Forsker: “Sat lidt på spidsen kæmper du for dit levebrød”

“En del af mig syntes ikke, at det var sjovt længere. Jeg følte mig enormt presset og følte, at jeg burde arbejde 24 timer i døgnet for at kunne være med”.

Sådan siger Line Block Hansen som en del af forklaringen på, at hun i 2018 byttede en lovende karriere som universitetsforsker ud med en stilling som specialkonsulent i De Økonomiske Råd, der leverer uafhængige analyser af dansk økonomi.

Et skifte, hun er glad for, fordi de arbejder sammen i team, og der er tid til at gøre arbejdet ordentligt, selvom de har travlt.

Hun har en kandidatgrad i miljø- og naturressourceøkonomi, en ph.d. fra 2013 inden for landbrug og regulering, og efterfølgende blev hun ansat som først postdoc og senere forsker i miljøøkonomi ved den daværende sektorforskningsinstitution Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

Med universitetsreformen i 2007 blev DMU en del af Aarhus Universitet, og hun blev en del af Institut for Miljøvidenskab, ENVS, på det nyoprettede center DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, og dermed blev der som på andre institutioner på universiteterne rettet et øget fokus mod at skaffe projektmidler.

Penge og publikationer tæller

Den meget begrænsede mængde af undervisning gav kun få uddannelsesmidler (STÅ), hvilket øgede presset yderligere på forskerne for selv at skaffe projektmidler fra forskningsråd, virksomheder og fonde for at få økonomien til at hænge sammen.

“Jeg følte, at jeg udelukkende blev vurderet på, hvor mange penge jeg kunne skaffe, og hvor mange artikler jeg fik publiceret, og ikke på kvaliteten af mit arbejde.

Jeg manglede at føle personlig tilfredsstillelse ved arbejdet, fordi jeg gerne ville præstere godt, udføre ordentlig myndighedsbetjening og skrive gode artikler, men det blev svært, når finansieret tid blev en begrænsende faktor”, siger Line Block Hansen.

Hun tilføjer, at hun følte, at det var ubehageligt at skulle konkurrere mod sine kolleger om at få del i de samme forskningsmidler, fordi der var et begrænset antal steder at søge inden for deres forskningsområde.

Succes­raten var tilmed meget lav, så det var en kamp at bevare motivationen.

“Når alle er pressede, har ingen overskud til at hjælpe hinanden. Alle søger de samme midler, så konkurrencen er benhård. Det kræver, at du har rundsave på albuerne, hvis du vil klare dig”, siger hun.

Men er konkurrence ikke en vigtig del af forskningen, fordi det sikrer, at de, der ikke har det i sig eller ikke er gode nok, bliver sorteret fra?

“Jo, det er fuldstændig korrekt, at jeg ikke havde det i mig. Det blev for kompetitivt kolleger imellem. Alle holder kortene tæt ind til kroppen, og der er ikke tid til at diskutere og sparre med hinanden.

Det er nok det, der blev endestationen for mig. Men jeg vil fastholde, at det er en skam, at det skal være så kompetitivt, fordi vi som samfund måske går glip af meget talent, fordi det skræmmer folk væk, når det bliver for hårdt”, siger Line Block Hansen.

Kritik af vilkårene i Danmark

Hun understreger, at det ikke skal opfattes som en kritik af sin tidligere arbejdsplads, men det er en kritik af de generelle vilkår for forskerne i Danmark, som det har udviklet sig de sidste 10-15 år.

“Min chef på AU har ikke banket på min dør og sagt: Nu skal du finde nogle penge og publicere flere artikler, ellers bliver du fyret. Men det blev mere og mere italesat, at vi skulle hente flere projekter hjem, fordi der hele tiden blev skåret i vores basisbevillinger”, siger hun.

Ifølge Line Block Hansen blev der regelmæssigt sendt statistikker rundt, hvor det fremgik, hvor mange projektansøgninger hver forsker havde fået ja til, og hvor mange artikler de havde fået publiceret i tidsskrifter.

Selvom der ikke var navne skrevet på, ved man jo selv, hvor man ligger ift. de andre, siger hun.

De, der blev tilgodeset med engangsvederlag ved de årlige lønforhandlinger, var primært også dem, der hentede projekter hjem og skrev mange artikler, mens det ikke gav noget i lønningsposen at udføre myndighedsbetjening eller bruge tid på at diskutere ansøgninger og artikler med andre.

Skal blive bedre til at hjælpe

Set i bakspejlet siger Line Block Hansen, at hun kan se, at det er enormt vigtigt allerede som ph.d. og postdoc at få struktur på, hvordan man søger fondsmidler og kommer under vingerne hos en seniorforsker, der kan lære en systemet at kende og skrive en på som medansøger.

Det var der ikke tradition for, da hun var ansat, men hun ved ikke, om det hele er sat mere i system i dag.

“Jeg følte mig på bar bund og manglede struktur og støtte. Det er svært som ung forsker at skulle bære det hele selv”, siger hun og tilføjer, at det er svært at se en løsning, da det er en kamp om ressourcer.

“Sat lidt på spidsen kæmper du for dit levebrød, men måske kunne forskerne blive bedre til at hjælpe hinanden med at søge om midler, så det hele bliver en mere konstruktiv proces”, siger Line Block Hansen.

Hun er glad for at arbejde i et helt andet miljø i De Økonomiske Råd, hvor sekretariatet samlet står bag det udførte arbejde, hvor man så at sige spiller hinanden gode, og hvor man ikke er tvunget til at rende efter pengene.

Rapporterne, de udarbejder, skal være af høj kvalitet, de har travlt, men hun føler, at der er tid til at løse opgaverne tilfredsstillende.

“Jeg elsker forskningen, men jeg forstår godt, hvis mange overvejer at søge væk, som jeg selv gjorde. Du skal kæmpe for din plads, og det er bestemt ikke et 37-timers job. Det er nok tæt på det dobbelte”, slutter hun.