“Når politiet siger, at jeg skal flytte mig, så svarer jeg: Jeg er præcis der, hvor jeg skal være”

Kastrup Lufthavn lørdag den 22. juni 2024:
Præcis klokken 13 sætter en lille flok aktivister sig i en række på jorden og spærrer den ene vejbane ved fodgængerfeltet, der fører de rejsende fra et af parkeringshusene til terminal 2.

200 meter længere nede ad vejen sætter demonstranter sig ligeledes ned i et fodgængerfelt og blokerer trafikken fra den modsatte side, og en vogn med dj og pult ruller ind på det nu bilfri stykke asfalt. 
Midt på gaden står RUC-lektor Laura Horn sammen med en lille flok fra gruppen Scientist Rebellion.

Iført hvid kittel prøver hun at folde papirfly af de gule ark, der bliver uddelt til alle. Grinende må hun konstatere, at det ikke er så ligetil at få den til at flyve – heller ikke selv om hun har en ph.d.

44-årige Laura Horn har ikke tal på, hvor mange aktioner hun har deltaget i, siden lektor Fernando Racimo fra Globe Institute på Københavns Universitet tog initiativ til at oprette den danske afdeling af Scientist Rebellion i 2020.

“For mig er det ikke et valg. Jeg skal være med i gaden. Som samfundsforsker og underviser har jeg en privilegeret adgang til al den viden, vi har om klimaets tilstand. Jeg forstår kompleksiteten af den situation, vi står i. Så hvordan skulle jeg bare kunne fortsætte med business as usual?” spørger hun.

Bøde eller seks måneders fængsel

Demonstrationen er lovligt anmeldt, og til en start ser det ud, som om der er næsten lige så mange betjente til stede, som der er aktivister. Senere kommer der flere til, og mens de gule bannere med teksten Ban Private Jets bliver rullet ud, og politiet dirigerer trafikken over i den modsatte vejbane, sættet dj’en strøm til anlægget.

Det får øjeblikkeligt gang i festen. I de næste par timer er op imod et par hundrede aktivister skiftevis ude at danse, i gang med yoga på medbragte måtter og en del af forskellige happenings.

Selv om de sidste demonstranter bliver båret ud af vejbanen ved 16-tiden, er sæsonens sidste aktion alt i alt gået forholdsvis fredeligt for sig.

I juni 2023 endte en aktion anderledes dramatisk. Den dag blev Laura Horn og ti andre anholdt i Roskilde Lufthavn. De var trængt ind på flyvepladsen og gået hen til et af privatflyene. Aktionen fandt sted under Roskilde Festival, hvor antallet af privatflyvninger til og fra området stiger markant.

Aktivisterne er nu sigtet efter straffelovens paragraf 193 for omfattende forstyrrelse af kritisk infrastruktur. En paragraf, der kan give den 44-årige tyskfødte lektor op til seks måneders fængsel.

“Jeg er ikke uberørt ved tanken om, at jeg kan blive idømt en klækkelig bøde eller fodlænke. Men selv om det er skræmmende, får du mig ikke til at sige, at vi gik for langt den dag,” siger Laura Horn.

3.000 privatfly i 2022

Brugen af privatfly er for hende det ultimative eksempel på, hvordan de superrige med deres adfærd sætter ild til planeten og forværrer en i forvejen dybt uretfærdig klimakrise.

Den hollandske miljøkonsulentvirksomhed CE Delft har opgjort, at 3.000 privatfly lettede fra lufthavnene i Kastrup og Roskilde alene i 2022.

Laura Horn henviser desuden til en nylig opgørelse, som Naviair har lavet for TV 2. Ifølge opgørelsen fløj flere privatfly rundt i Danmark både i 2022 og 2023, end det har været tilfældet i hvert af de seneste 13 år. På globalt plan forventer både industrien og forskere, at antallet af privatfly, der fragter de superrige rundt, kun vil stige.

Som politisk økonom og forsker i samfundsvidenskab kender Laura Horn i søvne alle de videnskabelige data og dokumentationen af den alarmerende hastighed, hvormed klimakrisen udvikler sig. En fire timer lang privatflyvning udleder lige så meget CO2, som den gennemsnitlige europæer udleder på et helt år, påpeger hun.

Uligheden i CO2-regnskabet er utvetydig, siger hun med henvisning til en rapport fra udviklingsorganisationen Oxfam: Climate Equality: A Planet for the 99 %. Ifølge rapporten udleder Danmarks én procent rigeste hver otte gange så meget CO2 som gennemsnitsdanskeren. Selv FN har erklæret, at den ultrarige ene procent af befolkningen skal reducere sine emissioner med 97 procent.

Derfor kan hun ikke nøjes med at se passivt til og passe sit job på universitetet.

“Man taler ikke så meget om følelser i forskerverdenen. Jeg bliver vildt påvirket af den viden, jeg har. Jeg har også to børn. Og der er dage, hvor jeg bliver bange ved tanken om, hvilke ødelæggelser vi står over for,” siger Laura Horn.

Forskerne giver legitimitet

Det er langtfra breaking news, at forskere går ind i aktivistisk arbejde. Det nye er den stadig mere udbredte sense of urgency – også blandt Laura Horns kolleger.

Foruden Scientist Rebellion etablerede 180 ansatte fra samtlige universiteter i marts 2023 Det Grønne Forskernetværk med det formål at mobilisere forskere i kampen for klimaet.

“Der bliver længere og længere imellem, at jeg og andre aktivister bliver affejet som radikaliserede og disruptive klimatosser,” forklarer lektoren fra RUC.

Mange, inklusive Laura Horn selv, ‘varedeklarerer’ sig åbent som både forskere og aktivister i Scientist Rebellion. Og selvom hun godt kan synes, det ser lidt fjollet ud, at hun trækker i den hvide kittel, når de er til demonstrationer, så skal man ikke undervurdere betydningen af den legitimitet, som universitetsforskerne er med til at give aktionerne, påpeger hun.

“Jeg tænker meget over, hvad jeg tager på inde under kitlen, for det tilfælde at jeg bliver arresteret. Jeg vil gerne signalere ordentlighed og seriøsitet. Og at jeg også er en helt almindelig borger, der bor med mine børn i et lille rækkehus i Tune,” siger Laura Horn.

Når aktivister afbryder statsministerens tale 8. marts, kaster maling på statuer i det offentlige rum eller bryder ind i et studie, der transmitterer en livedebat, vækker det vrede. Mette Frederiksen har flere gange advaret om, at den civile ulydighed modarbejder den demokratiske samtale, og i forsommeren talte Morten Messerschmidt for hårdere straffe til aktivister. Diskussionerne kører også internt blandt medlemmerne af Scientist Rebellion. At gruppen fortsat vælger at gribe til metoder, der deler vandene, er et tegn på en stigende desperation, klimaangst og klimasorg – men også en stigende beslutsomhed, forklarer Laura Horn.

Hun vågnede til dåd i Newcastle

Det lille kontor på RUC, som deles af to, er proppet med grønne planter, børnetegninger samt bøger og tidsskrifter i stabler. På væggen hænger et eksemplar af en plakat fra Laura Horns fødeland. Med teksten Blockupy Frankfurt blev der under gældskrisen i EU kaldt til demonstration tre dage i maj 2012.

Et regnbueflag i vinduet skærmer mod den skarpeste sol.
Laura Horn blev uddannet i litteratur, historie og politologi i Tyskland, England og Amsterdam, før hun i 2011 blev ansat som lektor på Det Samfundsvidenskabelige Institut på RUC.

Hun vil hellere tale om ‘sagen’, end hun vil tale om sig selv. Men hun ved, præcis hvornår hendes eget politiske engagement vågnede til dåd. Det skete i Newcastle, hvor hun gik på universitetet.

I Tyskland var klassesamfundet mere eller mindre aflyst, da Laura Horn voksede op. I årene efter murens fald i 1989 var der i befolkningen en udbredt tiltro til, at de økonomiske fremskridt ville komme hele samfundet til gavn og udviske skellene mellem folk, både i øst og i vest, forklarer hun.

“Som udefrakommende tilflytter til en nordengelsk by så jeg den afgrundsdybe kløft mellem det akademiske miljø, hvor langt hovedparten af de studerende kom fra pengestærke familier, og det postindustrielle samfund uden for universitetets mure i Newcastle, hvor mange familier blev bragt i knæ uden reelle muligheder for at ændre på deres situation. Det blev definerende for mig. Og klimakamp er også klassekamp,” fastslår Laura Horn.

På runder med rengøringspersonalet

Hun bruger en del tid på at kigge på sig selv udefra og mener, det er vigtigt at bevare et konsekvent og selvkritisk blik på den privilegerede position, hun har som lektor på et universitet.

Den indre logik, der ofte styrer en forskerkarriere, er for RUC-lektoren helt utilstrækkelig i en verden, der står midt i et økologisk kollaps:

“Selvfølgelig anerkender jeg fuldt ud, at forskning er vigtig for samfundet. Men for mig personligt er det lige så vigtigt at gøre op, hvor og hvordan jeg kan betyde mest. Og jeg er nået frem til, at jeg betyder mindre, hvis jeg bruger al min tid på at publicere videnskabelige artikler, der bare cirkulerer i det akademiske kredsløb med det formål at kaste en forfremmelse eller en ridderorden af sig.”

Laura Horn definerer sig først og fremmest som underviser. Hendes områder er politisk økonomi, kønsstudier, internationale relationer og videnskabsteori. Og så er hun optaget af at producere viden, der kan bringes i anvendelse. Lektoren giver et eksempel:

 “I morgen tidlig klokken kvart i fire mødes jeg og en flok studerende her på campus. Vi skal ud på runderne sammen med de rengøringsfolk, der sørger for, at vi andre ikke drukner i lort. RUC er ikke kun en akademisk institution, det er også en arbejdsplads, og vores kolleger i rengøringen, der typisk er udlændinge, tilhører samme klasse i det danske samfund, som tekstilarbejderne gør i Bangladesh og minearbejderne i Congo. Forhåbentlig kommer der en tidsskriftsartikel ud af vores feltarbejde, men ved at sætte spot på forholdene for nogle af de dårligst lønnede og mest hårdtarbejdende grupper – lige her, hvor vi selv kommer hver dag – kan vi måske også medvirke til at ændre deres vilkår til det bedre.”

En træt og halvgammel mor

Hun kan ikke se, hvordan det er muligt at stå over for de studerende på Samfundsvidenskab og tale om værdikæder, arbejdsmarked og vækst – uden samtidig at nævne det klimakollaps, som kommer til at påvirke alle processer, antagelser og institutioner.

“Jeg tvinger ikke mine studerende til at deltage i noget, og jeg forventer ikke, at det er dem, der skal redde verden. Men jeg forventer, at de tænker over det, de ser og hører – og hvis de synes, det er pinligt, uprofessionelt eller alt for politisk, at en lektor benytter sig af civil ulydighed, så vil jeg gerne tale med dem om mine handlings-
former,” siger Laura Horn.

Hun kan gøre, som hun vil, i sin fritid – og også bruge sin titel uden for universitetet, påpeger hun.

Både som skattebetalt lektor – og som en træt, halvgammel mor – synes hun, at det er hendes forbandede pligt at stå på gaden, også når det har negative konsekvenser.

“Så hver gang jeg sidder på gaden, og politiet kommer og siger, at jeg skal flytte mig, så siger jeg altid: Nej. Jeg er præcis der, hvor jeg skal være.”