Spring menu over
Dansk Magisterforening

Rikard står i front for 20.000 studerende: “Vi bliver presset fra alle sider”

"Mange studerende lever med et konstant pres. Det giver en ubalance, hvor studietiden bliver en overlevelseskamp i stedet for en læringsproces,” siger Rikard Elefsen Frølund Jensen. Foto: LinkedIn

DM Studerende
Del artikel:

Rikard Elefsen Frølund Jensen er ny forperson for DM Studerende. Han drømmer om mindre pres og mere faglighed i studielivet, så de studerende nemmere kan finde balancen.

Æbler falder åbenbart langt fra stammen i Holstebro.  

Som den første i familien fik han en studentereksamen. Nu har Rikard Elefsen Frølund Jensen ikke bare en kandidatgrad fra Aarhus Universitet, men er også blevet valgt til at repræsentere DM’s næsten 20.000 universitetsstuderende. 

Som så mange andre blev Rikard Elefsen Frølund Jensen offer for coronanedlukningen og fik en alternativ – og udfordrende – start på studiet, der hverken bød på fredagsbarer eller andre sociale fællesskaber.  

På den måde er Rikard det, han selv kalder for en ”generationsforsøgskanin.”  

Og det er i virkeligheden dét, der har fået ham til at engagere sig politisk.

“Jeg kunne godt være bange for, at nogen blev tabt i den lidt hårde studiestart, vi fik. Samtidig var der også noget, som skulle indhentes,” siger Rikard Elefsen Frølund Jensen. 

Man forventer, at de studerende er robuste og omstillingsparate, men systemet halter selv bagefter på netop de to ting

Rikard Elefsen Frølund Jensen, forperson i DM Studerende

Nedskæringer i SU’en, kandidatreform, dimensionering.  

Alle tre centrale årsager til, at Rikard Elefsen Frølund Jensen gik efter posten som forperson i DM Studerende. Man kan næsten kalde det for benzinen, der tændte ilden. 

“Vi startede under en folkeskolereform, der handlede om optimering. Så kom en gymnasiereform, der handlede om optimering. Nu er vi på universitetet, hvor reformerne igen handler om at presse os hurtigere igennem systemet,” siger Rikard Elefsen Frølund Jensen.  

Det er netop det pres på studerende, som den nye forperson vil gøre op med. 

“Fra min stol bliver presset på de studerende kun større – og det er fra alle sider,” siger Rikard Elefsen Frølund Jensen. “Man forventer, at de studerende er robuste og omstillingsparate, men systemet halter selv bagefter på netop de to ting.” 

Rikard Elefsen Frølund Jensen

Forperson for DM Studerende, der repræsenterer 20.000 studerende i DM.  

Bestyrelsesmedlem i DM Studerende siden 2022. 

Studerer historie og samfundsfag på Aarhus Universitet.  

Studentermedhjælper i Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL).  

Læs mere om DM Studerende her.  

Ved siden af kandidaten på Aarhus Universitet er Rikard Elefsen Frølund Jensen studentermedhjælper og kender derfor selv til at skulle finde balancen mellem studie, arbejde og socialt liv.  

“Vi har kun 24 timer i døgnet,” siger han, “– så uanset hvad er der noget, som bliver nedprioriteret. Et studiejob giver helt sikkert noget fagligt, men vi skal også passe på, at balancen ikke skrider for os.” 

Presset på unge er som ringe i vandet 

Rikard Elefsen Frølund Jensen ser presset på de unge som ringe i vandet. Pres ét sted skaber pres et andet sted. De flyder over i hinanden. Derfor er det også svært for ham at pege på præcis ét sted, det går særligt galt.  

Men et godt sted at kigge først kunne være de økonomiske rammer, mener han. 

”Vores økonomiske rammer lige nu anerkender ikke det pres, vi er under. Det er svært at have tid til at fordybe sig fagligt, når man både skal arbejde ved siden af og opretholde sit sociale netværk samtidig,” siger Rikard Elefsen Frølund Jensen.  

“Vi sidder med en SU, der ikke er inflationsreguleret, og derfor føler mange unge et økonomisk pres for at skulle arbejde mange timer på deres fritidsjob ved siden af studiet,” siger han. “Når det bliver en nødvendighed at arbejde 20 timer om ugen for at få råd til husleje og mad, så går det udover trivslen og derfor også den faglige fordybelse.” 

Akademikerbladet har tidligere dokumenteret, hvordan hver sjette studerende har under 1000 kroner til rådighed om måneden. 8 procent har under 500 kroner.

Når det bliver en nødvendighed at arbejde 20 timer om ugen for at få råd til husleje og mad, så går det udover trivslen og derfor også den faglige fordybelse

Rikard Elefsen Frølund Jensen, forperson i DM Studerende

Mindre pres, mere faglighed 

Drømme er et stort ord. Men hvad nu hvis man kunne drømme bare en lille smule? 

Ja, så ville det kunne opsummeres i fire små ord: Mindre pres, mere faglighed.  

Selv oplever Rikard Elefsen Frølund Jensen, at fagligheden bliver sat under pres. Noget, der er rigtig ærgerligt i følge forpersonen.  

“Vores faglighed som akademikere har enorm stor værdi for samfundet, når vi er færdiguddannede. Vi skal væk fra det der mystiske skel mellem akademikerne på universiteterne og ‘den virkelige verden’. Det er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold,” siger han. 

Det kan være vanskeligt  at nå at rykke meget på det politiske landskab, når man kun har ét år på posten som forperson for DM Studerende.

Så selvom Rikard Elefsen Frølund Jensen selvfølgelig håber på at kunne gøre en forskel i forhold til den politiske agenda, så skal det helst ikke være på de store, politiske beslutninger, at hans forpersonskab skal måles. Det handler lige så meget om de indre linjer.

“Jeg vil gerne måles på, om jeg formår at få medlemmernes historier frem. Det er vigtigt, at vi får fortalt, hvilke konsekvenser alle de her reformer har for os som studerende i Danmark,” siger han.  

“Men vi skal også huske at fokusere på de ting, der fungerer – så vi kan bruge dem konstruktivt fremadrettet.”