesskabet.

”Jeg oplever det som en stor omsorg for fællesskabet og kollektivet, når vi tager vare på os selv, så vi ikke skal leve et liv i underskud. Jeg producerer mindre, men det, jeg producerer, er højere kvalitet. Og jeg synes det står skrevet i stjerner, sol og måne, at det er det, fremtiden kalder på.”

Hør hele interviewet med Maj My Humaidan i denne udgave af Karriere på Hovedet.