Pludselig sagde ledelsen ja til at fastansætte alle arkæologer: ”Decideret banebrydende”

På Holmegård Værks første sal uden for Næstved sidder 37 arkæologer i et storrumskontor, hvor de blanke glaspartier langs siderne reflekterer et afdæmpet ekko fra de klikkende tastaturer.

”Det er vinter lige nu, og der er ikke så mange udgravninger, så skurvognene er erstattet af kontorarbejde for tiden,” forklarer tillidsrepræsentant Annemette Kjærgård om det fyldte kontor.

Det ligner hverdag på kontoret. Men under overfladen gemmer sig en opsigtsvækkende udvikling, der har skabt håb blandt arkæologer på andre af landets museer: 13 arkæologer på Museum Sydøstdanmark er fra årsskiftet blevet fastansat, så alle i afdelingen nu har et fast job.

”Jeg er jo gammel, så jeg har været i arkæologien i 35 år,” smiler Annemette Kjærgård og banker energisk i mødelokalets bord i takt med stavelserne til pointen, hun har bygget op til:

”Det. Er. Helt. Nyt,” trommer hun, inden hun kigger op og sætter trumf på:

”Decideret banebrydende. Intet mindre.”

Arkæologi har ofte været et fremhævet eksempel på et arbejdsområde, hvor det er svært at få en fastansættelse. En undersøgelse af museumsansatte medlemmer af DM i 2021 viste for eksempel, at knap 40 procent af de beskæftigede arkæologer i Danmark var projektansat.

De tidsbegrænsede kontrakter løber alt fra seks uger til et helt år og afhænger af projektets størrelse. Det betyder, at arbejdet kan skifte alt efter sæsonen, og at arkæologer må flytte efter projekterne.

”Vi er akademikernes jordbærplukkere,” konstaterer Annemette Kjærgård.

Sådan er det ikke længere på Museum Sydøstdanmark, hvor samtlige 37 arkæologer nu er fastansat.

Men der skulle en medieskandale, selvransagelse og økonomiske bekymringer hos bestyrelsen til, før det blev en realitet.

Banken afviste boliglån

At betydningen af en fastansættelse er stor, kan Brian Westen skrive under på. Han blev første gang ansat i en projektansættelse på et halvt år i 2016 og blev siden på Museum Sydøstdanmark med projektansættelse efter projektansættelse.

”Man begynder jo at kunne se et mønster med, at man nok også får en projektansættelse mere. Men uroligheden slipper aldrig – for er jeg her, eller er jeg pludselig arbejdsløs næste måned?”.

De korte ansættelser betød, at Brian Westen ikke kunne få arbejdsløshedsforsikring eller tegne et lån til et hus.

”Jeg ville jo vildt gerne flytte tættere på arbejdet herude, men banken så jo bare, at jeg var på en midlertidig kontrakt, og så blev det hurtigt til et nej. Der bliver man virkelig træt af situationen,” forklarer han.

Tillidsrepræsentant Annemette Kjærgård peger også på, at medarbejderne ikke har stået alene med ulemperne ved korttidsansættelser.

”Når der har været behov for færre medarbejdere, har man ofte valgt at sige farvel til dem, hvis kontrakter snart udløb, i stedet for at vurdere, hvilke kompetencer der var nødvendige for de resterende opgaver,” fortæller hun og peger på, at fastansættelserne i dag også gør museet mere attraktivt, når de skal tiltrække dygtige medarbejdere.

Det har hidtil ellers været svært, og der været en tendens til, at dygtige arkæologer forlod branchen på grund af den store usikkerhed i ansættelsen.

Sag om opfarende chef blev startskuddet

Ønsket om fastansættelser er langt fra nyt blandt arkæologerne på Museum Sydøstdanmark.

Den rituelle stammedans er danset mange gange gennem årene: Medarbejder ytrer først et ønske om fastansættelse, og ledelsen svarer så, at den har forståelse for ønsket, men at der ikke er økonomi til det. Og så går hverdagen videre med de mange projektansættelser. Det betød, at arkæologerne efterhånden mistede troen på, at der er nogensinde ville blive ændret på det.

Men i juni 2023 blev ledelsen pludselig anderledes lydhør.

I månederne op til havde netmediet Frihedsbrevet skrevet en række kritiske artikler om arbejdsmiljøet på museet. Noget af kritikken var rettet mod daværende museumschef Thorbjørn Kolbo, der blev beskrevet som dominerende og opfarende.

Han gik af, en omorganisering blev sat i værk, og bestyrelsen stillede en klar opgave til museumsdirektøren: Øg medarbejdertrivslen.

Dårligere trivsel blandt arkæologerne

Historierne om det dårlige arbejdsmiljø beskrevet i Frihedsbrevet havde egentlig ikke ret meget med arkæologerne at gøre – de var sjældent i berøring med den tidligere museumschef.

Men da et eksternt konsulenthus blev sat til at undersøge arbejdsmiljøet på Museum Sydøstdanmark, øjnede medarbejderne en mulighed for forandring.

”Man vil helst ikke være for højlydt og til besvær som korttidsansat, der gerne vil have den næste kontrakt. Men her tog vi bladet fra munden. Hvis ikke vi greb chancen for at rykke på problemerne nu, så ville vi aldrig nogensinde kunne lave noget som helst om,” fortæller Annemette Kjærgård.

Undersøgelsen dokumenterede, at trivslen blandt arkæologerne var dårligere end blandt andre ansatte på museet.

Særligt manglende indflydelse og tilslutning til arbejdspladsen bonede ud i resultaterne. Og i den del af undersøgelsen, hvor arkæologerne kunne komme med kommentarer, blev det tydeligt, at forklaringen på den dårligere trivsel skulle findes i ansættelsesforholdene.

Resultater overraskede ikke

Tillidsrepræsentanterne skulle nu til møde med cheferne. Endnu en rituel stammedans, hvor førstnævnte gentog ønsket om fastansættelse, og sidstnævnte gentog deres økonomiske bekymringer, tænkte Annemette Kjærgård.

Men til hendes overraskelse var ledelsen lydhør. Lederne mente, at tiden var inde til fastansættelser. Annemette Kjærgård gjorde sig umage med at holde masken til mødet, men indeni var glæden enorm.

”Vi har kæmpet for det her i så mange år, at vi var ved at miste håbet. Så det var virkelig stort,” husker hun.

Kulturarvschef Kristoffer B. Pedersen sad sammen med museumsdirektør Keld Møller Hansen på den anden side af bordet med den gode nyhed.

”Resultaterne fra undersøgelsen var ikke gode, men det kom jo ikke som nogen overraskelse,” erkender Kristoffer B. Pedersen og peger på, at der tidligere er blevet fastansat en eller to om året for at imødekomme problemet.

”Vi har været igennem det før. Men i og med at vi havde tilkendegivet, at vi ville tage trivslen alvorligt efter mediesagerne, måtte vi gøre os ekstra umage.”

Nu var der bare tilbage at overbevise bestyrelsen.

Misforstået barmhjertighed

Kristoffer B. Pedersen forklarer, at der altid har været en række stopklodser for, hvorfor man ikke for alvor ændrede på ansættelsesforholdene.

Først og fremmest handler det om branchens særlige konjunkturer. Faste ansættelser har aldrig været normen i arkæologi, fordi finansieringen afhænger af mængden af byggeri og dermed udgravninger i området. Hvor mange arkæologer der er råd til, går derfor op og ned.

”Vi sidder på et glasværk, der er gået konkurs to gange. Vi har et ansvar for, at det ikke gentager sig med vores museum. Og der har vi haft en forestilling om, at det bliver rigtig dyrt, hvis vi skal opsige faste medarbejdere frem for at lade en kontrakt udløbe.”

Men da de satte sig for at lave en intern rapport med beregninger for et worst case scenarie til bestyrelsen, blev de klogere. Hvis alle arkæologiske udgravninger stoppede i området, alle skulle fyres, og alle meldte sig syge i opsigelsesperioden, ville det koste 500.000 kroner.

”Og det er jo ikke særlig meget i det store billede,” erkender han.

I samme rapport lavede de et overblik over opgaver og finansiering i fremtiden. Den tegnede et billede af opgaver langt ud i fremtiden, fordi Køge-egnen har så mange planlagte byggeprojekter.

”Selv hvis alt udgravningsarbejdet skulle stoppe, har vi så mange opsparede timer til rapportskrivning, at folk ville have nok at lave til længere tid end deres opsigelsesvarsel.”

Foruden det økonomiske hensyn, var der også en slags misforstået barmhjertighed fra kulturarvschefen, erkender han. En fyringsrunde fra 2013 med tårer og sorg gjorde så stort indtryk på Kristoffer B. Pedersen, at han tænkte, at det var hårdere for folk at blive opsagt, end at deres kontrakt udløb.

”Jeg er blevet gevaldigt meget klogere efter at have snakket med vores tillidsrepræsentant. For selvom tårerne ved en opsigelse er tydelige, gemmer der sig måske endnu flere negative følelser hen ad vejen, når man ikke er fastansat – og dem holder man nok igen med at fortælle mig om.”

Flere fastansættelser i museumsverdenen

Arbejdet, der gik i gang inden sommerferien 2023, kulminerede så inden jul, da bestyrelsen lavede en endelig godkendelse af fastansættelserne.

Aftalen blev, at medarbejdere med mere end et år i projektansættelse skulle fastansættes. Da kontrakterne så skulle ud blev det klart, at der var to arkæologer, der ikke levede op til de krav.

”Men dem syntes vi også, at vi skulle tage med i den her omgang.”

Udviklingen er blevet taget imod med nysgerrighed fra andre museer, forklarer Annemette Kjærgård. For nyligt var hun til et møde med tillidsrepræsentanter i museumsverdenen.

”Folk troede simpelthen, at det var løgn. De ville vide alt om, hvordan vi gjorde, og se vores aftale. Det er en stor ting. Og nu håber jeg bare, at det kan sprede sig.”

Det samme håber Brian Westen, der selv blev fastansat i 2021 efter fem års kontrakter. For fastansættelser har enorm betydning for arkæologer.

”Det giver både en følelse af tryghed, og af at man faktisk bliver værdsat. Som projektansat ved du aldrig, om du er købt eller solgt, men som fastansat kan du puste ud og for alvor knytte dig til stedet.”

Fastansættelsen betød, at han fik et lån i banken og nu har købt et hus i området.

”Jeg glæder mig virkelig til at sætte mig i min egen have og nyde den tryghed, jeg har fået.”