På Grønlands første biologi-uddannelse skal de studerende partere rensdyr

Julemanden kommer som bekendt fra Grønland, og et af julemandens mange rensdyr har været tidligt forbi med en gave til lektor Aviâja Lyberth Hauptmann, ph.d. i mikrobiologi. En gave, der har stået på hendes ønskeseddel i mange år: muligheden for at etablere en helt ny biologiuddannelse på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.  

Lovgivningen og de økonomiske rammer er på plads, og universitetet er nu i gang med alt det praktiske, så de første studerende kan begynde undervisningen fra februar 2025.

“Vi føler os virkelig privilegerede over at kunne skabe en uddannelse helt fra bunden og kunne have for øje, hvad der giver mening i Grønland,” siger Aviâja Lyberth Hauptmann tilfreds.

Hun er afdelingsleder på uddannelsen og arbejder sammen med en mindre gruppe på universitetet på at forberede Grønlands første biologiuddannelse.

“I Danmark, hvor biologiuddannelserne har eksisteret i årtier, ville der være en eksisterende struktur, som man skulle forholde sig til. Det skal vi heldigvis ikke,” siger hun.

Den røde tråd i uddannelsen er, dels at de færdiguddannede bachelorer skal kunne fungere på det grønlandske arbejdsmarked, dels at uddannelsen skal tilrettelægges på en måde, så den er tilpasset grønlandske studerendes måde at lære på.

“Vi har ringe viden om, hvordan personer fra arktiske lande lærer bedst, så vi har bygget på vores egne antagelser og erfaringer,” siger Aviâja Lyberth Hauptmann, der selv har studeret mikrobiologi på Københavns Universitet.  

Hun tilføjer, at hendes hjerne passer fint til måden, som “Københavns Universitet gerne vil have, at den skal gøre” – nemlig at sidde i et auditorium med 200 studerende og lytte til underviserens forelæsning.  

“Men det er ikke ensbetydende med, at alle lærer på den måde. Faktisk er det ganske få, der lærer godt på den måde,” bemærker hun. 

Bryd fagsiloerne ned 

Aviâja Lyberth Hauptmanns ønske er at bryde fagsiloerne ned, så skemaet ikke består af klassiske biologifag som matematik, kemi og almen cellebiologi. I stedet er fagene bygget op om en specifik grønlandsk kontekst.

For eksempel skal de studerende have kurser i ’tuttu’ (rensdyr) og ’imaq’ (havet), der så inddrager de faglige elementer fra biologi og klassiske redskabsfag, som der er brug for.

Uddannelsens tilgang til læring er baseret på det undervisningsdidaktiske begreb situated learning, hvor de studerende så at sige ’lærer i situationen’.

For eksempel begynder modulet tuttu (rensdyr) med, at de studerende tager på jagt med en fanger. Fangeren vil fortælle dem alt, hvad der er værd at vide om jagtregler, fangstsæsonen og fangstpladser – og lære de studerende om skydning, partering af dyret, og hvorfor rensdyrets maves pH-værdi er, som den er.

Den del af faget er feltarbejde. Herefter kommer de studerende tilbage til universitetet, hvor de skal i laboratoriet og modtage teoretisk undervisning.

“På den måde har vi vendt tingene på hovedet, da man ofte begynder med teorien og bagefter det praktiske. Vi mener, at det er den bedste måde at lære på,” forklarer Aviâja Lyberth Hauptmann, der er hovedinitiativtageren til uddannelsen.  

Hun giver et eksempel fra sin egen studietid på Københavns Universitet, hvor hun skulle lære om pH-kemi. Det lærte hun i en lektion i biokemi. Den dag i dag associerer hun faget med den blå bog på hylden, siger hun og peger op mod bogen, der i dag står på kontorets øverste hylde. Det var først bagefter, da hun kom i laboratoriet, at emnet blev mere konkret.

“De grønlandske studerende vil sandsynligvis associere pH-værdi med lugten af maveindholdet på et rensdyr, og det skulle gerne give dem en motivation til at lære det teoretiske,” siger hun.

Ifølge Aviâja Lyberth Hauptmann giver denne fremgangsmåde de studerende et skelet at hænge deres viden på, så de husker fakta bedre, da de har en konkret begivenhed i klar erindring.  

“Den måde, jeg lærte det på, kræver mere energi, da teorien netop ikke var bundet op på noget konkret.”

Brobyggere mellem fiskere/fangere og biologer 

Et aftagerpanel med en række toneangivende interessenter – lige fra interesseorganisationer, som repræsenterer både fiskere/fangere og arbejdsgiversiden, til relevante departementer og store virksomheder som Royal Greenland – har givet feedback til designet af uddannelsen. En gennemgående tilbagemelding har været et ønske om, at de studerende får kommunikative færdigheder, så de kan formidle deres viden til ikkebiologer.

Anbefalingen flugter med ambitionen om, at de færdiguddannede kandidater skal fungere som brobyggere mellem de lokale fiskere/fangere og forskere, for eksempel når der er uenigheder om, hvor store dyrebestandene er. Fremgangsmåden er at sikre, at de får kendskab til begge verdener. Det er en af grundene til, at uddannelsen får tilknyttet fiskere og fangere som eksterne undervisere, når de studerende er ude i felten.

“Vi ønsker, at vores studerende også skal lære deres erfaringer og oparbejdede viden – og anerkende den på lige fod med akademikernes, som har en mere teoretisk tilgang til emnet. For når de er færdige og kommer ud i virkeligheden, vil de møde begge verdener,” siger Aviâja Lyberth Hauptmann.

Ifølge hende er det vigtigt at kunne rumme forskellige typer af viden og ikke forkaste viden, fordi den ikke kommer fra akademia.  

“Hvad hjælper det, at du har en bestemt type forvaltning af de levende ressourcer, hvis fiskere og fangere ikke gider følge den? Derfor gælder det om at lytte til begge parter og have biologer, der har værktøjerne til at lytte til modparten.”

Hun henviser blandt andet til erfaringer fra Alaska, der viser, at hvis man integrerer forskellige typer af viden, for eksempel biologers viden og fangernes og lokalsamfundets viden, bliver beslutningerne bedre, end hvis man fravælger viden fra den ene gruppe.

“Jeg har erfaret på egen krop, at når man præsenterer sig som biolog ude i lokalsamfundene, er man ikke den mest populære person. Det bliver vi nødt til at tage ansvar for,” siger Aviâja Lyberth Hauptmann.

Ud over at inddrage fangerviden i undervisningen inkluderer en del af eksamenerne også træning af kommunikative evner. Under uddannelsen vil de nye biologistuderende have en bred vifte af eksamener, lige fra de klassiske firetimers skriftlige, hvor de bliver testet i, om de har forstået faget, til eksamener, som også indeholder læring.

Det kan for eksempel være udarbejdelsen af en populærvidenskabelig artikel, hvor de præsenterer et naturvidenskabeligt emne på en måde, så en bredere del af befolkningen forstår indholdet. 

Grønlandske jagtlove

Adspurgt om, hvorfor uddannelsen eksplicit også handler om kultur og historie og ikke udelukkende indeholder fag, der relaterer sig til biologi i bred forstand, afviser Aviâja Lyberth Hauptmann præmissen:

“Der er masser af kulturhistorie i en klassisk biologiuddannelse. Da jeg havde faget genetik på Københavns Universitet, var der meget undervisning i europæisk videnskabshistorie om europæiske mænds opdagelser, som for eksempel Watson og Crick. I vores uddannelse prioriterer vi i stedet Grønlands jagttraditioner og -kultur,” siger hun.

Ifølge hende fokuserer uddannelsen meget på de studerendes need to know i forhold til Grønlands natur og det grønlandske arbejdsmarked.

“Det betyder, at vores uddannelse ikke har som øverste prioritet at uddanne de studerende til at blive forskere, da det ikke er det, vi har det største behov for. Til gengæld bliver de brugbare i den offentlige forvaltning med fokus på fangst, fisk og natur og i private virksomheder i bred forstand, som har natur og fiskeri som en del af deres forretningsområde.”