Sidsel måtte droppe ud af sit studie efter seksuelt overgreb. Nu efterlyser hun nuancer i MeToo-debat

Hvad gør man, hvis man hverken kan eller vil klage over sin krænker, men møder ham på studiet. Det spørger Sidsel Vedel om. Hun blev udsat for et overgreb fra en medstuderende på Københavns Universitet, der satte sig så dybe spor, at hun tre år senere måtte opgive sit studie. Fordi hun ikke havde papir på krænkelsen, vidste universitetet ikke, hvordan det skulle hjælpe hende.

”Jeg er ikke ude på at underkende den debat, der har været, slet ikke. Eller bebrejde Københavns Universitet. Men i min situation var det et overgreb i et privat hjem, og der var ingen andre til stede, som kan bevidne noget. Og derfor er rigtig mange døre lukkede. Det synes jeg også, vi bør tale om”, siger hun.

I sensommeren 2017 er Sidsel Vedel på date med en ældre medstuderende på filosofistudiet. Efter en aften på jazzklubben Montmartre tager de hjem til ham, og her går det galt.

”Vi skulle til at have sex, men opdager så, at vi ikke har noget kondom. Så vi lægger os til at sove. Eller det gør jeg, for han begynder at røre ved mine lår, min mave og på et tidspunkt stikker han også sine fingre op i mit underliv. Jeg prøver at fjerne dem, men det bliver ligesom bare ved, og det ender med, at jeg slet ikke får sovet. Han bliver ved hele natten og stopper ikke, selvom jeg afviser ham”, fortæller Sidsel Vedel.

Da studiekammeraten endelig falder i søvn, lister hun ud af lejligheden.

”Da jeg går derfra, tænker jeg, at det var en meget dårlig oplevelse, og det har jeg oplevet før. Men to uger efter har jeg et møde med ham i vores fagråd, og da jeg kommer hjem, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg sætter mig på gulvet og begynder at græde. Det er som om min krop befinder sig i en choktilstand”.

Da hun kort tid efter tilfældigt møder ham på universitetet, siger hendes krop igen fra.

”Jeg finder ud af, at når jeg møder ham, kan jeg ikke fungere. Den nat hjemme hos ham var så voldsom, at jeg ikke kan håndtere det. Det har rykket ved noget inde i mig, som på en eller anden måde gik i stykker”.

Gør sig usynlig på studiet

Hun indser til sidst, at hun reagerer på et seksuelt overgreb. Og begynder at trække sig fra socialt samvær på studiet.

”Jeg prøver at komme til undervisning og fredagsbar i begyndelsen, men jeg er utryg ved, at jeg ikke ved, hvornår han er til stede, og så er der den fysiske reaktion med ukontrollerbar gråd. Så jeg holder mig væk”.

Sidsel Vedel gør sig usynlig og får gennemført bacheloruddannelsen. Men da hun i efteråret 2019 kigger på en liste over kursusdeltagere på kandidatuddannelsen, opdager hun, at han også har tilmeldt sig.

Det fylder hende med ubehag. For hvor hun på bacheloruddannelsen kunne gemme sig i mængden, er kandidatuddannelsen det modsatte. Man er få studerende på et hold og giver feedback på hinandens opgaver i smågrupper.

”Det første jeg gør, er bare at møde op. Men jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke kan klare det. Jeg bruger flere dage på at forberede mig på at møde ham til undervisning og bagefter også bearbejde det”.

Ønskede ikke at melde krænker

Til sidst bekender hun sig til en professor, der er kontaktperson for de studerende. Han tager også henvendelsen seriøs.

”Han går til institutledelsen med det, og kommer tilbage med en besked om, at de meget gerne vil hjælpe mig, selvom de ikke har haft sådan en sag før. Men at jeg ikke før har reageret på én eller anden måde, så det var registreret af fx af politiet, en læge eller psykolog, kunne vi godt se besværliggjorde sagen. Det var også institutlederens vurdering.”.

I princippet kunne hun godt klage i efteråret 2019, men hun vurderer det som udsigtsløst. Det gjorde hun allerede efter hændelsen i 2017.

”Det var en kæmpe smerte, og jeg ville gerne bare være i fred. Jeg havde heller ikke lyst til at konfrontere ham eller forvolde ham smerte. Desuden er jeg sikker på, at jeg ikke ville kunne bevise noget som helst, så hvorfor skulle jeg trække mig selv eller ham igennem sådan et forløb? Det var voldsomt. Hvad skulle det gavne, at han fx blev smidt ud af studiet? Det var ikke noget jeg ønskede”, siger hun.

Det næste års tid holder Sidsel Vedel helt op med at følge undervisningen og studerer udelukkende derhjemme. Hun engagerer sig i det studenterpolitiske arbejde, hvor hun som formand for HUM-rådet er med til at stå i spidsen for en meget omtalt studenterblokade af Det Humanistiske Fakultet i efteråret 2019.

”Selvfølgelig var jeg bekymret for at møde ham, men at give sig i kast med studenterpolitik, var ikke på samme måde et problem. Min oplevelse med ham blev en drivkraft i arbejdet. Som formand fik jeg for eksempel indført afsnit om krænkelser ind i fakultets målplan”.

Faglig sparring kunne have hjulpet

Ikke desto mindre ville Sidsel Vedel langt væk fra fakultet og i september begyndte hun på fysik-studiet på Nørre Campus ved Fælledparken.

”Jeg græd i en time, da jeg fik at vide, at jeg var optaget. Og efter jeg begyndte, er min hverdag er blevet mere normal. Jeg troede før, at jeg havde fået det bedre, men det er først nu, at det virkelig er tilfældet”.

Hvordan adskiller din oplevelse sig fra andre MeToo-vidnesbyrd?

”Der er rigtig meget godt at sige om den nye debat, men meget har også handlet om jura og ansættelsesretslige konsekvenser. I mit tilfælde er det bare meget svært at afgøre noget, fordi det er foregået privat”.

Og på en uddannelsesinstitution, hvor folk går op og ned ad hinanden, skal der være plads til at rumme ofre for krænkelser, hvor der ikke nødvendigvis er fældet dom, mener Sidsel Vedel.

”Jeg hører, at folk er sure over, at kvinder klager over hvad som helst, men jeg har netop ikke formelt klaget eller ønsket at gøre det, og det betyder, at ingen ved, hvordan de skal hjælpe mig”, siger hun.

Hun anerkender, at universitetet i den situation er vanskeligt stillet.

”Det er da mega svært at finde på en god løsning, for hvad skulle du gøre. Smide ham ud? Og hvis ikke det er tilfældet, hvad så? Noget, jeg tænker kunne have hjulpet, er større fleksibilitet ifht. til valg af kurser eller måden at studere på. I praksis var jeg selvstuderende de sidste år, og det ville nok have hjulpet mig, hvis jeg i den situation havde haft adgang til faglig sparring med en underviser”.