Signe tog sine forældre med på arbejde
"Jeg har et tæt forhold til mine forældre og taler meget med dem, men alligevel aner de ofte ikke, hvad jeg egentlig går og laver," fortæller Signe Trier Simonsen
Hverdagen som akademiker kan være svær at forklare sine forældre. Signe Trier Simonsen løste det ved at tage dem med på arbejde.
Til hverdag er Signe Trier Simonsen såkaldt Brand og Marketing Lead i The Kitchen.
"Det er Aarhus Universitets iværksætterfællesskab – eller iværksætterhub," som hun forklarer.
Et job, hun har oplevet, at hendes 75-årige far og 70-årige mor, der i dag er pensioneret, men har en baggrund som henholdsvis sygeplejerske og leder ved Viborg Kommune, ikke helt forstod, når hun havde sine ugentlige telefonsamtaler om alt det, der fylder i livet – herunder hendes arbejde.
"Som akademiker beskæftiger man sig tit med noget, ens forældre ikke forstår. Jeg har et tæt forhold til mine forældre og taler meget med dem, men alligevel aner de ofte ikke, hvad jeg egentlig går og laver," fortæller Signe Trier Simonsen, der er uddannet i medievidenskab og journalistik.
"Journalist forstår de, hvad er, men hvad er en Brand og Marketing Lead lige? Det bliver ikke lettere af, at jeg arbejder med både iværksætteri og universitetsmiljøer, hvor det ofte foregår på engelsk med meget business- og forskerlingo involveret – og det er ikke lige den slags sprog, der bliver brugt over spisebordet hjemme i Viborg."
Det er ikke lige den slags sprog, der bliver brugt over spisebordet hjemme i ViborgSigne Trier Simonsen, brand og marketing Lead i The Kitchen
Så da Brand og Marketing Lead’en skulle interviewe historikeren Gry Jexen til et publikumsarrangement om at skabe en kommerciel karriere på sin faglighed – en snak på dansk og uden den store forskerlingo – så hun en mulighed for at invitere forældrene med.
"De blev virkelig glade, da jeg nævnte det i telefonen, for de vil også gerne vide mere om min verden. Så kunne de se, hvad jeg bruger min tid på, og hvem jeg omgiver mig med i hverdagen," fortæller hun.
"Da jeg gik i folkeskole, vidste de jo, hvem mine venner var. Men når jeg fortæller om mine kollegaer, bliver det lidt nogle navne uden den store dybde."
Copypaste
Inden arrangementet fik forældrene en rundvisning på kontoret og mødte både chef og kolleger. Mange af navnene kendte forældrene allerede fra samtaler om arbejdet, men nu fik hendes to forskellige verdener lov at møde hinanden.
"Det var en ret mærkelig og sjov oplevelse at se mine forældre på mit arbejde – som om de var copypasted ind. Det føltes, som to verdener, der mødtes."
Efterfølgende har Signe Trier Simonsen en oplevelse af, at forældrene forstår hendes arbejde bedre, hvad enten det er, hvordan hendes skriverbord ser ud eller hvordan hun agerer vært til events. Og så er der hele den sociale dimension med sine kollegaer, der også fylder meget.
"Hvis jeg siger, at Tanjas søn er syg, eller at Marie og jeg har været ude at spise, så kan de forholde sig til det, fordi de har mødt dem. Det gør samtalerne mere nærværende – du lytter bare mere, når du ved, hvem personerne er."
Inspireret andre
Siden har flere af hendes kolleger ladet sig inspirere – også dem, der blot kan give en rundvisning og ikke nødvendigvis har et publikumsarrangement, de kan deltage i.
Hendes råd til andre, der vil gøre hende kunsten efter, er at skabe en god ramme for dem, der skal på besøg hvad end det er forældrene, kæresten eller børnene – og tænke over, om de kan blive en del af oplevelsen.
"Fortæl dine kollegaerne, at du får besøg, så de er klar på at hilse på. Giv dem så en rundvisning. Vær ikke bange for det banale som at vise frokoststuen eller dit skrivebord – det er jo netop din hverdag, du skal vise frem, og mine forældre syntes, det var sjovt. Og ja – hvis du som i mit tilfælde arbejder med noget, de kan blive en del af – uden at det er indgribende – så tag dem med. Det handler om at give dem et indblik, uden at det bliver forceret."