Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hver tredje far vil ned i tid – men han gør det sjældent

To dage om ugen arbejder Nicolaj Leth typisk hjemme. "Hvis muligheden for hjemmearbejdsdage forsvandt, ville deltid være mere aktuelt. Ellers ville vi være ret pressede."

Forælderbarometer
Del artikel:

Mange fædre vil egentlig gerne på deltid, viser Akademikerbladets Forælderbarometer 2025. Men flere ting spænder ben for drømmen.

I en presset hverdag med små børn og fuldtidsjob, drømmer mange forældre om at gå ned i tid eller arbejde deltid. Det viser Akademikerbladets undersøgelse ’Forælderbarometer 2025’.

Man hører ofte historien om, hvordan mødre vil på deltid for at skabe mere rum i hverdagen til børnepasning og praktiske gøremål. Men undersøgelsen viser, at det også hver tredje mand, der har børn i alderen 0-6 år, er enige eller meget enige i, at de gerne vil arbejde mindre, for eksempel på deltid. 

Tallene er både slående og alligevel ikke overraskende, siger mandeforsker Kenneth Reinicke, der er lektor ved Roskilde Universitet. 

”Der er et spændingsfelt mellem mænds ønsker og deres oplevede handlemuligheder. Mange mænd ønsker en anden balancen i hverdagen, men kan føle sig låst af strukturelle økonomiske muligheder,” siger Kenneth Reinicke.

46 procent af mændene vurderer, at de ikke har råd til at gå på deltid. Derudover føler 40 procent sig fanget i deres job, fordi de skal forsørge familien (det samme gælder i øvrigt for 42 procent af kvinderne).

”Selvfølgelig spiller de kulturelle normer om maskulinitet og forsørger en rolle her. Mænd kan føle et ansvar for at være primær økonomisk støtte, og i den forbindelse kan deltid være tab af status. Men det kommer meget an på, hvad det er for nogle mænd, hvor de bor, og hvilke hierarkier de indgår i,” siger Kenneth Reinicke.

Ikke for alle

Det kræver også en åben arbejdskultur og ikke mindst en forstående chef, hvis fædrene skal have lyst til at arbejde mindre, forklarer Kenneth Reinicke.

”Det kan føles grænseoverskridende at spørge på arbejdspladsen, om man må gå ned i tid. For vil de overhovedet acceptere det? Her ved vi fra erfaringerne med mænds barsel, at den nærmeste leder har stor betydning. Hvad vedkommende selv gør, og hvad siger de til det.”

Vi kan ikke fastholde vores levestandarder, hvis jeg arbejder mindre

Nicolaj Leth, specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse

Det hører med til historien, at mange fædre ikke ønsker at gå ned i tid. Den følelse kender 33-årige Nicolaj Leth, der bor med sin kæreste og sin halvanden-årige datter i et rækkehus i København. 

”Vi kan ikke fastholde vores levestandarder, hvis jeg arbejder mindre. Vi har et lån som skal afbetales, så det har aldrig indgået i ligningen, at en af os skulle arbejde deltid, men vi har heller ikke tænkt på det, eftersom vi gerne vil arbejde,” fortæller Nicolaj Leth der arbejder som specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Der er ikke nogen i hans omgangskreds, der taler om at gå på deltid. 

”Mange har som jeg måske haft en ambition og en drøm om det lige efter fødslen, når man ser sit barn første gang og er helt forelsket og tænker, hvordan kan jeg nogensinde arbejde igen”, siger han.

”Men der er ikke nogen som har taget drømmen videre end det. For nogen kan arbejdet jo også give luft og frihedsfølelse i hverdagen. Faktisk begyndte jeg også at glæde mig til at komme på arbejde igen, da jeg var på barsel.”

På Nicolaj Leths arbejdsplads ville det ikke være svært at tale med chefen om at sænke arbejdstiden. Men Nicolaj føler også selv et ansvar for sine opgaver.

”Vi arbejder i et presset miljø, og derfor ville jeg også have svært ved at spørge, om jeg måtte arbejde mindre. For hvem skal lave mine opgaver, mens jeg er på deltid?”

En ny type mand 

Svarene fra dette års forældrebarometer taler sit tydelige sprog. Både fædre og mødre har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Men 40 procent af fædrene svarer også, at deres arbejde gør, at de ikke har overskud til at være forældre på den måde, de ønsker. Flere har også dårlig samvittighed.

Det handler også om det relationelle derhjemme. Der kan godt være hjem, hvor konen tænker: Hvad skal det gøre godt for os, at du går hjemme?

Kenneth Reinicke, lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet

39 procent af de adspurgte fædre forklarer, at der har været tidspunkter, hvor deres arbejde betød, at de ikke var opmærksom nok på mine børn, og de har haft det dårligt med det.

”Der er specielt sket en udvikling blandt yngre fædre. Det er en voksende bevidsthed om, hvad prisen er, hvis man efterlever de klassiske maskulinitetsforestillinger for eksempel i relation til sine børn. Men det vil kræve nogle strukturelle ændringer i maskulinitetsforestillingerne at bryde med,” siger Kenneth Reinicke. 

Han pointerer, at mændenes valg om at gå på deltid, i sidste ende ikke kun handler om fædrene selv og arbejdsgiveren. 

”Det handler også om det relationelle derhjemme. Der kan godt være hjem, hvor konen tænker: Hvad skal det gøre godt for os, at du går hjemme?”

Hjemme hos Nicolaj Leth deles ham og hans kæreste nogenlunde ligeligt om opgaverne. 

”Jeg afleverer typisk min datter, og min kæreste henter. Og så har vi begge hjemmearbejdsdage i løbet af ugen, så vi kan nå det hele,” forklarer Nicolaj Leth og fortsætter

"Den form for fleksibilitet er med til, at deltid ikke bliver et behov for mig. Hvis muligheden for hjemmearbejdsdage forsvandt, ville deltid være mere aktuelt. Ellers ville vi være ret pressede."