Vil du læse mere om professionshøjskoler og erhvervsakademier?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver nyt om professionshøjskoler og erhvervsakademier
Sådan kommer professionsforskningen ud over rampen
En strategi kan give ro og tid til udvikling. Men politikerne skal ikke blande sig i forskningen, siger Janne Hedegaard Hansen, forskningsleder på KP's pædagoguddannelse.
En national strategi skal sikre, at mere professionsrettet forskning bliver bragt i anvendelse, anbefaler ny rapport. Ideen bakkes op af forskere og tænketank – men det må aldrig blive en politisk beslutning, hvad der skal forskes i, understreges det.
For meget praksisrettet forskning af høj kvalitet ender i en skrivebordsskuffe og bliver ikke anvendt i kommuner og virksomheder. Det problem skal en national strategi rette op på.
Sådan lyder anbefalingen fra DFiR, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd, der har evalueret rammerne for 10 års forskning og udvikling på landets professionshøjskoler og erhvervsakademier.
En national strategi kan sikre robuste vidensbroer mellem forskningsmiljøerne og interessenterne, siger formand for DFiR, professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet.
”Travle daginstitutioner, skoler og små virksomheder har ikke på samme måde som sundhedssektoren en tradition for at implementere forskningsbaseret viden. Der findes enkelte ressourcecentre, der fungerer som brobyggere, men det er langtfra tilstrækkeligt”, siger Frede Blaabjerg.
Det er vigtigt at sikre mere volumen på små forskningsprojekter, flerårige bevillinger og en prioritering af forskningsindsatserne, påpeger han.
”Det kræver en revideret tilgang, hvis man vil understøtte forankringen af ny viden ude i praksis”, siger Frede Blaabjerg.
Forskningsleder: Svært at skabe kontinuitet
Omsætningen af viden til praksis er et problem, man genkender i professionshøjskolernes forskningsmiljøer. Det fortæller Janne Hedegaard Hansen, der er forskningsleder på Københavns Professionshøjskoles (KP) pædagoguddannelse.
”Medarbejdere og kommunale beslutningstagere er i forvejen travle med mange projekter og strategier, og de bliver indimellem skeptiske, når vi kommer med nye projekter, metoder og strategier, der skal udvikles og implementeres”, siger Janne Hedegaard Hansen.
Det er snarere reglen end undtagelsen, at medarbejdere, ledere og kommunalbestyrelser er skiftet ud, når et femårigt forskningsprojekt er ved vejs ende.
”Og midt i tumulten sker der tit det, at man vender tilbage til den praksis, man kendte, så snart forskeren er ude af døren”, forklarer Janne Hedegaard Hansen.
Især på det specialpædagogiske område vil det være meningsfuldt, at politikerne beslutter en national strategi, der kan sikre længerevarende partnerskaber, mener hun.
”Beslutningen om at skabe tilstrækkelig tid og ro til udvikling og omsætning af ny viden kan en national strategi understøtte. Men længere skal den politiske indblanding ikke gå”, understreger Janne Hedegaard Hansen.
DEA: Små miljøer er en barriere
Professionshøjskolerne tegner sig kun for tre procent af forskningsbevillingen på finansloven, cirka 300 millioner kroner. Tilsammen beskæftiger godt 600 ansatte sig med forskning og udvikling på landets 7 professionshøjskoler, inklusive Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Barriererne for vidensomsætning mellem forskning og praksis kan ikke ses isoleret fra de små miljøer. Det siger Tobias Høygaard Lindebjerg, der er underdirektør i uddannelsestænketanken DEA og selv tidligere chef for forskning og udvikling på KP.
”Spørgsmålet om finansiering udestår efter DFiR-rapporten. Inden for rammerne af den opgave, institutionerne har, er det oplagt at tilføre flere penge. Men det skal balanceres over for andre forskningspolitiske prioriteringer”, lyder vurderingen fra Tobias Høygaard Lindebjerg.
Man vender tilbage til den praksis, man kendte, så snart forskeren er ude af døren.Janne Hedegaard Hansen, forskningsleder på KP’s pædagoguddannelse
En national strategi skal ikke nødvendigvis give politikerne adgang til at fastlægge, hvad der skal forskes i, siger han.
”Men en bredt involverende strategiudvikling kan bidrage til at tydeliggøre, hvor øget specialisering mellem institutionerne kan give værdi. Rollefordelingen og forventningsafstemningen mellem parterne, der deltager, bliver forhåbentlig også tydeligere. Det er langtfra alle problemer, hvor forskningen kan bidrage til en løsning i indeværende eller næste valgperiode”, siger Tobias Høygaard Lindebjerg.
Hvordan skal kagen skæres?
Forskningen og udviklingsopgaverne skal også komme de studerende og uddannelserne til gavn. Det påpeger Tommy Dalegaard Madsen, der i DM er formand for underviserne på professionshøjskoler og erhvervsakademier.
”Med DFiR-rapporten får vi viden om, hvordan forskningen kommer ud i praksis. Men vi savner fortsat viden om, hvorvidt den kommer ind på uddannelserne. Og vi mangler reel og systematisk viden om, hvordan vi implementerer ny viden på uddannelserne. Det er en kæmpe opgave”, siger han.
En national strategi bør også sikre en særlig bevågenhed på de områder, der sjældent bliver tilgodeset af både de eksterne fonde og basismidlerne, fx socialpædagogikken og de humanistiske og kreative-æstetiske forskningsområder, siger undervisernes formand.
”Finansieringen af de små områder har endda været for nedadgående i de senere år, selv om vi har hejst et rødt flag. En national strategi skal anlægge en række dogmer for, hvordan kagen skal skæres, så vi sikrer, at det ikke kun er områder med aktuel medvind, der løber med det hele”, siger Tommy Dalegaard Madsen.
