Kvindekampen under pres: "Dele af samfundet er holdt op med at lytte"

Det er ikke modsætningsfyldt at arbejde for ligeløn og for bedre plads til klapvogne i danske busser, når kvinder i det globale samfund lever i krig og konflikt, kæmper med kønsbaseret vold og med begrænset adgang til uddannelse og arbejdsmarked.

Tværtimod, mener Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker ved DIIS med fokus på internationalt ligestillingsarbejde.

”Kvindebevægelsen har altid været tæt forbundet på tværs af landegrænser. Så når kvindesagen i det enkelte land oplever fremskridt, smitter det positivt af på den internationale mobilisering. Den største fare for kvindesagen i 2024 skal findes i verdens krige og konflikter: Når vi igen skal til at støbe krudt og kugler i Jylland, går opmærksomheden fra kvindesagen,” siger Lars Engberg-Pedersen.

Måske skal kvinder øve sig

Den overfyldte bus uden plads til en mor med sit barn i klapvogn blev et samtaleemne i sidste uge, hvor Alternativets EU-parlamentskandidat Karoline Lindgaard på mediet X brokkede sig over, at hun var blevet afvist af tre busser, der ikke havde plads til hende og hendes søn.

”Jeg er så dødtræt af diskrimination af minoriteter og sårbare grupper,” skrev Lindgaard – og udløste en shitstorm: ”Tænk sig at misbruge de skuldre, vi står på, efter en hård og sej kamp for ligestilling,” lød det for eksempel fra kollegaen Solbjørg Jakobsen, der sidder i Folketinget for Liberal Alliance.

I Politiken fik sagen debatredaktør Lotte Folke til tasterne. ”Måske skal vi hvide kvinder øve os på at blive en lige så stærk kliché som de hvide mænd,” skrev hun og fortsatte: ”Mens vi selv måske ser en sårbar eller en minoritet, når vi ser os i spejlet, kan det godt være, at andre ser noget, der minder dem om en anden kliché, nemlig den hvide mand.”

Der er stadig vigtige dagsordener i Skandinavien

Men det vil være forkert at affeje eksemplet fra bussen alene som den rene hvide privilegieblindhed. Let tilgængelig transport, der samtidig er til at betale, er globalt set en helt reel snublesten i forhold til at opnå ligestilling på arbejdsmarkedet. Det forklarer Lene Ingvartsen, der er international ligestillingsrådgiver i Oxfam.

”Vi ved, at flere mænd end kvinder kører i bilerne ude på motorvejene, så hvorvidt vi investerer i veje eller i offentlig transport handler i høj grad om at give kvinder den samme adgang til uddannelse og arbejde som mænd,” siger Ingvartsen.

Der er først grund til at bebrejde de hvide, privilegerede kvinder, hvis de ikke bruger deres position til at udøve international solidaritet og tale ligestillingen op i resten af verden, uddyber Oxfams internationale ligestillingsrådgiver.

”Samtidig har kvinder stadig vigtige dagsordener til fælles, uanset hvor de bor. Den kønsbaserede vold er et stigende problem overalt, det samme er den manglende anerkendelse af det ulønnede omsorgsarbejde, selvom det kommer anderledes til udtryk i Vestafrika end i Europa,” forklarer Lene Ingvartsen.

Konservative sætter kvinderettigheder under pres

De skandinaviske lande har i stor stil været med til at påvirke indholdet af internationale aftaler, der både har haft betydning for kvinders politiske repræsentation og for kvinders ret til uddannelse og arbejde. Men der er også strømninger, der går den modsatte vej, ifølge DIIS-forsker Lars Engberg-Pedersen:

”Når konservative kræfter i USA og Østeuropa for eksempel taler om familiens enorme hellighed, så sætter det kvindernes ret til fri abort under pres overalt, også herhjemme. Her kunne jeg godt savne, at civilsamfundsorganisationer nogle gange bider mere fra sig i debatten og taler med lige så store bogstaver, som når de arbejder for kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet,” siger han.

Det globale tilbageslag for den fri abort og for kvinders og LGBTQI+- personers rettigheder bliver også af Helene Forsberg trukket frem som eksempler på, at den nationale og internationale ligestillingsdagsorden er tæt forbundne.

Forsberg er direktør for Kvinderådet, en paraplyorganisation med deltagelse af 49 organisationer, der alle arbejder med kvinders rettigheder og ligestilling på tværs af politiske partier, faglige organisationer og civilsamfunds- og interesseorganisationer. 

”For bare et par år siden troede vi, at udviklingen ville fortsætte stille og roligt i en mere positiv retning i de her spørgsmål om retten til egen krop og grundlæggende rettigheder. Men vi ser nu en større bevægelse, der går imod den øgede ligestilling og anerkendelse af kvinder og LGBTQI+-personer," siger Helene Forsberg.

"Der er folk, der ikke anerkender, at vi har et historisk efterslæb af ulighed, som stadig i meget høj grad påvirker kvinder. I den kontekst bliver det kun endnu mere vigtigt, at vi på både FN- og EU-niveau står fast på de værdier og fundamentale rettigheder, som kvinder trods alt har tilkæmpet sig i vesten”, siger Helene Forsberg.

Det er ikke kun krige og konflikter, der truer med at fjerne opmærksomheden fra kvindesagen, mener hun.

”I det hele taget oplever vi lidt af et backlash, når vi vil diskutere kønnede problemstillinger. Og det er måske grunden til, at vi er varsomme med at tale med store bogstaver. Der er dele af samfundet, som simpelthen er holdt op med at lytte. Vi har for eksempel oplevet det i forbindelse med diskussioner om vold. Det sker også for mænd, bliver der hele tiden sagt, selv om alle statistikker dokumenterer, at partnervold og overgreb er problemer, som stadig i højere grad og mere alvorligt rammer kvinder end mænd,” forklarer Helene Forsberg.

Skal hun vende blikket mod det danske arbejdsmarked, er hun ikke i tvivl om, hvad de største udfordringer er lige nu:

”Vi har et arbejdsmarked, der er alt for kønsopdelt. Vi skal arbejde meget mere med at bryde med kønsuligheden, allerede når de unge er på vej ind i uddannelsessystemet. Og vi skal arbejde imod den skævhed, som vi fortsat ser afspejlet i lønningerne.”