Spiller du netværksspillet? Mandlige forskere excellerer i det

Kun hver fjerde danske professor er kvinde.

Og selv om der ér kommet flere kvindelige professorer de seneste mange år, er det stadig en langsom udvikling mod en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i forskningens top. 

Det er ikke nyt. Det er mest overraskende er egentlig, at man har ønsket at ændre på kønsbalancen i 20 år, og at der ikke sker mere, mener sociologiprofessor Nanna Mik-Meyer.

”Der er ingen grund til at tro, at man ikke mener, at man vil ændre det, men det går for langsomt med udviklingen. Og når det også er inden for områder, hvor der i mange år ikke har været noget galt med fødekæden, kan man ikke kun forklare det med, at det er historiske forhold,” siger Nanna Mik-Meyer fra Copenhagen Business School.

Hun har sammen med professor Margaretha Järvinen fra Københavns Universitet skrevet bogen 'Køn og karriere i akademia'.

Her undersøger de, hvordan man får en succesfuld akademisk karriere på baggrund af interviews med 173 lektorer og professorer på danske universiteter.

De to udlægger en række oversete faktorer, som de mener ikke får nok fokus. 

Her er fem af de væsentligste pointer.

1. Mænd excellerer i netværksspillet

”I dag er vi alle sammen både forskere og sælgere,” siger en af de forskere, der er interviewet i bogen.

Et godt netværk har stor betydning for, om du får optaget din forskningsartikel i et anerkendt tidsskrift. Og der excellerer mænd i dag, fortæller Nanna Mik-Meyer.

”Det gik hurtigt op for os, at de mandlige forskere netværkede meget mere, end vi havde fantasi til at forestille os,” siger hun.

Mange af de mandlige forskere forbereder for eksempel kaffemøder forud for faglige konferencer med folk, de vurderer er godt positioneret inden for deres felt.

”Man forsøger at få nogle sociale relationer med ønsket om, at de kan resultere i publikationer i tidsskrifter med et meget lille nåleøje,” siger Nanna Mik-Meyer.

Og netværk er ikke uden betydning. Inden for bestemte forskningsfelter kan bedømmeren se navnet på den, der sender sin artikel ind til publicering. Og det kan man bruge strategisk, hvilket flere af mændene gør ved at præsentere deres udkast til artikler til anerkendte forskere, som de kan takke på artiklens første side.

”Hvis man ved, at den, der bedømmer ens forskning kender dit navn og kan se alle dem, du har været i kontakt med, er der en pointe i at sørge for at koble forskningen op på så mange stærke navne som muligt,” siger Nanna Mik-Meyer.

Mændene inviterer også de mulige kontakter til middag eller til besøg på deres eget institut.

Det er ikke fordi, at kvinderne ikke er sociale, understreger Mik-Meyer.  De er det bare ikke så strategisk eller lige så meget.

Det kan blandt andet forklares ved, at topprofessorer stadigvæk mest er mænd, også internationalt. Det kan skabe et ekstra lag af akavethed for især unge kvindelige forskere, som kan frygte, at der bliver læst noget uprofessionelt ind i det, siger Nanna Mik-Meyer.

”Det kan føles akavet for en ung kvinde at spørge: Vil du drikke en kop kaffe og snakke om forskning? til en ældre mand på en konference.” 

En reaktion, Nanna Mik-Meyer ofte får, er, at så må kvinderne jo lære at netværke. Men det mener hun ikke nødvendigvis, er løsningen.

Forskning i køn viser nemlig, at når kvinder bevæger sig ind på et felt, opstår der et prestigetab – og i dette tilfælde kunne man forestille sig, at spillets regler ville ændre sig, mener hun.

“Selv hvis kvinderne fik møvet sig ind og begyndte at netværke, så ville der bare opstå nye regler. Ja, man kunne lære kvinder at netværke, men man skulle måske nærmere se mere på forskningens kvaliteter frem for at lade netværk og publicering i såkaldte toptidsskrifter fylde så meget i bedømmelser.”

2. Mænd undgår det, der ikke tæller på CV’et

Udover forskning skal forskere også påtage sig en række serviceopgaver.

”Alt det, der ofte ikke tæller på CV’et, men som skal tjekkes af,” forklarer Nanna Mik-Meyer.

Og den del bruger kvindelige forskere meget mere tid på end mændene, forklarer hun.

Det kan være udvalgsarbejde, studenterkontakt eller redaktørarbejde.

Tidligere forskning viser, at kvinder bliver spurgt mere om den slags opgaver. Forskningen viser også, at de to køn siger nej tak cirka lige ofte, men når kvinder oftere bliver spurgt, ender de med flere opgaver. 

Nanna Mik-Meyer mener, at institutlederne med fordel kunne lave oversigtsark over, hvem der påtager sig hvilke opgaver, så de sikrer sig, at serviceopgaverne bliver fordelt ligeligt.

“Nogle af mændene i vores studie fortæller, hvordan de helt bevidst gør sig dårlige til at løse den slags opgaver, så de ikke bliver spurgt så meget. Det skulle man jo gerne undgå, kunne lade sig gøre,” siger hun.

Når kvinder bruger mere tid på de her opgaver, er det tid, der går fra deres forskning. Og det giver ikke point på prestigekontoen – men det burde tælle ifølge Nanna Mik-Meyer.

Universiteter i dag har en bred vifte af kriterier ved ansættelser. Udover hvilket tidsskrift du publicerer din forskning i, og hvor mange penge du henter hjem, inkluderer de også, hvordan du klarer din undervisning, hvordan du formidler uden for universitetet og din societal impact – det vil sige effekten af din forskning i den virkelige verden, siger hun.

”Men stort set alle vores interviewpersoner fortæller, at det er forskningen og succes med at få bevillinger, der tæller.”

3. Kvinder bedømmes hårdere i undervisning

Et andet sted, kvinder bruger mere tid væk fra forskningen end mænd gør, er i forberedelsen til deres undervisning. For en del af kvinderne bunder det i, hvordan de bliver vurderet af de studerende, forklarer Nanna Mik-Meyer.

”Masser af forskning, inklusive vores, viser, at kvindelige undervisere bliver bedømt hårdere end mænd. Der er bias i, hvad de studerende forstår som autoritet,” siger Nanna Mik-Meyer, og peger på, at det kan føre til ”overforberedelse”.

Det kan være den kvindelige lektor, der oplever, at de studerende konsekvent henvender sig til den mandlige kollega, hun underviser sammen med. For andre i Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyers studie kan det også være negative kommentarer om en ”skinger stemme”, påklædning eller kvindelige undervisere, der bliver bedt om at smile mere.

Ingen af mændene i bogen kommer med eksempler på, at deres krop eller udseende bliver nævnt i undervisningsevalueringer.

De fleste mænds fokus er på, at deres undervisning blot skal være ”i orden”.

”Nogle af mændene sagde, at deres undervisning bare ikke skulle 'stinke'. At den skulle ligge cirka i midten”, fortæller Nanna Mik-Meyer.

Tiden går fra kvindernes forskning til undervisningsforberedelse, til dels fordi eleverne slår hårdere ned på dem. Det skaber ulige vilkår, fortæller hun.

”Det skal måske forklares for de studerende på forkant, at forskningen viser, at man opfatter kvindelige og mandlige undervisere forskelligt. Så kunne de blive mere klar over, at der er en bias,” foreslår Nanna Mik-Meyer, som også foreslår, at universiteterne tager højde for den bias, når de gennemgår evalueringerne. 

4. ”Kvinde-” og ”mandefelter”

Når et dansk universitet søger en ny professor, er der mange der - i god tro - slår stillingen bredt op, fortæller Nanna Mik-Meyer.

Vi søger en professor i statskundskab, kan der bare stå.

”Så kan alle søge, synes logikken at være. Og det kan de også, men der bliver måske ikke taget højde for fagligt hierarki, når bedømmelserne skal laves” siger Nanna Mik-Meyer.

Inden for alle fagområder er der et hierarki over, hvilke emner der er væsentlige, forklarer professoren.

Og det faglige hierarki er ofte til mænds fordel, fordi de forskningsområder, som mænd traditionelt set beskæftiger sig med, også bliver anset som de mest prestigefyldte og vigtige.

Det kunne være forskning, der henvender sig til et amerikansk publikum, der bliver set som mere centralt, fordi problemstillingerne også er relevante i USA. Jo mere lokal forskningen er, og jo mere specifikt fokus på danske forhold den har, jo mindre sandsynlighed er der for at publicere den i et toptidsskrift, forklarer Nanna Mik-Meyer.

Og når det netop er publicering i toptidsskrifter, der tæller på CV’et, får mændene en fordel. 

Så når en professorstilling bliver slået bredt op, og ansætteren ser på en markør som prestige, falder det ofte ud til mænds fordel.

”Så ender man med endnu engang at vælge en mand, fordi man ikke problematiserer hierarkiet, der i sig selv er kønnet,” siger Nanna Mik-Meyer.

Selvom hun er sikker på, at det er fremragende forskning, der publiceres i de få toptidsskrifter, gætter hun på, at der også er fremragende forskning i andre tidsskrifter.

5. Mandlige professorer mener ikke, at kvinder er lige så kvalificerede

”Hvorfor tror du, der ikke er flere kvindelige professorer?”

Omkring halvdelen af de mandlige professorer ændrede tydeligt adfærd, når forskerne nåede til dette spørgsmål i deres spørgeguide.

De gik i stå, og havde svært ved at svare på spørgsmålet.

Mændenes vævende svar lød blandt andet, at det måtte skyldes gamle kønsroller og noget historisk. Samtidigt mente flere af disse mænd, at nogle kvinder blev ansat på grund af deres køn og fik positiv forskelsbehandling, samtidig med at mændene udtrykte bekymring for, om andre nu tænkte, at kvinder blev ansat på grund af deres køn.

”Der var stress forbundet med spørgsmålet for dem og ofte meget modstridende forklaringer hos den enkelte. Da vi analyserede deres svar, kunne vi kun forklare deres væven og ambivalens med, at de ikke helt tror, at kvinder er lige så kvalificerede . Men det er ikke sikkert, de selv er helt klar over, at de synes det,” siger Nanna Mik-Meyer.

Det er et væsentligt forhold, som må tænkes at spille ind i bedømmelsessammenhænge, siger hun. 

Men måske peger det på noget generationelt, for holdningen var ikke lige så udtalt, da forskerne spurgte de mandlige lektorer, som har en lavere gennemsnitsalder.

”Det kan være et generationsspørgsmål, hvilket vil sige, at det i fremtiden måske ikke er lige så udtalt et problem. Men det kan vi kun spå om,” siger hun.

Kun talt med succeserne

Selvom der er problematiske forhold og minusser for kvindelige forskere, synes mange alligevel, at der er mange ting på plussiden i jobbet, siger Nanna Mik-Meyer.

”Mange ser forskning som et spændende job med stor fleksibilitet,” siger hun.

Der er dog et forbehold.

”Det er klart, at vi jo ikke har undersøgt dem, der har forladt akademia helt. Dem ved vi ikke noget om,” siger Nanna Mik-Meyer.

”Vi har jo kun talt med succeserne, dem, der er lektorer, og professorer, dem der fik en fast stilling. Men lur mig, om ikke nogle kvinder forlader akademia, fordi miljøet ikke er noget for dem.”