Holder bogen, der satte gang i Henrik Dahls korstog mod "pseudoforskning"?

Har Henrik Dahl ret i, at visse forskerkredse på universiteterne bedriver aktivistisk ”pseudovidenskab” eller ”antividenskab”?

For at forstå Dahls argumenter har DM Akademikerbladet gennemgået hans debatbog ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden - forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede” fra 2020 samt indlæg fra hans hånd i aviser og på blogs fra de seneste tre år.

Generelt skyder Henrik Dahl bredt i sin kritik af dansk forskning. Hans henvisninger er talrige og ofte holdt på et anklagende niveau, men gennemgående peger Henrik Dahl særligt på debatbogen ”Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer” fra 2012 samt fagbogen ”Æresrelateret social kontrol” fra 2019, når han sætter trumf på.

Der er tale om bøger skrevet af forskere, der var aktive på udgivelsestidspunktet. Hvor sidstnævnte bog indirekte beskylder forskerkolleger for at ignorere problemer med social kontrol, er den første en undersøgelse af en række danske forskers videnskabelige dokumentation af, om der er udbredt racisme i Danmark.

Af pladshensyn har DM Akademikerbladet valgt at koncentrere sig om denne bog, som også er det ene af de to konkrete eksempler på kritik af dansk forskning, som Dahl nævner i ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”.

"Er danskerne racister?" er skrevet af sociologerne Henning Bech og Mehmet Ümit Necef og henvender sig til et bredt publikum. At der er tale om en slags debatbog har ikke forhindret forfatterne i at foretage minutiøse gennemgange og analyser af andre forskeres arbejde over 363 sider.

Grundlæggende ønsker de to sociologer at undersøge, om der er ”videnskabeligt belæg for påstandene om udbredt racisme o.l. i Danmark”.

Henrik Dahls debatbog fra sidste år.

Og nej, der intet belæg for påstanden, lyder deres konklusion efter at have analyseret tekster af mindst 23 forskere.

Tværtimod. Bogen konkluderer, at påstanden om udbredt racisme blandt danskere hovedsageligt skyldes en lukket gruppe af forskere, der bekræfter egne påstande ved at referere til hinandens tekster, uden at teksterne enkeltvis mønstrer nogen reel dokumentation.

Ikke overraskende gav bogen ved udgivelsen anledning til voldsom debat. Til gengæld blev bogen med få undtagelser mødt med en påfaldende stilhed på universiteterne. DM Akademikerbladet har via Google Scholar og Researchgate kun fundet to videnskabelige artikler, der er rettet mod Bech og Necefs bog. Det til trods for, at den beskylder en række navngivne forskere for fx direkte citatfusk og fordrejninger.

”Retrospektivt skulle vi måske have taget debatbogen mere alvorligt og have tilbagevist kritikken. Men vi havde jo ikke forventet, at de ulødige angreb i bogen ville blive brugt ideologisk og politisk 10 år senere”, siger RUC-professor og kønsforsker Rikke Andreassen, der i bogen bliver kritiseret for selektiv omgang med kilder og at generalisere på baggrund af mangelfuld dokumentation.

Bogens principielle problemer

Der var som nævnt enkelte forskerreaktioner på bogen. I 2014 anmeldte lektor i samfundsfag og sociologi Sune Qvotrup Jensen bogen ”Er danskerne racister?” i fagtidsskriftet Dansk Sociologi, og her kommer han med to vigtige anker mod Bech og Necef.

Den første handler om deres brug af det helt centrale begreb 'racisme', og det andet om det videnskabsteoretiske grundlag for undersøgelsen. Sune Qvotrup Jensen ønsker ikke at deltage i et interview med DM Akademikerbladet, men oplyser, at han ikke er uenig i dele af den kritik, som Henrik Dahl har fremført.

I anmeldelsen påpeger Qvotrup Jensen det problematiske i, at Bech og Necef benytter et "relativt snævert" racismebegreb, hvor racisme betegnes som "urimelig nedvurdering" ud fra biologiske eller kulturelle træk, og andetsteds at der kan være tale om racisme, hvis den strider mod "ræsonnable" danske ”grundværdier”.

Mange af de analyserede forskere benytter imidlertid helt andre begreber og bredere definitioner. Disse – begreber som fx diskriminering, ekskludering, latterliggørelse, fordomme, marginalisering, racialisering, neokolonialisme, negativ forskelsbehandling, vestliggørelse og anti-islamisme – samler Bech og Necef i begrebet "racisme o. l." 

”Der er således ikke noget overraskende ved, at B&N finder færre racistiske udsagn i originalforfatternes datamateriale, når der så at sige skal mere til, for at B&N opfatter et udsagn som racistisk”, skriver Sune Qvotrup Jensen.

Sune Qvortrup Jensens anden hovedanke er videnskabsteoretisk. For ifølge Sune Qvotrup Jensen lader det til, at Bech og Necef ”sniger en række hermenuetiske præmisser for omgang med f.eks. interviewmateriale ind ad bagdøren".

Bech og Necef mener nemlig, at man bør forholde sig til den ”mulige intenderede mening” samt ”den faktiske ordlyd” i datamaterialet.

Det kan lyde tilforladeligt, konstaterer Sune Qvotrup Jensen, men står i direkte kontrast til f.eks. Rikke Andreassens poststrukturalistiske tilgang. Her er pointen netop at gå bag om det umiddelbart intenderede og se på ordenes funktion og lede efter magtforhold bag ved teksten.

”Man må derfor påpege, at der ikke er noget overraskende ved, at B&N får noget andet ud af originalforfatternes datamateriale, når der opereres på helt andre videnskabsteoretiske præmisser”, skriver Sune Qvortrup Jensen.

Hertil mener han, at de to forfattere strækker sig ”endog meget langt” for at få de analyserede udsagn til at fremstå relativt fornuftige og rationelle.

Trods disse indvendinger finder Sune Qvortrup Jensens bogens pointer stærkt foruroligende. Hvis efterprøvningerne står til troende, har Bech og Necef fundet, at såvel decideret citatfusk og overdrevne generaliseringer og valg af metode og kilder benyttes en sådan måde, at det bekræfter antagelsen om udbredt racisme.

”Hvis blot nogle af B&N's konklusioner på dette område holder vand – og det ser det unægtelig ud til – er det i sig selv temmelig problematisk”, skriver han.

Henning Bech døde i 2019, men Mehmet Ümit Necef, der i dag er emeritus, afviser Sune Qvotrup Jensen indvendinger og insisterer på, at analyserne i ”Er danskerne racister?” foregår på racismeforskernes egne teoretiske præmisser, ikke mindst hvad angår definitionen på racisme.   

”Det er uretfærdigt, for vi præsenterer læseren for andre definitioner af racisme. Vi henviser til nye teorier, fx nyracisme. Og det er dybt uretfærdigt at sige, at vi bruger vores egen snævre definition af racisme i analyserne. Så dumme er vi da ikke. Vi tester empirien og bruger de undersøgte forskeres egne definitioner”, lyder det fra Mehmet Ümit Necef på en telefon fra Tyrkiet. 

Kritikken afvist

Heller ikke kritikken af, at racismeforskernes vidneskabsteoretiske tilgange er blevet udskiftet med en hermeneutisk analyse, finder Mehmet Ümit Necef relevant.

”Hermeneutik og poststrukturalisme er noget, vi har undervist i. Vi ved, hvad det handler om. Men tag fx Rikke Andreassen. Hun skriver et sted, at SDU-forskeren Dominique Bouchet i en artikel kommer med generaliseringer om unge indvandrere og bruger det som eksempel på nyracisme. Men i en anden artikel, hun henviser til, understreger Bouchet udtrykkeligt, at man ikke må generalisere om indvandrerunge. Men det nævner hun ikke, selvom det er vigtigt, for hendes kritik er, at han generaliserer. Hvorfor springe over, at han i det mindste advarer mod at generalisere? Det er jo ligegyldigt, om man er hermeneutiker eller poststrukturalist. Regel nr. ét er, at man skal gengive og citere folk korrekt”, siger Mehmet Ümit Necef.

Rikke Andreassen afviser fuldstændig beskyldningen.    

”Jeg har hverken fejlciteret, ikke gengivet korrekt eller udeladt vigtige kilder og oplysninger i min bog, som Necef ukorrekt har anklaget mig for i snart ti år”, siger hun.

Følger man Mehmet Ümit Necefs logik, indebærer det, at man medtager en udtalelse fra én artikel i en analyse af en anden artikel, mener hun. Og det vil netop være at fejlcitere. 

”Jeg kunne da godt have skrevet, 'på trods af, at han et andet sted tidligere har udtalt, at man ikke må generalisere, så er det præcist det Bouchet gør i denne artikel. Ligesom Bouchet også gør i den artikel, hvor han siger, at man ikke må generalisere'. Det ville ikke have ændret min analyse, men kun tydeliggjort den”, siger hun.

Rikke Andreasen er heller ikke enig i, at de teoretiske præmisser er ligegyldige. Tværtimod. 

”Necef er optaget af, hvad der foregår inde i Bouchet, da han tolker racisme snævert som en intention. Men min bog handler ikke om, hvad Bouchet eller andre mennesker mener eller tænker, men om hvad medierne formidler. Min bog handler ikke om, hvorvidt danskere er racistiske. Derfor er det ikke centralt for min analyse af mediernes formidling, hvad Bouchet måtte mene eller tænke, men hvad der formidles i medierne, herunder i interview med Bouchet”, siger hun.

Ifølge Rikke Andreassen demonstrerer hun med sin analyse, at ”medier tilskriver etniske minoritetsmænd ansvar for overgreb, mens etniske danskere ikke forbindes med overgreb”.

Til det spørger Bech & Necef i deres bog: ”Men er det forkert? Er det ikke rigtigt i det store og hele, at der er den forskel mellem dansk og mellemøstlig kønskultur?”.

Det afviser Rikke Andreassen.

”Hertil vil jeg sige: Nej, det er ikke rigtigt. Som #MeToo har vist os, dansk kønskultur er ikke fritaget for sexisme eller voldtægt”, lyder det fra hende.

Parafraser

Ved siden af Rikke Andreassen er den hårdeste kritik i bogen rettet mod lektor Peter Hervik, der i 2019 blev afskediget fra Aalborg Universitet i forbindelse med en nedskæring, hvor 107 medarbejdere blev prikket. Han har selv antydet, at der kan være tale om en til dels politisk motiveret fyring.

Herviks behandling af et citat fra 2001 af Poul Nyrup Rasmussen er blot et af mange eksempler på Herviks brug af kilder, som Bech og Necef anfægter i bogen. Hervik beskyldes for at manipulere citatet sådan, at Nyrup tilsyneladende sammenligner muslimske organisationer med rotter. I virkeligheden talte Nyrup om at bekæmpe organisationer som ”Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran, nazister og andre fundamentalistiske grupper”.

”If you try to legislate your way out of these problems (concerning Muslim organizations), it is a historical rule that rats always find new holes, if you cover up the old ones”, citerede Hervik Nyrup for at sige. 

Men Nyrup sagde samtidig, at fundamentalisme i stedet skal indhegnes ”ved fælles hjælp og bekæmpes i en åben, kritisk og direkte dialog”.

På sin hjemmeside afviste Hervik anklagen om citatfusk med henvisning til, at han er åben om, at han ’parafraserer’ Nyrup.

Det er svært at være "pseudoforsker"

Men hvorfor er forskerne generelt ikke gået i rette med anklagerne på et videnskabeligt funderet grundlag?

Ifølge Rikke Andreassen kan det hænge sammen med, at ”Er danskerne racister?” er en debatbog og ikke et videnskabeligt bidrag. Om sin egen tavshed siger hun:

”Min bog, som Bech og Necef bruger, handler slet ikke om, hvorvidt danskerne er racister eller ej, men om mediernes dækning af indvandrere og efterkommere. Så det at den blev beskyldt for at handle om noget andet, end bogen handler om, gjorde det svært for mig at gå ind i en dialog. Men det skulle jeg måske nok have gjort i betragtning af, hvad der er sket politisk sidenhen”, siger hun.

Den anden videnskabelige tekst, der handler om ”Er danskerne racister?”, er skrevet af forskerne Mathias Danbolt og Lene Myong i 2019. Der er dog snarere tale om en analyse af den debat om forskning i racisme, der opstod i kølvandet på udgivelsen end en behandling af bogen.

I teksten diskuterer de to forskere effekten af, at Bech og Necefs brugte et andet og langt smallere racismebegreb end de forskere, som de kritiserede, i forsøget på at efterprøve den påståede anklage om at danskerne er racister. Denne begrebslige finte var med til at lægge grundlag for fremstillingen af racismeforskningen som ”uvidenskabelig”, mener de:

”Betydningen [af bogen] ligger snarere i, at den sætter scenen for et større politisk krav om demontering af forskning i racisme”, skriver de.

Mens der reelt var tale om et ”forholdsvist lille forskningsfelt”, skriver de to forskere, når det gælder institutionel støtte og medieopmærksomhed, gav bogen og debatten indtryk af, at forskning i racisme havde en hegemonisk position i human- og samfundsvidenskaberne, frembragt af en selvrefererende klike af magtfulde akademikere, ivrige efter at politisere viden om racisme og migration.

”Det paradoksale er jo, at meget af den forskning som blev beskyldt for at anklage danskerne for at være racister, slet ikke havde dette som fokus. Alligevel opstod det hurtig enighed om, at de her forskere var skadelige og en trussel for demokratiet ved at komme med ubegrundede beskyldninger”, siger Mathias Danbolt.

Men hvis det er rigtigt, hvorfor gik forskere så ikke ind i en kritik af bogens indhold?

”Jeg tror, mange syntes, at det var svært at genkende sig selv og sin forskning i kritikken. Specielt eftersom bogen gik til angreb på en meget omfattende forskningslitteratur om det Bech og Nefec kaldte ’racisme og lignende’, hvor meget af litteraturen ikke engang arbejder med racisme som begreb. Det fangede debatten heller ikke. Det var en ret underlig analytisk gestus og gjorde nok, at mange ikke tog kritikken seriøst. Men i lyset af hvordan debatten sat skub i generaliseringen rundt kritisk forskning i køn, migration og racisme som ”pseudoforskning”, skulle man måske have gjort det”, siger Mathias Danbolt.

”Når man behandles som en pseudoforsker, er det nærmest umulig at komme ind i en debat, fordi præmissen for samtalen gør at man starter i en forsvarsposition", siger han.

"Jeg er ekstremt glad"

Mehmet Ümit Necef siger, at han har svært ved at forholde sig tilm hvilken effekt bogen havde, men han står ved, at han sammen med Henning Bech gerne ville påvirke en udvikling.

”Og det er det, vi advarer mod for ti år siden i bogen. At operere med udvidede definitioner på racisme. I dag er det gået helt agurk. Et slående eksempel er Ole Wæver, som er en meget dygtig og progressiv forsker, der er blevet udskammet som racist i en peer reviewed artikel i det mest prestigefulde tidsskrift inden for hans felt”, siger han.

Til gengæld afviser han fuldstændig at støtte en politisk indblanding i forskningen, som den Henrik Dahl er kommet tæt på med Folketingets vedtagelse 1. juni. Ifølge den forventer Folketinget, ”at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer”.

”Nogle af vores kolleger opfordrede os til at kontakte UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed), men det så vi ikke som vores opgave. Jeg er heller aldrig i mit liv gået ind for, at politikerne skal blande sig eller intervenere. Jeg står ved vores kritik, men støtter fuldt ud det fantastiske danske armslængdeprincip. Jeg tror heller ikke, der vil komme noget godt ud af det, hvis rektorerne går ind og blander sig eller strammer op”, siger han og tilføjer:

”Da bogen udkom, kan jeg huske, at Klaus Wivel fra Weekendavisen sagde, at der ikke var nogen grund til bekymring, fordi den desværre hurtigt ville gå i glemmebogen. Jeg er selvfølgelig ekstremt glad for, at det ikke er sket, og at den er blevet reaktualiseret”.

Henrik Dahl har ikke svaret på DM Akademikerbladets anmodning om et interview.