To personer kæmper om posten som forperson for DM
Janne Gleerup og Anne-Mette Wehmüller stiller begge op til valget som forperson for DM. © Privatfoto/Helga Theilgaard
Det bliver en dyst mellem en erfaren DM-politiker og et nyere navn, der dog også kommer med vægtig politisk erfaring. Flere HB-medlemmer har allerede besluttet, hvem de støtter.
For første gang siden 2000 skal DM’s forperson findes ved et kampvalg. Ved opstillingsperiodens udløb står det klart, at to kandidater stiller op til valget.
Valget kommer til at stå mellem en gammel kending i det DM-politiske system – Janne Gleerup – og Anne-Mette Wehmüller, som er et relativt nyt navn i DM-politik.
Janne Gleerup er lektor og forsker i arbejdsliv på Roskilde Universitet, hvor hun også er fællestillidsrepræsentant. Som forsker er hun især kendt for sine studier af det prekære arbejdsmarked. Hun har været politisk aktiv i DM i en årrække og siddet i hovedbestyrelsen fra 2017. Siden 2022 har hun desuden været forkvinde for Akademikerpension.
”Der er brug for en dagsordensættende fagforening, som har visionær vilje og styrke til at gøre en forskel. Bliver jeg valgt som ny forperson, vil jeg kæmpe for at synliggøre, at DM's medlemmer hver eneste dag skaber værdi, på arbejdspladsen såvel som til gavn for samfundet,” skriver Janne Gleerup i det Linkedin-opslag, hvor hun annoncerer sit formandskandidatur.
Folketingskandidat for SF
Anne-Mette Wehmüller er cand.mag. i europastudier og engelsk og arbejder som sekretariatschef for Dansk Kunstnerråd.
Hun er formand for DM Leder, hvor hun har været bestyrelsesaktiv siden 2019. Siden 2022 har hun siddet i DM’s hovedbestyrelse.
Også Anne-Mette Wehmüller har offentliggjort sit kandidatur på Linkedin. I opslaget skriver hun, at hun har sit fokus på fem hovedtemaer: Det bæredygtige arbejdsliv; digitalisering af akademisk arbejde; lønvilkår, løngennemgennemsigtighed, lønåbenhed; pensionsalderen og genforhandling af velfærdsaftalen; kandidatreformen.
Valg i DM
I 2024 skal DM’s forperson, hovedbestyrelse og de politiske sektorer vælges blandt medlemmerne. Det vælges for perioden 2025-2027.
Der er 2 kandidater til forperson, 55 kandidater til hovedbestyrelsen og 107 kandidater til sektorbestyrelserne.
Valget starter den 23. september, og du kan afgive din stemme frem til den 7. oktober 2024 kl. 10.00.
Et fællestræk for de to kandidater er en partipolitisk baggrund på venstrefløjen – dog i to forskellige partier.
Janne Gleerup sad i Enhedslistens hovedbestyrelse frem til 2014. Anne-Mette Wehmüller har været opstillet for SF både til Folketingsvalget og Europaparlamentsvalget. Hun har siddet i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og været rådmand fra 2005 til 2012.
Selv om selve valghandlingen først begynder den 23. september, er der allerede flere markante DM-politikere, der i kommentarer til Janne Gleerups opslag har erklæret, at de støtter hende.
Det gælder således Olav Bertelsen og Frederik Hertel og Brian Arly Jacobsen, der er fællestillidsrepræsentanter på henholdsvis AU, AAU og KU, Tommy Dalegaard Madsen, der er formand for DM professionshøjskoler samt Gertrud Knudsen, formand for DM Bio.