Malene siger farvel til arbejdslivsforskning: Det tog pusten fra mig

Autoriseret psykolog og ph.d Malene Friis Andersen har de seneste godt 14 år forsket i arbejdsliv og arbejdsmiljø. Men det stopper ved årsskiftet, da hun har opsagt sin stilling ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsliv (NFA) uden helt at vide, hvad hun skal nu.

Succeskriteriet i hendes forskning har hele tiden været, at mennesker skal kunne genkende sig selv i det, hun laver.

"En af mine artikler er en af de mest citerede i et ret anerkendt tidsskrift, så den er objektivt set min største succes. Men det er overhovedet ikke den, jeg tænker på, når du spørger, hvad jeg er stolt af. Den artikel rør mig ikke, for den har ikke vækket genklang hos folk – kun hos andre forskere”, siger Malene Friis Andersen.

Hun nævner i stedet sin analyse af stress i arbejdslivet eller sin forskning om skyggearbejde i psykiatrien, som eksempler på succes i karrieren.

"Jeg synes, at jeg er lykkes som forsker, når ledere og medarbejdere finder den viden, jeg har skabt relevant. Et eksempel er når jeg har introduceret et begreb som skyggearbejde, og jeg pludselig hører folk bruge begrebet i samtaler og sige: ”Nu forstår jeg, hvad jeg har været ude for på min arbejdsplads”. Så føler jeg, at jeg har gjort en forskel”, siger hun.

De største gennembrud i forskningen er kommet, når formen har været fri, og hun har haft mulighed for en mere skæv refleksion.

”Opbygningen og grundmodellen til den sidste forskningsartikel, jeg kommer med, som jeg er ret stolt af, kom til mig, mens jeg sad og tissede en aften. Modellen kom lysende klart til mig, efter jeg have været dybt inde i data i flere måneder”, fortæller hun.

Da det kom til at skrive artiklen var det svært at forklare den hændelse i artiklens metodeafsnit.

"Der skal man lege, at kvalitativ forskning også følger en lineær og logisk proces, som den kvantitative forskning gør. Men jeg tror, at vi tager kreativiteten ud af den kvalitative og mere humanistiske forskning, hvis vi underlægger den et mere positivistisk eller naturvidenskabeligt ideal”, fortæller hun.

Håber på udvikling i forskningsverdenen

Malene Friis Andersen holder en pause fra forskningen, fordi hun mangler tid og mulighed for at tænke mere frit, end hvad forskningen i dag tillader, forklarer hun. 

”Forskningsverdenen skal være disciplineret og systematisk, men det tog pusten fra mig. For min bekymring er, at forskningsverdenen bliver for produktorienteret i forhold til fokus på antal publikationer fremfor kvalitet og relevans af publikationer. I princippet kunne jeg være ligeglad med dette, for jeg er lykkes med at leve op til de objektive kriterier for succes. Men det er jeg ikke".

Hun nævner, at denne udfordring måske særligt gør sig gældende inde for arbejdsmiljøforskning, da det traditionelt set er et medicinsk forskningsfelt.

”Jeg savner en større legeplads, hvor der er tid til at blive forvirret og tage fejl. Men problemet er, at formen er SÅ givet, at man til sidst bare følger den opskrift, som tidsskrifterne dikterer. Jo bedre jeg blev til at følge opskriften, jo mere bekymret blev jeg for, om jeg var blevet for effektiv og produktorienteret i min tænkning og min forskning", siger Malene Friis Andersen og fortsætter:

"Hvis formen er givet på forhånd, er jeg bange for, at jeg ubevidst støber mine tanker og analyser ned i formen – og så overrasker jeg hverken mig selv eller modtageren”.

Malene Friis Andersen prøvede at gå en smule mod formen, men det endte bare med at tage luften yderligere ud af ballonen for hende.

”Sidst jeg havde en forskningsartikel til bedømmelse i et videnskabeligt tidsskrift, skrev jeg ordet ’håber’. Det måtte jeg ikke, lød det. Det var for personligt og useriøst, hvis man som forsker var til stede i sin artikel og håbede noget”.

Det ærgrede hende i den grad. 

”For mig er den kvalitative forskning en dialog mellem forsker og praksis. For i kvalitativ forskning har vi kun ordene. Vi har ikke tal eller p-værdier som den naturvidenskabelige forskning. Hvis den kvalitative forskning skal flytte noget, så skal læseren kunne mærke den, genkende den, blive forstyrret af den. Det er ikke mig som forsker, der skal fylde i formidlingen, men der må gerne være et subjekt, der håber noget for et felt. Jeg tror på, at vi styrker dialogen mellem forskning og praksis, hvis forskere gerne må være tilstede, ånde og håbe i sit arbejde.”, siger hun.

Men afskeden med NFA bliver nok ikke et farvel til forskningsverdenen for evigt.

”Jeg elsker forskningsprocessen og jeg hepper på forskning, men jeg hepper også på udvikling i forskningen. Det ville være fedt, hvis der er flere forskellige forsknings- og formidlingsforme som ikke er så prædefinerede. Vi skal måske turde lidt mere".