Opråb: Fagforeninger bør kæmpe for, at helligdagene kan bruges på Eid og Hanukkah

Ahmad Walid Rashidi har arbejdet, siden han var 13 år. Men det er kun få dage siden, at den 31-årige statskundskaber, freelancejournalist og Afghanistan-ekspert for første gang i sit liv meldte sig ind i en fagforening.

Baggrunden for Ahmad Rashidis indmelding er et debatindlæg, han skrev i forlængelse af en tale fra den socialdemokratiske integrationsordfører Frederik Vad, der fra folketingets talerstol erklærede, at veluddannede udlændinge kan infiltrere danske virksomheder.

“Hvor er fagbevægelsen, når Vad angriber etniske minoritetsarbejderes faglighed?”, lød overskriften på hans opråb i Information.

Ahmad Rashidis blod var i kog over de i hans optik tavse fagforeninger. Han efterlyste nogen, der ville stå op for sine medlemmer.

Og da Camilla Gregersen, forperson i DM, skrev i en replik, at fagbevægelsen burde forholde sig til og sætte foden ned over for Socialdemokratiets angreb på etniske minoriteter, blev Ahmad Rashidi medlem.

Mere skulle der ikke til. Det var nok, at han endelig følte sig set, forklarer han til Akademikerbladet.

Nu har Ahmad Rashidi endnu en opsang til fagforeningerne. For hvis de skal lykkes med at stoppe blødningen af medlemmer, skal de kæmpe for den mangfoldige arbejdsstyrke. Det kan sikre dem opbakning blandt både de unge og de etniske minoritetsarbejdere, mener han.

“Folk ved ikke længere, hvorfor de er medlem af fagforeningen. Det er de bare traditionen tro. Der mangler en ny værdisættelse af fagforeningen, og der kan mangfoldighedskampen være vejen til at genskabe sig selv og tilføre ny åndelig næring,” siger han og tilføjer:

“Så vil arbejderne ikke være i tvivl om, hvad fordelene er ved at være medlem af fagforeningen.”

Frisæt helligdagene

I Ahmad Rashidis øjne afspejler fagforeningerne ikke 2024 og den moderne arbejdstager.

“De træder vande i deres guldalder og snakker om gamle dage, første maj, pilsner, røde faner og epigondækning af talerne. Vi skal lære af fortiden, men vi skal stoppe med at leve i den,” siger han.

Han kritiserer fagforeningerne for ikke proaktivt at blande sig i den offentlige debat og være med til at udvikle et arbejdsmarked, hvor alle kan føle sig hjemme, men i stedet først aktiveres, når en helligdag sløjfes.

“Fagbevægelsen står svækket på medlemstal og har ikke været god nok til at være på barrikaderne og sætte rammerne for arbejdsmarkedspolitikken. Fagforeningen bliver nødt til at aktualisere og revitalisere sig selv,” siger Ahmad Rashidi.

I hans analyse bør mangfoldighed - og særligt hvordan den implementeres på arbejdspladsen – være fagforeningernes nye mærkesag.

“Vi har et homogent arbejdsmarked, men arbejdsstyrken er mangfoldig. Fagforeningen skal ind og positionere sig på at ville et mere mangfoldigt arbejdsmarked. Det vil de kunne aktualisere sig på,” siger han.

Ahmad Rashidi foreslår blandt andet, at fagforeningerne kæmper for at frisætte de 12 årlige helligdage i Danmark.

“Den moderne arbejder vil gerne stå i egen ret, og fagforeningerne kan være bannerfører for det ved at slippe helligdagene løs og lade arbejderne placere dem, hvor de har lyst. Hvis arbejderne vil bruge en helligdag på at fejre Hanukkah, Eid eller noget tredje, skal de kunne det,” siger han.

På samme vis skal fagforeningerne også kæmpe for at udvide tanken bag barnets første sygedag, så det dækker mere bredt, argumenterer han.

Ahmad Rashidi selv går eksempelvis med benprotese fra knæet ned, efter han som barn fik sprunget stykket af i sit fødeland Afghanistan. Det betyder, at han til tider må til lægetjek.

Hvorfor skal han ikke kunne bruge en omsorgsdag på et lægebesøg eller til at tage med eksempelvis en syg forælder eller en nært pårørende til lægen eller på hospitalet – på samme måde som man være hjemme med et sygt barn?

“Hvis fagforeningerne kan ramme bredt, så aktualiserer det dem og giver dem nye medlemmer og fornyet styrke. Og når de er med til at udvikle arbejdsmarkedet, er de foran politikerne, og så de ikke altid skal slukke ildebrande.”

Og fagforeningerne skal følge op med konkrete handleplaner ude på arbejdspladserne, hvor arbejdsgiverne får konkrete delmål for at forbedre mangfoldigheden.

“De arbejdspladser, der er dårlige til at sikre mangfoldighed, de skal have en nytårstorsk eller fiskerlussing.”

Underrepræsenteret

Ifølge en opgørelse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd var godt 180.000 ikke-vestlige indvandrere i arbejde ved udgangen af 2022. Det er et historisk højt antal.

“Alligevel er de ikke repræsenteret i fagforeningerne. Jeg har stadig til gode at møde en tillidsrepræsentant, der ikke er blåøjet og lyshåret eller se en etnoarbejder holde tale 1. maj,” siger Ahmad Rashidi, der har forslået DM at kortlægge, hvorfor flere etniske minoritetsarbejdere ikke engagerer sig i fagbevægelsen.

Han tror selv, at en af årsagerne kan være, at de etniske minoritetsarbejdere alt for ofte har følt sig ladt i stikken af fagforeningerne.

“Når angrebene på etnoarbejderne er kommet, så har fagforeningen ikke set fordelen ved at tage fat i dem,” siger Ahmad Rashidi.

Han har tidligere arbejdet som pædagog og vikar på døgninstitutioner og oplevet flere situationer, hvor han ville ønske, at fagforeningerne havde han og hans kollegers ryg.

“Vi blev overfaldet på lige fod med vores danske kolleger og kaldt bøsserøve og kællinger, men vi blev også kaldt perkere og fik revet vores tørklæder af. Men jeg oplevede ikke, at fagforeningerne stod solidarisk ved vores side.”

Da Finansministeriet i 2018 fremlagde en beregning på, at ikke-vestlig indvandring kostede statskassen 33 milliarder kroner, spurgte en af Ahmad Rashidis daværende kollegaer, om “hans slags” var det værd.

“Jeg tog telefonen og ringede til arbejdspladsens fagforening og fortalte om sagen. De sagde, at det var frygteligt, men bad mig tale med min leder,” siger Ahmad Rashidi og tilføjer:

“De skulle have ringet til min chef og spurgt, hvordan arbejdspladsen forholdt sig til det, hvad deres politik og praksis var og få en redegørelse. Og hvis det ikke gik hurtigt nok, ville jeg håbe, at de stod ved min arbejdsplads dagen efter. På barrikaderne for os.”

Lykkes fagforeningerne ikke med at omfavne den moderne arbejdsstyrke, frygter Ahmad Rashidi, at de spiller fallit. Og forsvinder.

“Jeg håber, at fagforeningerne tager teten til sig. Ellers skal de vænne sig til, at etnoarbejderne melder sig ud, eller at sådan nogle som jeg laver deres egen fagforening, hvor mangfoldighed er det bærende element.”