Spring menu over
Dansk Magisterforening

Overblik: Her får du hjælp, hvis du oplever krænkelser på dit universitet

Aarhus Universitet overblik AU

Arkivfoto. Selvom der er kommet fokus på krænkelser i universitetsverdenen, kan det stadig være svært at gennemskue, hvor man kan få hjælp på de forskellige universiteter. © Jesper Rais / AU Foto

Del artikel:

Mange studerende ved ikke, hvem de skal gå til, hvis de oplever krænkelser eller chikane på deres universitet. Her er et overblik.

Mange studerende er i tvivl om, hvor de kan hente hjælp, hvis de er udsat for krænkelser eller chikane i deres studietid.

En studietrivselsundersøgelse fra KU i 2019 viste for eksempel, at 88 procent af de adspurgte studerende ikke vidste, hvor de skulle søge hjælp, hvis de oplevede seksuel chikane.

Vi har derfor spurgt universiteterne, hvem man skal kontakte hos netop dem.

Syddansk Universitet © Foto: Syddansk Universitet

SDU: Indberet krænkelser via mail

Hvis du går på Syddansk Universitet, og du er udsat for krænkelser eller chikane, så kan du indberette det igennem en særlig kanal i universitetets mailsystem. Alle henvendelserne går til UddannelsesJura, hvor den enkelte sag gennemgås, og det videre forløb vurderes.

Alle henvendelserne visiteres af en jurist og specialpædagogisk støtte rådgiver, som derefter sørger for, at den forurettede får den rigtige juridiske behandling, og at der med det samme kan ske en henvisning af den studerende til studie- og trivselsvejledere, der tager hånd om og støtter den studerende.

Derudover har SDU en whistleblowerordning, hvor studerende kan indberette ulovlige forhold eller uregelmæssigheder.

På de studerendes intranet er der en fane, hvor der er en udførlig vejledning til, hvad man skal gøre, hvis man er udsat for krænkende adfærd eller chikane. Der finder man også vejledninger og værktøjer til forebyggelse.

CBS, hovedindgang
Copenhagen Business School © Bjarke MacCarthy/CBS

CBS: Kontakt de tre chikanemedarbejdere

Hvis du er udsat for krænkelser eller chikane på Copenhagen Business School, så har universitetet et hold bestående af tre medarbejdere med kompetencer i netop dette område til at hjælpe dig. 

Kontaktoplysninger på medarbejderne samt videre information findes på CBS's intranet for de studerende.

Efter at en henvendelse er modtaget, bliver det videre forløb aftalt i samarbejde med medarbejderen fra vejledningsteamet og den forurettede studerende. Medarbejderen hjælper den studerende med at danne sig et overblik over, hvilke muligheder hen har. Udover dette, så yder de støtte til den studerende.

CBS har særlig information for nye studerende, som kan findes her.

Roskilde Universitet © Simon (RUC)/Wikimedia Commons

RUC: Alle henvendelser går gennem HR

Studerende på Roskilde Universitet kan enten henvende sig anonymt på  take-care-confidential@ruc.dk, eller kontakte studievejledningen. Alle henvendelser går til HR, der sammen med den forurettede studerende tager stilling til, hvad der videre skal ske.

Derudover er der stort fokus på det forebyggende arbejde.

”Der er nedsat en koordinationsgruppe under Hovedsamarbejdsudvalget på RUC, som skal bidrage til arbejdet med at fremme en mobbefri og konflikthåndterende kultur ved at skabe forum for tværgående dialog omkring mobning, chikane og krænkende adfærd, medvirke til at sikre en proaktiv og forebyggende indsats på området, skabe forankring og udbredelse af viden om indsatser og kontaktmuligheder blandt ansatte og studerende på RUC og understøtte kulturforandring og bidrage til at udbygge rum og sprog for at tale om krænkelser. Gruppen består af både ansatte (VIP/TAP) og studerende", skriver RUC i en mail til DM Akademikerbladet.

Gruppen startes op i løbet af foråret 2021 og mødes 2 gange pr. semester. 

For mere information, kan du se RUC´s vejledning her, hvis du er studerende på universitetet.

Aarhus Universitet
Aarhus Universitet © Lars Kruse / AU Foto

AU: Kontakt studievejledningen

Aarhus Universitet er studievejledningen den primære kontaktperson, hvis studerende oplever chikane eller krænkelser. Hvis man som studerende føler sig mere tryg ved at gå til en underviser eller nogen i sekretariatet, så kan de også hjælpe den forurettede videre.

Den studerende kan også gå direkte til studenterrådets retshjælp eller studenterrådgivningen.

På Aarhus Universitet har man også stort fokus på kampagner. Blandt andet ”Vi siger fra”-kampagnen, der har til formål at oplyse om og forebygge chikane og krænkelser på campus.

Du kan læse mere om kampagnen og få oplysninger om, hvor du kan søge hjælp her.

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet © Aalborg Universitet

AAU: Det håndteres af studie- og trivselsvejledningen

Hos Aalborg Universitet er studie- og trivselsvejledningen blevet opkvalificeret af Dansk Krisekorps, så de er bedre rustet til, at tage sig af krænkelses- og chikanesager.

Derfor opfordres studerende først og fremmest til at tage kontakt til studie- og trivselsvejledningen.

”Hensigten er, at de studerende ved deres henvendelse oplever at blive draget omsorg for, oplever tryghed i at blive taget alvorligt og får en vished om, at AAU hjælper dem. Trivselsmedarbejdere i AAU Studie- og trivselsvejledning hjælper de studerende til at sætte ord på følelser og reaktioner og at afreagere på det, der kan håndteres via AAU Studie- og trivselsvejledning”, skriver Lars Holm Olsen, studie- og trivselsvejleder på AAU.

”De studerende får hjælp til at vide, hvad der efterfølgende skal ske. Hvis den studerende ønsker det, kan en trivselsmedarbejder hos AAU Studie- og trivselsvejledning også ledsage evt. ved dialog med studieleder, kontakt til læge, psykolog (fx Studenterrådgivningen), AAU’s studenterpræster m.m., så vi kan sikre yderligere hjælp end det, vi kan give, til dem der måtte have behov for det”.

ITU sexisme
IT-universitetet © Foto: ITU

ITU: Kontakt vores komité

IT-Universitetet i København skal studerende henvende sig hos den specielt nedsatte Sexual Harassment Comittee, hvis de er udsat for chikane eller krænkelser.

Komitéen består af fire medlemmer (HR-chef, Formand for Student Council (studerende), Chef for Studieadministrationen, Arbejdsmiljørepræsentant VIP). Den studerende bestemmer selv, hvem af de fire personer, som hen ønsker at tage kontakt til.

”Den studerende og den pågældende i komitéen har indledningsvis en uformel snak. Herefter beslutter den forurettede studerende, om der skal initieres en formel klage”, skriver Camilla Rosengaard, Head of communication på ITU.

”Hvis der initieres en formel klage, bliver formanden for komiteen kontaktet og de involverede fra komiteen vil i dialog med den forurettede studerende arbejde for, at direkte kontakt mellem den forurettede studerende og den anklagede ikke finder sted, mens sagen undersøges. Undersøgelsen af sagen tager udgangspunkt i interviews med de implicerede parter samt evt. vidner. Baseret på undersøgelsen besluttes det, hvilke konsekvenser der er passende i forhold til den pågældende sag”.

Mere information findes på ITU´s intranet.

Danmarks Tekniske Universitet © DTU

DTU: Der er flere muligheder

DTU skal en studerende der har været udsat for krænkende adfærd som udgangspunkt henvende sig anonymt til Afdelingen for Uddannelse og Studerende. Her vil den studerende i samarbejde med personalet tage stilling til, hvad der videre skal ske.

Hvis den studerende hellere vil tale med en medstuderende, der kan hjælpe dem videre i processen, eller bare er der for at lytte, er de velkommen til det. 

Den studerende har også mulighed for at rette henvendelse til universitetspræsten eller institutionens tilknyttede psykolog.

Links til alle de relevante kilder findes på DTU´s intranet for studerende. 

r
Foto: Københavns Universitet © Københavns Universitet

KU: Gå til studievejledningen

Københavns Universitet rådes studerende som er udsat for chikane eller krænkelser til at kontakte studievejledningen. 

Studievejledningen guider også i forhold til en eventuel beslutning om at starte en klagesag. Hvis den studerende er på en uddannelse med studenterstudievejledere, kan man bede om at tale med en AC-studievejleder.

Indsatsen foregår på flere niveauer: Universitetsniveau, fakultetsniveau og uddannelsesniveau.

På universitetsniveau arbejder KU ud fra fælles retningslinjer, handleplaner og efteruddannelse af ledelsen. Konkret er alle fakulteter her i foråret 2021 ved at præcisere, hvem der er kontaktpersoner og ledelsesansvarlige på fakultetet i forhold til krænkelser mod studerende.

"Desuden har dekaner og institutledere gennemført et uddannelsesforløb i diversitetsledelse. På fakultets- og uddannelsesniveau arbejder vi med kampagner, synlighed og kommunikation til de studerende og med lokal håndtering af henvendelser. Rundt omkring på fakulteter og uddannelser afholder man fx dialogmøder, nedsætter arbejdsgrupper og etablerer tryghedstutorer", skriver KU i en mail til DM Akademikerbladet.

Studerende kan finde mere information om indsatsen på KU´s intranet.