De havde ingen erfaring. Alligevel blev de ledere

Som kommunikationschef på Nørrebro Teater er Julie Vejlø lidt af en blæksprutte. Hun medgiver, at hun nok er gift med sit job. Så meget, at hun engang cyklede på arbejde med blindtarmsbetændelse to dage før en premiere.

Hvorfor cyklede du på arbejde med blindtarmsbetændelse?
“Det var to dage før premieren på en forestilling. Det var ikke den bedste beslutning, og det blev ikke taget vel imod på teateret, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Der er mange af mine venner og familie, som vil mene, at jeg er en lille smule gift med mit arbejde. Nogle gange er det godt, men andre gange er det ikke så godt. Det kan være svært at huske, at det bare er et arbejde, når nu jeg synes, at det er det vigtigste i verden”.

Har det været svært at nå dertil, hvor du er nu?
“Ja. Det har været fucking hårdt. Man kommer ikke sovende til noget som helst. Men det har også været vildt sjovt. Hvis jeg syntes, at jobbet var surt, så var jeg nok stoppet. Jeg er jo ikke engang fyldt 27 år endnu”.

Hvordan blev du kommunika­tionschef på Nørrebro Teater?
“Jeg startede på teateret som praktikant for fem et halvt år siden og blev efterfølgende ansat som kommunikationsmedarbejder. Jeg blev lovet, at de ville fastansætte mig, når jeg blev færdiguddannet i 2019. I mellemtiden manglede der en ansvarlig for kommunikation. Min direktør mente, at jeg var den rette til jobbet, så hun spurgte, om jeg ville have det”.

Hvordan var det at gå fra praktikant til kommunikationschef på den samme arbejdsplads?
“Jeg har altid følt en stor opbakning og tillid fra alle på teateret. Det har betydet rigtig meget, for vi har meget med hinanden at gøre på tværs af afdelinger. I dag har jeg selv ansvaret for en grafiker”.

Du har haft jobbet som kommunikationschef i to år nu. Hvordan har det været at blive leder?
“Hvis jeg ikke følte, at jeg rykkede mig og blev bedre, så ville jeg gå til min direktør og tale om det. Jeg tror netop, at jeg er blevet en god leder, fordi jeg har haft så gode kvindelige chefer selv. Jeg kan spørge min direktør om alt, og det har haft stor betydning for, hvordan jeg har formet mig”.

Hvad er det sværeste ved at være leder?
“At man skal sige nej nogle gange. Det har jeg måttet lære. Og så er jeg nok indrettet sådan, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er heldigvis blevet bedre til at sige pyt. Det er bare teater. Det er en huskeregel. Husk nu at gå hjem”.

Jeg havde 0 års erfaring. Mange af mine ansatte havde 20 år

Jeppe van der Burg har 35-40 ansatte under sig i jobbet som pædagogisk teamleder på en døgninstitution på Djursland. Han var helt grøn både i faget og som leder, da han så jobopslaget. Det skræmte ham ikke.

Havde du virkelig aldrig før arbejdet som leder, da du fik jobbet?
“Nej, jeg var helt grøn, så jeg har skullet lære det hele fra bunden. Jeg har altid følt mig fagligt stærk, så det tænkte jeg, at jeg nok skulle klare. Men ledelse handler om så meget mere end det, ved jeg nu. Jeg fik lidt af et chok”.

Hvordan det?
“Jeg kom ind fra dag ét og tænkte: “Jeg har en stor viden, nu skal jeg hjælpe jer”. Det kunne jeg godt pakke væk igen. Jeg havde jo 0 års erfaring, hvor mange af mine ansatte havde 20 års erfaring. Det er jo meningen, at vi skal finde ud af tingene sammen. Jeg troede, at jeg skulle ind og være klog, men nej, jeg skulle ind og være dum og nysgerrig”.

Hvad er det præcis, dit job går ud på?
“Jeg arbejder på en døgninstitution for børn fra 4 til 18 år med mental retardering i svær grad. Det er en udfordret målgruppe, som kræver specialiseret viden. Derfor er min funktion, at jeg har ansvar for den faglige kvalitet af vores medarbejderes arbejde«.

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du ikke følte dig klædt på til at lede?
“Dem har jeg helt sikkert haft flere af, end jeg kan tælle på to hænder. Før jeg startede, blev der truffet nogle beslutninger, som personalet var utilfreds med. Så da jeg kom ind, var stemningen presset. Vi har derfor arbejdet hårdt på, at alle nu føler sig set og hørt i de nye administrative rammer. Det har været en kæmpestor opgave, som jeg slet ikke var klar til. Men jeg har fået rigtig meget støtte og uddannelse”.

Oplever du, at din alder har nogen betydning?
“Det havde det, da jeg startede i jobbet. Aldersgennemsnittet er højt ude hos os, og der er en vis faglig stolthed. Så jeg kunne godt mærke deres modstand, da jeg som 30-årig spritny leder kom ind med en masse idéer. Det var ikke let, men i dag er det heldigvis en helt anden snak”.

Hvordan går det i dag?
“Jeg er lige så stille ved at danne mit eget ståsted. Noget af det bedste har været at se, hvordan vi har arbejdet på noget sammen, og nu blomstrer det hos personalet. De er stolte og glade, fordi de har udviklet sig. Det er jeg stolt af”.

Søgte et studenterjob og blev sekretariatschef

En leder er en ældre, dominerende og stålhård type. Det troede Sabrina Øster, før hun selv blev sekretariatsleder i organisationen Børneliv.

Hvorfor havde du ikke forestillet dig, at du skulle være leder?
“Jeg havde et meget konkret billede af, hvad en leder var. En leder var en, som havde personaleansvar for mange mennesker. Sådan helt superhelteagtigt med ekstra kvalifikationer og overskud. Jeg troede, at der ville gå lang tid, før man kunne sidde i den type stilling, så det tænkte jeg ikke, jeg kunne blive”.

Men det blev du. Hvordan det?
“Jeg søgte faktisk en studenterstilling som projektkoordinator hos Børneliv i første omgang. Da jeg kom til samtale, fortalte de, at sekretariatslederen havde fået nyt job, og om jeg var interesseret i jobbet. Det lød megaspændende, selvom det var noget andet, end hvad jeg havde regnet med. Så jeg skulle lige tænke over det”.

Hvad tænkte du, da du tog jobbet?
“Jeg sprang bare ud i det. Jeg havde ikke nogen erfaring med det, men det vidste de jo godt. Jeg manglede at færdiggøre mit studie, så jeg kom på en deltidskontrakt på 15 timer om ugen, mens jeg skrev mit speciale færdigt i efteråret. I januar, da jeg blev færdiguddannet, begyndte jeg så fuldtid”.

Du har ansvaret for en studentermedhjælper og en praktikant i dit job. Hvad laver du ellers?
“Vi er en lille nonprofitsundhedsorganisation, der arbejder på at fremme det sunde og trygge børneliv gennem nærværende sundhedsformidling. Jeg står blandt andet for regnskabsførelse, fundraising og udvikling af partnerskaber”.

Der findes fordomme om, at unge chefer har spidse albuer og er meget taktiske. Kan du genkende det?
“Mange af de fordomme havde jeg jo selv. Jeg har set chefer som nogle stålhårde, dominerende typer. Det kan jeg slet ikke genkende hos mig selv. Jeg går meget op i at være omsorgsfuld og sætte mig i andres sted. Nu ved jeg, at man kan være leder på mange forskellige måder”.

Hvis du skal give andre unge, der drømmer om at have et job som dit, et råd, hvad skulle det så være?
“Det er en god ide at få noget på cv’et. Jeg har altid tænkt meget over, hvordan jeg kunne opbygge et fyldigt cv, så jeg har lagt vægt på studiejob og frivilligt arbejde. Det er megahårdt, når man tager en uddannelse, men det kan godt betale sig”.

Fra praktikant til chefredaktør på tre år

For tre år siden var David Dragsted universitetspraktikant på mediet Føljeton. I dag er han deres chefredaktør, og det føles ret naturligt.

Hvordan har det været at gå fra praktikant til chefredaktør på tre år?
“Det har faktisk føltes meget gnidningsfrit, fordi vi har haft et godt samarbejde fra start af. Særligt når man ser det udefra, virker det som en nem vej, jeg har taget. Men jeg har også arbejdet hårdt og været målrettet. Der er ingen tvivl om, at jeg har været privilegeret, på den måde det er endt ud. Det er jeg meget bevidst om”.

Møder du fordomme, fordi du er blevet chef i så ung en alder?
“Når du får en ledende stilling på den måde, så er mange skeptiske. Men jeg vil ikke mene, at jeg har været en taktisk karrieremastermind. Jeg har derimod gjort det, jeg har haft lyst til. Jeg læste for eksempel en bachelor i idéhistorie, fordi jeg elskede faget – ikke fordi jeg partout tænkte på min fremtidige karriere”.

Du var redaktionschef, før du blev chefredaktør. Hvad er forskellen?
“Som chefredaktør har jeg langt flere administrative opgaver. Jeg opsøger freelancere og udtænker nye koncepter. Det har været den største udfordring. At sætte kursen for mediets fremtid og planlægge, hvordan vi kommer derhen. Derudover har jeg to ansatte under mig, som jeg dagligt leder”.

Har du tidligere tænkt, at du gerne ville være leder?
“Jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg engang ude i fremtiden ville have ledelsesansvar. Så jeg var ikke bange for at sige ja, da de spurgte mig. Men jeg havde ikke regnet med at blive det så hurtigt”.

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du ikke følte dig klædt på til at lede?
“Nej, det tror jeg ikke. Jeg har hele tiden følt, at der var et bagland, som støttede mig, så det har aldrig været ubehageligt – snarere tværtimod”.

Oplever du, at din alder har nogen betydning ift. dit arbejde?
“Som udgangspunkt nej. Til daglig tænker jeg ikke over, at jeg er yngre end dem, jeg er leder for. Det er i højere grad en positiv historie. Jeg er kommet ind i en ung alder, fordi folk har troet på mig fra start af. Da Føljeton startede, fortalte grundlæggerne, at de vægtede talentudvikling højt, så hvis man gjorde det godt, kunne man gå fra praktikant til chefredaktør. Det viste sig at være sandt”.

Lederjobbet er kun starten

Eva Iversen frygtede, at hun aldrig ville få et arbejde. To et halvt år senere er hun teamleder for et hold på ni personer i Sønderborg Kommune.

Har det været svært at nå dertil, hvor du er nu?
“Havde du spurgt mig for 2½ år siden, da jeg var arbejdsløs, så havde jeg aldrig troet, at jeg på så kort tid ville blive leder. Man skal altid tro på sig selv og på det, man kan”.

Du fik arbejde hos jobcenteret i Sønderborg Kommune. Hvordan havde du det med at skulle arbejde ved et jobcenter, nu hvor du selv havde været arbejdsløs?
“I starten tænkte jeg, at det ville blive svært, fordi jeg netop selv havde negative erfaringer med jobcentre, men det viste sig at være et skønt sted. Jeg blev hurtigt rigtig glad for det”.

Efter en projektansættelse i 1½ år blev du i marts forfremmet til teamleder. Hvordan går det med jobbet?
“Det går rigtig godt. Jeg trives og elsker at se mine medarbejdere stråle. Men der er også hårde dage. Det svinger meget. Nogle dage tror jeg, at jeg lider lidt af impostersyndrom, og tænker: “Kan jeg overhovedet finde ud af det her?” Andre dage tænker jeg: “Hold kæft, hvor sparker jeg røv!””.

Kan du mærke, at du har fået mere ansvar i dit nye job?
“Jeg skal præstere mere opad nu. Vi bliver målt på tal og resultater, som jeg skal forholde mig til. Min funktion er på mange måder en klassisk mellemlederrolle, hvor min opgave er at lede mine medarbejdere, men også at indfri mine lederes mål og forventninger”.

Fra den ene dag til den anden fik du også ansvaret for ni medarbejdere. Hvordan var det?
“Medarbejderne har både været den bedste og den sværeste del ved at blive leder. Som projektleder tænkte jeg, at det var bedst, at jeg selv gjorde tingene, men nu som teamleder ved jeg, at det ikke er mig, som skal stråle. Det skal mine medarbejdere. Jeg elsker den relationelle del af arbejdet, men det har også været svært at skulle træde ind og lede mennesker. Især når de har langt mere erfaring, end jeg har. Derfor har jeg også brugt lang tid på at lære dem at kende“.

Har du tidligere tænkt, at du gerne ville være leder?
“Ja, det har jeg faktisk. I min barndom jokede vi med, at jeg skulle være statsminister. Det har jeg så ikke lyst til i dag, men jeg håber, at jeg kun lige er begyndt min lederkarriere”.