OK21: Frit valg mellem løn og frihed kan få gennembrud i slutspil

Uvisheden om de kommende års udvikling i dansk økonomi spiller en afgørende rolle for fornyelsen af de offentlige overenskomster, der gik ind i en afgørende fase torsdag. Her satte skatteminister Morten Bødskov (S) sig for første gang selv ved forhandlingsbordet som statens øverste arbejdsgiver for 180.000 statsansatte.

For den anden ende af bordet sidder CFU-formand Rita Bundgaard, der er i spidsen for de statsansattes fagforeninger under forhandlingerne, der måske kan afsluttes i løbet af weekenden.

Og trods forventningen om en såkaldt vedligeholdelsesoverenskomst er alt dog langt fra afgjort på forhånd. 

Godt nok er parterne enige om de økonomiske prognoser, der er udgangspunktet for forhandlingerne, men prognoserne er i år behæftet med særlig stor usikkerhed. De er for eksempel blevet udarbejdet, før anden corona-bølge ramte Danmark og førte til nye nedlukninger og restriktioner.  

Der er tvivl om lønudviklingen

Ifølge Nana Wesley Hansen, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved FAOS - Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, er der tvivl om lønudviklingen i den private sektor, som begge parter har en interesse i at følge.

Det skyldes den såkaldte reguleringsordning, der betyder, at de offentlige lønninger reguleres med 80 pct. af forskellen mellem lønstigningerne i den private og offentlige sektor.

Aftales der for eksempel en lønstigning på 3 pct. til de statsligt ansatte, og lønudviklingen i den private sektor efterfølgende ender på 4 pct., så hæves de statsansattes løn til 3,8 pct, viser et eksempel fra FAOS. Omvendt risikerer de statsansatte lavere løn end ellers aftalt, hvis de offentlige lønninger stiger mere end de private.

”Helt grundlæggende handler det om at ramme rigtigt. Men det er også klart, at lønmodtagerne sigter efter at få så meget som muligt, for at så lidt som muligt skal reguleres med de 80 pct. Omvendt vil arbejdsgiverne snarere været interesseret i ansvarlige økonomiske rammer. Men ingen af parterne har en interesse i at ramme helt skævt, fordi det vil gøre det mere besværligt at håndtere overenskomstforhandlingerne næste gang”, siger Nana Wesley Hansen.

Laust Høgedahl, lektor arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, forventer at de offentlige arbejdsgivere ønsker at følge den private sektor med en treårig overenskomst.

”Det gør det generelt lettere at sikre en parallelitet i den private og offentlige lønudvikling, men det er mindst lige så vigtigt for arbejdsgiverne, at der bliver skabt arbejdsro for en længere periode”, siger han.

”Skal lønmodtagerne så acceptere en treårig aftale, vil de til gengæld være sikre på, at lønrammen er tilstrækkelig. Forventningen er jo nok, at man om to år har fået godt gang i økonomien igen. Så det bliver spændende at se, om de kan finde en lønramme, der er tilfredsstillende for lønmodtagerne og rækker tre år frem”, siger Laust Høgedahl.

Løn og frihed

Begge arbejdsmarkedsforskere fremhæver desuden lønmodtagernes krav om oprettelse af en såkaldt fritvalgskonto som et af de mere interessante forhandlingstemaer ved OK21.

Fritvalgskontoen, hvor man selv kan vælge mellem løn, ferie og pension, har eksisteret i industriens overenskomst siden 2007, og det såkaldte fritvalgsbidrag hæves her til 7 pct. i løbet af de næste to år.

”Jeg er spændt på at se, om og hvordan øget fleksibilitet og en eventuel fritvalgskonto kommer ind. Det er noget, som medlemmerne efterspørger, så det er jo noget, parterne bliver nødt til at forholde sig til. Og det plejer at være sådan, at når noget udvikler sig i de private overenskomster, så smitter det af i de offentlige” siger Laust Høgedahl.  

Også Nana Wesley Hansen kan forestille sig, at kravet kan sætte et aftryk i overenskomsten. Men hun vurderer samtidig, at en fritvalgskonto, der virkelig batter, har lange udsigter.

”Der er nok langt til en fritvalgsordning på det offentlige område, hvor man har mulighed for at træffe et virkelig kontant valg mellem løn, frihed og pension, og i de private overenskomster havde man også meget lidt på kontoen i mange år”, siger Nana Wesley Hansen.

Det er er samtidig et emne, der møder modstand hos arbejdsgiverne.

Det skyldes ikke mindst, at arbejdsgiverne er bekymrede for, at en fritvalgsordning vil trække arbejdskraft ud af det offentlige arbejdsmarked. Omvendt har lønmodtagerne et godt argument, idet de peger på behovet for at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. På det kommunale overenskomstområde er der for eksempel mulighed for at lave seniorstillinger, hvor man arbejder på nedsat tid, men beholder det fulde pensionsbidrag i den nye stilling.

”Seniorer og frit valg er to selvstændige temaer i disse forhandlinger, som begge er svære drøftelser med arbejdsgiverne, der er bekymrede for arbejdsudbuddet. Men det grundlæggende princip er nok det samme, fordi lønmodtagerne ønsker løsninger, der passer til de forskellige livsfaser, man gennemgår, og det kan de offentlige arbejdsgivere godt se”, siger Nana Wesley Hansen.

Med en aldrende befolkning, der både giver behov for mere offentlig arbejdskraft og ligeledes har medført flere offentligt ansatte over 50 år, har parterne længe været klar over behovet for handling.

”Så man har en interesse i at fastholde de ældre medarbejdere. Problemet er bare at blive enige om nogle ordninger, som sikrer, at medarbejderne bliver længere på arbejdsmarkedet”, siger Nana Wesley Hansen.

Bedre forhandlingsklima

Skaber corona-pandemien usikkerhed om den nære fremtid, er parterne til gengæld på et andet område tilbage i nærmest trygge rammer.

Med aftalen om lærernes arbejdstid i august faldt den sidste brik på plads i de uenigheder, der var årsagen til musketereden blandt lønmodtagerne og det dramatiske opgør om OK18, hvor arbejdsgiverne varslede en omfattede lockout af de offentligt ansatte.

Parterne på såvel det statslige, det kommunale og det regionale område har i den mellemliggende periode nærmet sig hinanden og er blandt andet blevet enige om fælleserklæringer, der skal danne baggrund for mere konstruktive forhandlinger. På tværs af de tre områder er der ligeledes blevet arbejdet for en fælles forståelse for lønudvikling, regnemetoder og statistisk grundlag for de økonomiske beregninger.

Og så spiller det også en rolle, at Mette Frederiksen ved regeringens tiltrædelse i 2019 valgte at flytte arbejdsgiver-enheden ud af Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet og over til Skatteministeriet. Her hedder det nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Det skete efter, at hun oven på overenskomstforhandlingerne i 2018 kritiserede Moderniseringsstyrelsen og den daværende ansvarlige minister Sofie Løhde (V) for at skabe et dårligt forhandlings- og samarbejdsklima. 

”Moderniseringsstyrelsen har forværret forhandlingsklimaet og i sig selv været en barriere for at nå et resultat”, sagde Mette Frederiksen og beskyldte den daværende regering for at være for tæt på Moderniseringsstyrelsen.

”Resortomlægningen er ret utraditionel, fordi arbejdsgiverdelen har ligget i Finansministeriet siden 1973. Men det signalerer en armslængde i forhold til den utilfredshed, lønmodtagerne har haft med Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen siden 2013. Nu er man et nyt sted, hvor der skal være respekt og dialog. Det skal så også gerne gælde lokalt, hvor lønmodtagerne i en periode havde en oplevelse af, at samarbejdssystemet og overenskomsterne mere var til besvær end grundlaget for et godt samarbejde”, sagde hun.