LGBT+-personer oplever diskrimination på arbejdspladsen: ”Kalder på handling”

Hvor ofte spørger dine kollegaer dig om dine kønsdele?

Det lyder absurd at spørge ind til. Og det er det også.

Men for mange LGBT+-personer er spørgsmål som dette ikke ualmindelige på arbejdet.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af DM. 

21 procent af LGBT+-personer svarer, at de inden for det sidste år har oplevet nedladende kommentarer eller vittigheder om deres seksuelle orientering, krop eller kønsidentitet. Andelen er særlig højt blandt transpersoner og nonbinære.

Det samme gælder kun 1 procent af de adspurgte ikke-LGBT+ personer. 

LGBT+-personer oplever også i højere grad end ikke-LGBT+-personer, at der bliver gjort grin med deres udseende og politiske overbevisning. Andelen er særlig højt blandt ikke-ciskønnede personer.

”Min første tanke er, at det er ærgerligt, men slet ikke overraskende,” siger Adam Goslett, der er leder hos Staten og Kommunens Indkøbsservice.

Som transmand har han på egen krop mærket, hvordan uønskede kommentarer kan fylde i arbejdslivet.

I tidligere jobs er han gentagende gange blevet spurgt om, hvilke operationer han har fået, og hvilke hormoner han tager.

”Selv i storrumskontorer er jeg blevet spurgt ind til mine genitalier. Også til netværksmøder og konferencer har jeg oplevet at blive mødt med stor uvidenhed omkring det at være transperson,” siger han.

”Jeg forstår godt nysgerrigheden, men når man spørger mig om det på arbejdet, så bryder man en privatsfære.”

Mangel på indsatser

Undersøgelsen får nu DM til at kræve en større politisk indsats for at forbedre forholdene.

”Det er et alarmerende højt tal, som kalder på handling. Derfor har vi i DM taget initiativ til at samle en stribe relevante aktører, herunder LGBT+ Danmark, for i fællesskab at blive klogere på, hvordan problemet kan løses,” siger Janne Gleerup, der er forperson i DM.

I første omgang har samarbejdet udmøntet sig i et politisk forslag om, at Arbejdstilsynet skal udarbejde en vejledning om forebyggelse og håndtering af diskrimination af LGBT+ personer, som virksomheder og tillidsvalgte kan bruge.

”Mange arbejdspladser og ledelser bruger Arbejdstilsynets vejledninger til at søge viden om, hvordan reglerne på området skal fortolkes, og hvilke konkrete initiativer der kan tages for at forbedre arbejdsmiljøet. Vores undersøgelse viser, at det er oplagt, at tilsynet også udarbejder en vejledning,” pointerer Janne Gleerup.

”En vejledning alene løser ikke problemet, men den vil gøre det nemmere at komme i gang med indsatser på arbejdspladserne.”

Gå ikke alene med problemerne

En rapport over LGBT-personers trivsel på arbejdsmarkedet udarbejdet af Als Research for i 2019 viser at kun få arbejdspladser har en personalepolitik, der adresserer LGBT-forhold. 

Kun seks procent af de adspurgte ledere og HR-medarbejdere angiver, at de har en personalepolitik på deres arbejdsplads, som adresserer seksuel orientering, mens to procent svarer, at deres personalepolitik adresserer kønsidentitet. 

Ifølge undersøgelsen svarer flertallet, at de ikke mener, der er behov for, at personalepolitikken berører ovennævnte emner, eller at de ikke har tænkt over at inddrage det.

Men ifølge lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet Jo Krøjer ligger bolden i høj grad hos ledelserne på arbejdspladserne.

”Alle ledelser har pligt til at sikre deres ansatte mod sexisme, og hvis man oplever uønskede kommentarer på grund af køn eller seksualitet på sin arbejdsplads, har ledelsen ikke i tilstrækkelig grad taget hånd om sine ledelsesopgaver.”

”Det kan være fordi, at ledelsen ikke er opmærksomme på, at der er et problem, eller fordi de mener, at det ikke er et særlig stort problem. Det kan også være fordi, ledelsen mangler redskaber til at afhjælpe problemet,” forklarer hun.

Når Adam Goslett har haft oplevelser med uønskede kommentarer i arbejdslivet, har han ofte håndteret problemerne selv. 

”Inklusion af transpersoner er ikke en sædvane. Det indgår i meget få personalepolitikker i Danmark, og det betyder, at det er den enkeltstående transperson, der har tre hatte; at være medarbejder, at være trans og at være den, der uddanner kollegaer eller hele organisationen," siger han og fortæller, at det kan være meget ensomt at stå alene med problemerne.

Derfor råder Jo Krøjer også til, at ansatte, der oplever sexisme, taler med nogen, de har tillid til.

”Det kan for eksempel være en tillidsrepræsentant eller en arbejdsmiljørepræsentant. Man kan også tage fat i sin fagforening og få rådgivning fra dem. Men man skal ikke gå alene med det, for det er i sig selv en belastning.”

Små hyggejokes kan have store konsekvenser

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan eksklusion, diskrimination og chikane mod ens køn eller seksualitet føre til såkaldt minoritetsstress, hvilket kan påvirke den enkeltes trivsel og helbred. 

Minoritetsstress kan også udløses af en generel følelse af at være anderledes eller forkert. Det genkender Adam Goslett.

”Det er en følelse, jeg ofte har siddet med på tidligere arbejdspladser. Jeg følte mig ikke god nok, og det tror jeg mange LGBT+-personer ofte føler. At vi er til gene, hvis vi er os selv,” siger han.

Chikane mod køn og seksualitet skal tages meget alvorligt, forklarer Jo Krøjer.

”Sexisme er jo diskriminering. Det er diskriminerende i den forstand, at det ikke fuldt ud anerkender andre menneskers ret til at være anderledes end majoriteten, og andre menneskers ret til at blive respekteret og værdsat for at være sig selv,” siger hun.

”Sexisme på arbejdspladsen kan påvirke den enkelte i meget høj grad – både mentalt og fysisk. Det kan føre til stress, depression og i værste tilfælde selvmord. Så det er meget alvorligt.”

Mere end hver anden LGBT+-person har haft tanker om selvmord. 

Det viser tal fra Institut for Menneskerettigheder.

Særligt biseksuelle kvinder, transkønnede og nonbinære har højere grad af selvmordstanker.

Men det er ikke altid, folk er klar over, at deres ord eller handlinger kan være diskriminerende.

”Jeg har tit oplevet de her små hyggejokes om transpersoner eller homoseksuelle, som folk ikke ved, faktisk er transfobiske og homofobiske,” forklarer Adam Goslett.

Og selv om folk ikke nødvendigvis ved, at de siger noget stødende, og deres intention egentlig er god, så kan det stadig slide på psyken.

”Det er hårdt at gå på arbejde og føle, at man hele tiden er til offentlig vurdering. Om vi transpersoner er mand nok, kvinde nok eller menneske nok til at blive behandlet som en hver anden kollega,” fortæller han.

”Nogle mennesker bliver nærmest fascinerede af at se en transperson, fordi de tror, at det er den første transperson, de møder. Men det er det ikke. Så få er vi heller ikke. Og det kan være utrolig ubehageligt at blive nedstirret, som om man er et eller andet Frankenstein-medicinsk eksperiment.”

”Folk bør øve sig i at relatere til mennesker som mennesker i stedet for som mand eller kvinde,” siger Adam Goslett.