Medarbejdere fra Arken: Vi oplever kaos, utryghed og mistænkelige fyringer

Da Marie Nipper blev direktør for ARKEN i 2022, skulle der store forandringer på bordet. Under den tidligere ledelse havde et giftigt arbejdsmiljø udløst hele tre påbud fra Arbejdstilsynet, og nu var det blevet hendes opgave at ændre tingene med en række nye initiativer.

Et af dem blev de såkaldte 'Magic Mondays' – det nye navn for museets fællesmøder om mandagen, hvor der jævnligt kom oplæg om, hvordan man kunne gribe arbejdet anderledes an. En af de første Magic Mondays handlede om 'The Southwest Airlines Way', en særlig amerikansk virksomhedsfilosofi, hvor man blandt andet prioriterer ansattes tilfredshed og har fokus på åben kommunikation, gensidig respekt og anerkendelse.

I forlængelse af oplægget om personalets afgørende rolle blev en af øvelserne, at medarbejderne pludselig skulle i fokus og stille sig på række efter, hvor længe de havde været på ARKEN.

Men hvis medarbejderne på ARKEN blev bedt om at stille sig på den samme måde igen her to år senere, ville der være nogle huller i rækken. Flere af medarbejderne, også blandt dem, der stod i den erfarne ende af rækken, blev i oktober fyret efter en kamp om arbejdsforhold.

Mange af de resterende medarbejdere i rækken ville næppe genkende, at værdierne om personalepleje fyldte i forløbet op til fyringerne og efterfølgende. Sådan lyder det samstemmende fra ti nuværende og tidligere medarbejdere på tværs af afdelinger og fagligheder, som Akademikerbladet har talt med den seneste tid.

De fortæller historien om en leder, der blev hentet ind for at redde arbejdsmiljøet og tændte et håb i de hårdtprøvede medarbejdere, men som har fejlet og i dag har efterladt et arbejdsmiljø, hvor utryghed, kaos og mistillid regerer.

Henrik Lambrecht Lund, der som lektor på Roskilde Universitet forsker i arbejdsliv, har set vidnesbyrdene i denne artikel og har en særdeles hård dom over Marie Nipper.

”Hvis det er, hvad det ligner, er det svært at se hvordan ARKENs direktør kan fortsætte som leder. Jeg har fulgt sagen længe, og der er ikke noget der indikerer, at direktøren er i stand til at få styr på arbejdsforholdene. Ledelsespraksis på ARKEN medfører omkostninger for medarbejderne, der er uacceptable,” siger han.

Marie Nipper har ikke haft mulighed for at stille op til et interview inden deadline, men har fremsendt en række skriftlige svar. Her skriver direktøren, at hun ikke kan genkende billedet, kilderne tegner.

”Vi arbejder for det modsatte, men afskedigelser og udfordret økonomi skaber altid – med rette – utryghed i en organisation. Men det generelle billede, som tegnes her, er ikke noget jeg kan genkende i dag, og jeg hører heldigvis, at mange medarbejdere synes, at ARKEN er i en positiv udvikling og er glade for at være på museet,” skriver Marie Nipper.

Medarbejdere frygter konsekvenserne

De ti nuværende og tidligere medarbejdere, der optræder i denne artikel, har ønsket at være anonyme. Flere andre kilder er faldet fra undervejs af frygt for konsekvenserne, hvis de bliver identificeret.

"Jeg er virkelig bange, for i mine øjne har Marie Nipper vist, at hun er villig til at fyre folk, der viser utilfredshed. Egentlig ville jeg helst bare sætte mine skyklapper på og lave mit arbejde. Men jeg føler, at jeg er nødt til at udtale mig, for det, der er foregået på ARKEN, er helt forkert," fortæller en af kilderne.

Selv mener direktør Marie Nipper, at der er plads til uenighed.

”Vi har afskediget på grund af omorganisering. Hverdagen på en arbejdsplads rummer masser af situationer, hvor folk ytrer forskellige holdninger. Det spændingsfelt er kun med til at gøre en ledelses beslutningsgrundlag bedre, og sådan har vi det også på ARKEN. Og vi har et arbejdsmiljøudvalg og samarbejdsudvalg, hvor vi har gode og konstruktive samtaler om det, der måtte være,” skriver Marie Nipper.

Tragic mondays 

Det startede godt, da Marie Nipper som ny direktør satte gang i en række tiltag under overskriften 'Arken i balance'. Mest markant var 15 lønnede restitutionsdage om året for fuldtidsansatte.

Tiltaget kom efter et påbud fra Arbejdstilsynet i 2022, hvor ARKEN blev påbudt at "sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer ansattes sundhed på kort eller lang sigt" for de ansatte i kunstafdelingen. Da Arbejdstilsynet kom forbi i starten af juni 2023, blev de sidste to påbud løftet.

Alt virkede til at gå den rette vej.

"Vi var som medarbejdere virkelig pressede på, at vi havde følt os dårligt behandlet af den tidligere ledelse, og at vi havde et stort arbejdspres. Restitutionsdagene var en måde at få lidt pusterum ind på, men det var først og fremmest en befrielse, at der var en direktør, der viste, at hun faktisk ville os medarbejdere godt," fortæller en kilde.

En anden beskriver, hvordan Marie Nipper næsten blev set som en slags helt, der gentændte et håb hos de pressede medarbejdere og skabte forhåbninger for fremtiden.

"Hun er jo den her stærke kvinde med masser af succes. Så der er jo ligesom alle de rigtige stikord forbundet til hende. Vi glædede os alle sammen til, at det nok skulle blive godt fremover."

En tredje medarbejder lægger vægt på, at direktøren virkede sød, talte om medarbejderomsorg og at hendes dør altid var åben: "Det havde vi virkelig brug for at høre, så starten var meget positiv."

Men der var også allerede tidligt i forløbet en fornemmelse blandt flere kilder om, at der var langt mellem direktørens ord og museets virkelighed.

"Hun havde tænkt en masse gode tanker, inden hun startede og for alvor forstod arbejdspladsens virkelighed. Da en timelønnet medarbejder for eksempel spurgte, om hun var klar over, hvor mange på ARKEN, der var timeansatte og ikke fik gavn af initiativet, virkede hun ikke til at vide det og affejede spørgsmålet. Restitutionsdagene var virkelig gode for nogle, og mange var glade. Men hun må også allerede der have vidst, at økonomien ikke ville kunne bære det i længden."

Marie Nipper skriver til Akademikerbladet, at det blev meldt klart ud fra begyndelsen, at timelønnede ikke var omfattet af restitutionsdage.

”Disse dage med betalt fri blev indført for at aflaste de fuld- og deltidsansatte, der oplevede et stort arbejdspres, i en sådan grad, at det havde medført et påbud, før jeg tiltrådte. Den samme nødvendighed er der ikke, hvis man arbejder 8 timer om måneden, men derudover var - og er - timelønnede en del af ’ARKEN i Balance', hvor der i alle afdelinger er blevet gennemgået muligheder for at skabe fordybelse og ro til arbejdet," skriver Marie Nipper.

Oplevelsen af, at retorikken fra ledelsen var præget af virkelighedsfjerne idéer, betød ifølge flere af kilderne, at der ikke gik ret længe, inden Magic Mondays blandt flere medarbejdere blev omdøbt til Tragic Mondays, forklarer en kilde.

"Det blev ofte til en masse varm luft, der virkede fjern fra vores hverdag. Det er snak, og der kommer nogle vigtige initiativer fra oven. Men det er helt frakoblet fra vores hverdag."

Men det afgørende tidspunkt, hvor de ti fik et forandret forhold til direktøren, kom for alvor få uger efter, at påbuddene var blevet løftet i starten af juni 2023.

Et vendepunkt 

Da Arbejdstilsynet kom på besøg i juni 2023 for at følge op på et påbud om dårligt arbejdsmiljø, argumenterede ARKEN for, at man havde rettet op på problemerne – blandt andet fordi der var indført restitutionsdage.

Men blot 29 dage efter, at Arbejdstilsynet ophævede påbuddet, blev restitutionsdagene afskaffet. I samme omgang blev regler om overarbejde opsagt, og automatiske lønreguleringer fjernet uden varsel.

På det tidspunkt havde medarbejderne ingen overenskomst, men var dækket af ARKENs eget såkaldte administrationsgrundlag, der lagde sig op ad den kommunale overenskomst – og nu var det altså blevet markant ændret, forklarede Marie Nipper på et fællesmøde i filmsalen torsdag den 29. juni.

Flere kilder beskriver en Marie Nipper, der skøjtede hen over, at det var store forringelser i arbejdsvilkårene.

"Hun stod der med et smil og anerkendte ligesom ikke, hvor voldsomt det var – det føltes både virkelighedsfjernt og respektløst. Restitutionsdagene kunne jo bare afspadseres i stedet, hvis man arbejdede mere de andre dage, sagde hun. Så meget for at gøre op med arbejdspresset," lyder det fra en kilde.

En kilde understreger også, at en stor del af utilfredsheden i forbindelse med det fællesmøde bunder i kommunikationen.

"Det er ikke, fordi Marie Nipper altid skal tage beslutninger, som alle de ansatte bakker op om. Men en leder skal også lede sine medarbejdere på en ordentlig måde. Det er nærmest tragikomisk, når man præsenterer så store forringelser så nonchalant og senere giver udtryk for, at vi helst ikke skal snakke med hinanden om det," fortæller en kilde.

Kort efter mødet forsvandt direktøren og tog på sommerferie, husker en nuværende medarbejder.

"Så gik der hurtigt gang i snakken over kaffeautomaterne. Det var dengang, vi stadig snakkede åbent. Der vidste vi ikke endnu, at vi skulle være bange for at snakke med vores kollegaer om vores arbejdsforhold."

Ifølge Marie Nipper selv var ledelsen åben om, at de betalte restitutionsdage var i en periode på 9 måneder.

”Vi har valgt at fortsætte de ansattes mulighed for at holde pausedag ca. hver anden fredag, da mange er glade for at kunne tage en længere weekend i ny og næ. Museets udfordrede økonomi gjorde det dog ikke muligt at få dem betalt, men der er fuld tillid til, at medarbejdere lægger timerne et andet sted,” skriver direktøren til Akademikerbladet.

Mødet på Hummeren 

Herefter følger et forløb, der er blevet bekræftet af kilderne uafhængigt af hinanden. 

Over sommeren var der en tydelig uro blandt medarbejderne, og mange kontaktede deres fagforeninger. En lille gruppe medarbejdere tog initiativ til et møde med en bredere gruppe af ansatte på tværs af afdelinger. De mødtes med repræsentanter for fagforeningerne HK, DM og Teknisk Landsforbund onsdag den 27. september.

Ishøj Sejlklubs restaurant Hummeren – et diskret rødt træhus med lodrette planker placeret på Ishøj Havn, hvor dagens ret den onsdag var stegt flæsk med persillesovs – dannede rammen.

De fremmødte gav enstemmigt mandat til fagforeningerne til at kræve overenskomstdækning på ARKEN, og medarbejderne delte generelle følelser omkring den aktuelle situation og ledelsens håndtering.

Tre personer meldte sig til at være repræsentanter for medarbejderne i lokalet, hvoraf to blev medafsendere af et brev til ledelsen fra fagforeningerne.

Alle tre medarbejdere blev knap en måned senere fyret sammen med en fjerde medarbejder, der ifølge flere kilder gjorde sig bemærket med at være aktiv i organiseringen af mødet på Hummeren.

Rystede af raseri 

Tidligere på dagen for mødet på Hummeren indkaldte Marie Nipper til et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde om mødet på Ishøj Havn, som hun var blevet bekendt med skulle afholdes.

Af et referat fra mødet fremgår det, at ledelsen "understregede, at det betragtes som illoyalitet at tale dårligt om ledelsen og bag ledelsens ryg", og at "denne form for praksis med at henvende sig til kolleger samt at opføre sig illoyalt over for ledelsen og ARKEN er uacceptabel opførsel på en arbejdsplads". Ledelsen "understregede, at denne opførsel ikke vil blive accepteret fremover."

Marie Nipper mener, at citaterne er taget ud af en sammenhæng, og at de snarere handler om ”trusler fremsat mod ledelsen”.

”Dette gjorde vi også klart i både mundtlig og skriftlig intern kommunikation og på det efterfølgende samarbejdsudvalgsmøde,” skriver Marie Nipper.

Flere kilder fortæller, at der dagen efter blev afholdt møder i flere afdelinger, hvor ledelsen understregede sin modstand mod mødet på Hummeren. En fortæller, hvordan Marie Nipper skældte ud på medarbejderne.

"Hun var klart meget påvirket, vred og rystet. Hun anklagede os for at være illoyale og skabe et dårligt arbejdsmiljø, fordi nogle medarbejdere skulle have følt sig klemt over, at vi afholdt det. Det var helt vanvittigt grænseoverskridende og chokerende, at ens chef reagerer sådan, fordi man har holdt et fællesmøde med sine kollegaer og vores fagforeninger. Hvis budskabet om, at kritik og sammenhold mellem medarbejdere ikke er velkomment, var uklart før, var det det ikke længere."

Samme kilde beskriver et "dybt chok" over ledelsens reaktion.

"Det virkede så uhyggeligt. Det var meget tydeligt, at de ikke syntes, vi skulle holde et møde med vores fagforeninger eller snakke med hinanden om vores arbejdsvilkår," fortæller medarbejderen.

Arbejdslivsforskeren Henrik Lambrecht Lund undrer sig over episoden.

”Der er intet forkert i at tale sammen med hinanden og sine fagforeninger udenom ledelsen. Det bliver ekstra skræmmende, at det ikke bare er et syn fra direktøren, der bare har været en strøtanke, der kom forkert ned på et referat. Det er også blevet udtrykt direkte til medarbejderne fra ledelsen,” siger Henrik Lambrecht Lund.

Marie Nipper skriver, at hun ikke kan genkende den beskrivelse, og at mødet ligger over 10 måneder tilbage.

"Jeg kan dog huske, at jeg deltog på et møde, hvor jeg beklagede, at medarbejdere, der havde utilfredsheder eller kritik, ikke anvendte de fora, vi sammen har sat op i organisationen. For ellers kan vi ikke få et samarbejde op at stå. Vi er nødt til at tale om tingene for ellers er det svært at skabe forståelse og komme bedst muligt videre eller gøre noget ved situationen."

En anden fortælling, der går igen blandt kilderne, handler om et Magic Monday-møde den 2. oktober i museets kantine, hvor økonomichefen fremlagde den dårlige økonomi, der lå til grund for beslutningen om de ændrede lønforhold.

På det møde skulle tre af de medarbejdere, der senere på måneden blev fyret, have gjort sig bemærket hos ledelsen. På mødet, der ellers bød på tavshed fra tilskuerrækkerne, stillede de tre spørgsmål til, hvad ændringerne ville betyde i praksis i forhold til antal timer, udbetaling af løn og andet.

Her fortæller flere kilder, at en af cheferne tydeligt rullede med øjnene, og at flere af spørgsmålene blev besvaret fra forreste række med ryggen til medarbejderne, mens Marie Nipper sad på bagerste række.

Flere beskriver en følelse af, at ledelsen på forhånd havde koordineret sin indsats: De ønskede at forklare den økonomiske situation og derefter lukke ned for alle kritiske spørgsmål. Flere beskriver en følelse af, at chefteamet havde en koordineret indsats for at lukke ned for emnerne.

Ifølge Marie Nipper forsøgte ledelsen at svare på spørgsmålene bedst muligt, men henviste til nærmeste leder, når de handlede om individuelle forhold og kontrakter.

"At en leder på et tidspunkt synes, at spørgsmål kørte i ring, og at nogle oplevede vedkommende som afvisende, kan kun beklages. Hvis ansatte ønskede at diskutere individuelle forhold, blev der henvist til bilaterale møder med nærmeste leder. Og vi talte faktisk om mødet i alle afdelinger efterfølgende, så yderligere spørgsmål og kommentarer kunne stilles," skriver Marie Nipper.

Ifølge hende blev også der brugt mange timer på at holde bilaterale møder med medarbejdere.

En fyldt parkeringsplads

Udefra var der intet unormalt at se på parkeringspladsen foran ARKEN den 30. oktober. Men for de indviede medarbejdere var det bemærkelsesværdigt, at alle ledelsens biler stod på parkeringspladsen den dag.

Ledelsen havde længe været fraværende og blev sjældent set sammen i tiden op til, fortæller flere kilder. Og i dag var de altså mødt op i samlet flok.

Årsagen blev hurtigt klar: fyringsrunde.

Og her blev dagen endnu mere bemærkelsesværdig. For blandt de fire ordinært ansatte, der mistede jobbet den dag, var to af dem de selvsamme personer, der var medafsendere på brevet, der blev formuleret på Hummeren.

En tredje af de afskedigede var valgt som repræsentant på Hummeren-mødet uden at fremgå af brevet.

Og den fjerde ordinære medarbejder, der mistede jobbet, havde repræsenteret de ansatte i Arkens bestyrelse og gjorde sig ifølge flere kilder bemærket ved at være aktiv i organiseringen af mødet på Hummeren. 

En leder blev godt nok også fyret den dag, men samtlige kilder fortæller samstemmende, at der blandt medarbejderne ikke var tvivl om, hvorfor de fire ordinært ansatte var blevet fyret.

Det var medarbejdere, der var enormt passionerede omkring stedet, havde bidraget meget til opgaveløsningen, og som man også havde forestillet sig skulle være en del af museet fremover.

"Jeg tror, at de i første omgang har følt sig trygge ved at stille sig frem, fordi de alle gik så meget op i Arken og løste så vigtige opgaver," siger en kilde.

En af de afskedigede medarbejdere havde ifølge Akademikerbladets oplysninger fået en markant lønforhøjelse få måneder forinden, mens en anden var vellidt og i løbet af sine mange år havde arbejdet i flere forskellige afdelinger.

"Alt peger på, at de også efter en eventuel omstrukturering ville være gode medarbejdere, der enten udførte noget vigtigt eller var dygtige og omstillingsparate. Så det harmonerer på ingen måde med, at de skulle blive fyret af andet end deres fagforeningsarbejde," fortæller en kilde.

Spørger man Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på Roskilde Universitet og forsker i arbejdsliv, forstår han godt, hvorfor de ti medarbejdere har fået tanken om, at fyringer har med deres faglige organisering at gøre.

”Sandsynligheden for, at der er en afgørende, nødvendig omorganisering, der passer med, at det lige er de fire medarbejdere, der skulle blive fyret, virker svær at tro på.”

Han vurderer også, at lønforhøjelsen forinden en af fyringerne tyder på, at fyringen ikke handlede om et fravær af kompetencer.

Han beskriver det som en fagforeningsfjendsk ledelse, hvor man slår ned på medarbejderne, så de bliver bange for at organisere sig og stå sammen.

”I samfundet er der en bred opbakning til, at det ikke er sådanne tilstande, vi ønsket på det danske arbejdsmarked. Jeg kunne måske forestille mig, at den adfærd kunne findes på et uorganiseret arbejdsmarked med østeuropæere – men at det tilsyneladende sker på et prestigefyldt museum, der får massiv statsstøtte, er ikke til at fatte,” siger han.

Marie Nipper afviser, at fyringerne bundede i medarbejdernes arbejde med at få en overenskomst.

”Selvfølgelig gjorde de ikke det. Bestyrelsens formandskab var fuldt ud orienteret om de pågældende afskedigelser i midten af september. Ledelsen og bestyrelsen var allerede på det tidspunkt godt i gang med at diskutere behovet for nye kompetencer i organisationen," skriver Marie Nipper til Akademikerbladet.

I oktober meldte ARKEN sig ind i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv Arbejdsgiver, som har aftaler om overenskomst med blandt andre HK Privat og Teknisk Landsforbund. Således foregår der forhandlinger på vegne af museets ansatte i blandt andet caféen og butikken. Men det er ikke tilfældet for de akademiske medarbejdere.

”ARKEN bakker 100% op om den ’danske model’, og derfor er vi også arbejdsgivermedlem af Dansk Erhverv lige som andre store museer. Og vi er i fuld gang med at tegne overenskomster via Dansk Erhverv,” skriver Marie Nipper.

Søvnløse nætter, manglende appetit, hyppig gråd

Kilderne fortæller samstemmende, at fyringerne blev oplevet som en voldsom eskalation fra ledelsens side. Ledelsen havde godt nok virket utilfredse med, at der blev stillet spørgsmål, men det var et helt uventet skridt.

"Beskeden blev tydelig for os andre. Hvis vi snakkede med hinanden og vores fagforening om arbejdsmiljøet, og hvad vi kunne gøre ved det, så blev det straffet. Det er alt for langt at gå," siger en kilde.

En anden kalder det direkte dumt og for "et enormt tillidsbrud".

"Man kunne have indgået dialog med nogle medarbejdere, der ville det bedste for stedet. I stedet har man taget helt vildt voldsomme midler i brug, der har skabt en frygt og utryghed blandt medarbejderne, vi stadig har i dag."

En tredje kilde fortæller, at det kom som et chok.

"Den leder, der kom og fortalte om arbejdsmiljø og medarbejderomsorg, var pludselig den, der havde skabt en frygtkultur, hvor det står klart, at vi ikke skal snakke med hinanden eller vores fagforeninger. Det er jo amerikanske tilstande, man hører om i en eller anden kapitalistisk kædeforretning, der forsøger at slå ned på medarbejderrettigheder – ikke på et dansk kunstmuseum, der årligt får millioner af kroner fra staten."

Alle ti tidligere og nuværende medarbejdere beskriver, at de oplever, at der siden sommeren har været en eskalerende følelse af frygt, hvor det ikke længere opfattes som acceptabelt at udtrykke kritik eller dele, hvordan man har det med sine kolleger.

"Det har virket for Marie Nipper. Vi er blevet bange for at snakke med hinanden om, hvordan vi har det. Men der er alligevel seks forskellige kolleger fra fem afdelinger, der har talt lavmælt med mig om deres dårlige arbejdsforhold – og jeg er ikke engang medarbejderrepræsentant. Det er svært at holde inde," siger en kilde.

"Jeg har opfordret alle til at gå videre til deres nærmeste leder eller medarbejderrepræsentanter. Men kun to har turdet gøre noget som helst – resten er bange, fordi de har set, hvad der sker med kritiske stemmer."

Marie Nipper skriver til Akademikerbladet, at medarbejdere gerne må gerne tale sammen og med deres leder, når de er uenige om noget. 

"Selvfølgelig må medarbejdere også kontakte deres fagforeninger – og bruge de formelle udvalg og mødefora, som vi har for at udvikle organisationens samarbejde og arbejdsmiljø,” skriver Marie Nipper. 

Hun peger blandt andet på forskellige fora som samarbejdsudvalget, arbejdsmiljøudvalget, 'Arken i balance'-udvalget og whistleblowerordningen.

”Det er uenighed, som flytter os og museet. Vi tror på, at vores beslutninger bliver bedre af, at holdninger brydes – for sådan kan vi kvalificere beslutninger og skabe udvikling. I en organisation skal kritik dog altid udtrykkes på konstruktiv måde, så et samarbejdsudvalg eller ledelse kan reagere på den eller yderligere forklare sine dispositioner,” skriver Marie Nipper.

En medarbejder beretter om, at den generelle utryghed på ARKEN har tvunget vedkommende til at kontakte sin læge, der har henvist medarbejderen til psykolog. Akademikerbladet har set en korrespondance med medarbejderens læge, hvor vedkommende beskriver, at situationen på arbejdet har givet en voldsom stressreaktion med "søvnløse nætter, manglende appetit, hyppig gråd mm.", hvorefter lægen laver en psykologhenvisning.

Samtidig fortæller flere kilder om en kaotisk hverdag efter fyringerne. Medarbejderne havde allerede travlt. Nu er fire gode kolleger væk.

"Marie Nipper kom og gav os håb om at gøre den psykologiske tryghed bedre og lette arbejdsbyrden. Sådan kan man roligt sige, at det ikke er gået."

Ikke manglende sikkerhedsskilt

Med til historien om arbejdsmiljøet på ARKEN hører, at Akademikerbladet har fået aktindsigt i en besøgsrapport fra Arbejdstilsynet for et besøg den 6. maj 2024.

Her fremgår det, at de på besøget ikke har konstateret nogen overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men at der samtidig er behov for et ekstra tilsyn, fordi de har brug for mere viden om arbejdsmiljøet.

Flere kilder mener, at forklaringen til de manglende påbud nok skal findes i medarbejdernes frygt for at tale højt om deres arbejdsmiljø som følge af ledelsens retorik og fyringer.

Den forklaring mener arbejdslivsforskeren Henrik Lambrecht Lund er meget troværdig.

”Det er hundrede procent sandsynligt, at der kan være et arbejdstilsyn uden et påbud, selvom der er så store problemer. Ofte ved alle jo, hvem Arbejdstilsynet taler med. Det er svært at tale om tingene på sådan en arbejdsplads.”

Han peger på, at det i dette tilfælde ikke er et spørgsmål om noget, der er let at se - som for eksempel et manglende sikkerhedsskilt ville være.

”Det er tværtimod blandt andet problemet med, at man er bange for at snakke højt. Så det giver mening, at medarbejderne heller ikke gør det over for Arbejdstilsynet.”

Endte i modsatte grøft

Medarbejderne i denne historie står tilbage med en følelse af, at der er langt fra virkeligheden i dag til de vidtløftige ord om medarbejderpleje, som Marie Nippers indledte sin tid som direktør med.

Tankerne fra 'The Southwest Airlines Way' om åben kommunikation, gensidig respekt og anerkendelse virker langt væk. Det samme gør fire af de kolleger, der stak næsen frem.

"Marie Nipper skabte et håb, hun på ingen måde kunne holde i live. Hun kom med en generøsitet og et løfte om bedre arbejdsmiljø, men er endt i den modsatte grøft, hvor hun presser til det yderste på arbejdsvilkår et år senere. Tingene hænger ikke sammen, og i dag er vi et endnu værre sted, end da hun startede. Det skaber en utryghed, at vi ikke kan stole på hendes lederskab," opsummerer en kilde.