Mor står stadig i børnehaven de fleste eftermiddage

Hjemme hos Andreas Winther Rohde er det typisk hans kone, der har ansvaret for at hente parrets to små børn på fem og tre år, der begge går i børnehave på Christianshavn.

”Jeg afleverer dem om morgenen, og min kone henter. Hun har, i hvert fald indtil for nylig, haft lettere ved at tage lidt tidligere hjem fra arbejde de fleste eftermiddage. Hun er fuldmægtig i Københavns Kommune og har indimellem aftenmøder, som gør det muligt for hende at gå tidligt på andre tidspunkter”, siger Andreas Winther Rohde.

Indtil for kort tid siden var han selv ansat i det private. Da han skiftede til et job som AC-konsulent i Skatteankestyrelsen, var det ikke mindst fleksibiliteten hos den nye arbejdsgiver, der tiltalte ham.

Alligevel tager Andreas Winther Rohde som regel ind på kontoret hver dag, mens hans kone i gennemsnit tager en hjemmearbejdsdag eller to om ugen.

”Vi bor lidt endnu i en lejlighed, hvor vi arbejder ved spisebordet, og det passer mig dårligt, for jeg arbejder ved store skærme. Men blandt andet fordi hun arbejder hjemmefra, ender vores arbejdsfordeling i hjemmet med at være lidt skæv. Den er nok cirka 60-40 i min kones favør,” siger han.

Derfor ender kvinderne på deltid

Den hverdagsrutine, som familien Rohde har, er de langt fra alene om.

43 procent af mødrene i familier med børn i alderen 0-6 år står for at hente børn alle ugens hverdage fra daginstitution, dagpleje eller skole. Blandt fædrene ligger opgaven hos hver femte. Det viser en spørgeundersøgelse, som Akademikerbladet står bag.

Målingen er foretaget af Norstat, som har spurgt cirka 1.000 repræsentativt udvalgte forældre. På spørgsmålet om, hvem der afleverer børn om morgenen alle ugens hverdage, svarer 57 procent af kvinderne og 34 procent af mændene, at opgaven ligger hos dem.

Mette Verner, der er seniorforsker ved VIVE og ekspert i ligestilling og arbejdsmarkedsforhold, ser den kønnede skævvridning som en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det i højere grad er mødrene, der oplever et krydspres mellem familie- og arbejdsliv.

”Når afviklingen af en daglig omsorgsopgave overvejende ligger hos den ene, kan det ikke undgå at sætte sig spor. Hvis du hver dag skal tilrettelægge dit arbejdsliv, så du kan gå i tide til at hente børn, ender mange med at føle sig utilstrækkelige, både på jobbet og hjemme. Det kan også være en forklaring på, hvorfor det primært er kvinder, der går på deltid,” siger Mette Verner.

Far og mor er ikke ligeværdige

Fordelingen af de daglige omsorgsopgaver i familierne går skævt allerede fra barslen. Det forklarer debattør Emma Holten. I hendes nye bog, ’Underskud – om værdien af omsorg’ undersøger hun værdien af det, hun kalder for det ’usynlige og underbetalte’ omsorgsarbejde.

”I Island og Norge kan vi se, at der også opstår en større lighed længere nede ad vejen, når forældrene deler barslen mere ligeligt. For eksempel tager fædrene i vores nabolande flere børns sygedage end danske mænd”, siger Holten.

På arbejdet tjener vi en løn, men det er svært at måle værdien af ulønnet omsorg, hvis man kun bruger de gængse økonomiske regnemodeller. Man mærker først, at omsorg er en kompetence, når den forsvinder, forklarer debattøren.

”Hvis den ene har meget mere barsel end den anden, bliver far og mor ikke et ligeværdigt team. Den, der har styr på, hvad pædagogen hedder, hvor flyverdragten ligger, og hvem der skal laves legeaftaler med, ender med at få hovedansvaret. Og den arbejdsfordeling kommer ikke til genforhandling, når den travle hverdag ruller”, siger Emma Holten.

Den pointe kan AC-konsulent i Skatteankestyrelsen Andreas Winther Rohde godt nikke genkendende til.

”Efter jobskiftet kunne det lige så godt være mig, der hentede børn lidt oftere. Men nu er vi ligesom landet i en anden arbejdsdeling. Jeg har spurgt min kone nogle gange, om vi skal lave det om. Men det sker ikke, og jeg tror det er fordi, vi begge har opøvet en rutine, der fungerer ok”, siger Andreas Winther Rohde.

Ondt i maven hver dag

Også Mette Verner, der er seniorforsker ved VIVE og ekspert i ligestilling og arbejdsmarkedsforhold, finder det alarmerende, at så mange småbørnsforældre hænger i en klokkestreng hver eneste dag.

”Vi taler om rigtigt mange mennesker, der går rundt med ondt i maven og samtidig kan se, at det går den forkerte vej med både åbningstider, antallet af lukkedage og kvaliteten i de institutioner, de afleverer deres børn i,” siger Mette Verner.

Når pligterne støder sammen

De har aldrig lagt skemaer eller lavet konkrete aftaler om opgavefordelingen. Det var Skatteankestyrelsens AC-konsulent, der for nylig tog akut på Rigshospitalet, da det yngste barn stak en perle for langt op i næsen. Til gengæld er det hans kone, der har ansvaret for at skrive aftaler i kalenderen og huske dem.

”Det er også min kone, der helst vil være hjemme med syge børn. Og jeg kan også mærke, at hun er mere oppe på dupperne for at hente ungerne tidligst muligt, hvis der er for mange vikarer i børnehaven, som de ikke kender,” siger Andreas Winther Rohde.

Det er første gang i 8-10 år, at en kvantitativ måling så konkret viser det sammenstød mellem forpligtelser på jobbet og i familien, som især mødre i småbørnsfamilier oplever, siger Liselotte Hansen, der er arbejdslivsforsker ved RUC.

Ifølge hende viser spørgeundersøgelsen med stor tydelighed, at det er kvinderne, der har betalt den højeste pris for de besparelser på ældrepleje og i daginstitutioner, der blev skudt i gang med velfærdsforliget i 2006 og ikke er stoppet siden.

”Dårligere og færre services i daginstitutioner og i ældrepleje rammer ikke kønsneutralt," siger hun.

"Og det går ovenikøbet den forkerte vej, for i mange jobs bliver vi samtidig stadigt mere pressede af en øget kompleksitet, en markedsgørelse og andre krav."