Dansk Magisterforening

Får du også hjælp fra bedsteforældrene, når hverdagen med børn skal hænge sammen?

Henrik Hvenegaard Mikkelsen er forfatter til bogen 'Børnevælde' og selv far til to børn på to og otte år.

Podcast Af Michael Ørtz Christiansen
Del artikel:

Inddrag bedsteforældrene mere, og få energi til at lave andre ting, lyder opfordringen fra antropolog og forfatter Henrik Hvenegaard Mikkelsen i Akademikerbladets podcast 'Ha' en god dag skat', hvor vi undersøger, hvordan man får hverdagen til at hænge sammen.

It takes a village to raise a child.

Så hvorfor i alverden bruger vi som forældre så ikke den landsby, opgang, vennekreds, familie eller aldrende fru Grøn længere nede ad vejen til at hjælpe med at få hverdagen til at hænge sammen med både familieliv og karriere?

Det spørgsmål er oppe at vende i Akademikerbladets podcast ’Ha’ en god dag skat’.

Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der er antropolog, museumsinspektør på Moesgaard Museum og forfatter til bogen ’Børnevælde’, har et bud på et svar.

”Mange har svært ved at give børnene fra sig, fordi der er de her idealer om, at det først og fremmest er forældrene, der skal stå for opdragelsen,” siger han.

Det er ærgerligt for både børn, forældre og bedsteforældre, mener han. For børn og bedsteforældre ville få et tættere forhold, og:

”Forældrene vil få frigivet noget energi til at lave andre ting,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Kan I hente børnene på mandag?

Podcastvært Caroline Cecilie Olesen har sat bedsteforældrene på dagsordenen i podcasten, som du kan høre i afspilleren herover.

For hvilken rolle spiller de i at få hverdagen til at køre for fuldtidsarbejdende forældre?

Alt for lille, mener Henrik Hvenegaard Mikkelsen, selv om han anerkender, at mange børnefamilier bruger bedsteforældrene som hjælp til at bringe og hente, hvis arbejdet for eksempel kræver forældrenes tilstedeværelse på ydertidspunkter.

Vi har nogle utroligt stærke idealer om, at det er i kernefamilien, at barnet virkelig hører til, og at det derfor er der, opdragelsen skal ske

Henrik Hvenegaard Mikkelsen

Det har han som far i en familie med to børn på to og otte år selv benyttet sig af.

”Men det gik op for os, at vi kun havde besøg af bedsteforældrene, når vi havde brug for dem. Når de skulle udføre en opgave for os. Og så opstod der sådan en gældsforhold, fordi de kom og gjorde os en tjeneste,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Familiens projektkoordinator

Antropologens pointe er, bedsteforældrene – og andre familiemedlemmer for den sags skyld – er for langt væk fra opdragelsen af børnene, og at de oftest føler sig som gæster i deres børnebørns hjem og derfor heller tager aktiv del i opdragelsen.

Til dels fordi forældrene ikke lader dem gøre det.

”Der er en stærk forventning om, at det er forældrene, der tager de svære opgaver. Vi har nogle utroligt stærke idealer om, at det er i kernefamilien, at barnet virkelig hører til, og at det derfor er der, opdragelsen skal ske,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Det vilde for mig er, at vi har så svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, vi altid har gjort

Henrik Hvenegaard Mikkelsen

Sådan er det ikke nødvendigvis, fordi forældrene ikke vil fralægge sig noget af opdragelsesansvaret.

”Men der er nærmest en forventning om, at forældrene skal have sådan en koordinerende rolle, hvor de bliver projektledere, der ringer og beder bedsteforældre om hjælp for at få det hele til at køre,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Giv slip!

Han opfordrer forældre til at give slip på noget af kontrollen og inddrage bedsteforældre og gerne flere familiemedlemmer i opdragelsen af børnene.

Ha' en god dag, skat

Får du nogle gange ondt i maven, når du henter dit barn efter klokken 16? Men også når du smutter tidligere fra jobbet for at nå det hele?

I ’Ha’ en god dag skat’ gør Caroline Cecilie Olesen sit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik – både fra andre fuldtidsarbejdende småbørnsforældre og fra sig selv.

Find podcasten her, eller hvor du normalt hører dem.

”Det er måske en vild og provokerende tanke, men det vilde for mig er, at vi har så svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, vi altid har gjort på tværs af kulturer og faktisk også i Danmark indtil for nylig,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Potentialet er stort, mener han. Både for børn, forældre og bedsteforældres trivsel. Og derfor også i forhold til at få arbejds- og familiekabalen til at gå op.

”Jeg vil gerne nå dertil, hvor man ikke føler, at man beder nogen om en tjeneste. Hvor det forhold er opløst. Hvor bedsteforældrene er en naturlig del af familien, så det lige så meget er for deres egen skyld, når de passer ens børn, og så det ikke forældrene, der beder om en tjeneste”.

}