Intet lys, ingen fugle. I månedsvis tog Rasmus Nonboe prøver ved Ishavet i Arktis

I oktober 2020 lagde det tyske forskningsskib Polarstern til i den tyske havneby Bremerhaven efter 389 dage til søs. Den største polarekspedition nogensinde var overstået.

Blandt det skiftende hold af forskere fra det meste af verden var blandt andet en enkelt dansker, havisforskeren Rasmus Tonboe. Toogenhalv måned brugte han ombord Polarstern. 

”Mosaic-ekspeditionen tilbød en masse avanceret udstyr til målinger, der ikke er lavet før, så det var en once in a lifetime-mulighed”, siger Rasmus Tonboe, der er ansat ved DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.

I slutningen af november 2019 sejlede han ud fra Tromsø i Nordnorge med en russisk isbryder, som skulle sejle ham og resten af holdet ud til Polarstern, som på det tidspunkt ikke lå så langt fra Nordpolen, og han blev først hentet igen i begyndelsen af marts 2020. Undervejs indsamlede han data om havisens udbredelse, tykkelse og temperatur, som kan bruges til at beregne klimamodeller og vejrudsigter.

”Mit arbejde har udviklet sig til lidt af en passion, og dette var en unik mulighed for at komme til det centrale Arktis, som er et meget utilgængeligt område med kun få målinger”, siger han.

Jul og nytår på forskningsskibet

Besætningen gjorde en del ud af mærkedage og det sociale samvær. Årets korteste dag, som ikke var mørkere end alle andre dage, blev fejret med glühwein og bål i tønder på isen. De spillede også fodbold på isen foran skibet i minus 30 grader. Isen blev jævnet med en pistemaskine, så de fik en stor plan flade at spille på.

”Og når man først kom i gang, var det ikke så koldt. Jeg spillede bare i en almindelig træningsdragt”, siger Rasmus Tonboe.

Det har nok været på de dage uden vind og snefygning, som der ellers var en del af, mindes han.

”Vi havde al slags vejr med minus 30-35 grader hver dag. Der er relativt barske vejrforhold deroppe, og vi havde også et par storme, hvor vi ikke måtte gå på isen. Så kunne man heldigvis arbejde indenbords i laboratorierne”, siger Rasmus Tonboe.

Selv om han trivedes godt ombord på forskningsskibet, føltes juleaften alligevel lidt underlig. Ikke, fordi de ikke holdt jul. Det gjorde de efter alle tyske regler med både julemand og reception, hvor alle fik gaver.

”Men familien sad jo derhjemme og havde juletræ og det hele, så det var lidt trist at ringe hjem på satellittelefonen. Det var bare en dag, der skulle overstås”, siger han.

Til nytår var han selv syg, men kollegerne fejrede aftenen i baren og skød nødraketter af ved midnat.

Dejligt at møde masser af dedikerede kolleger

Det var mørkt døgnet rundt, da Rasmus Tonboe ankom til Polarstern. Han så først en smule tusmørke i horisonten, lige inden han rejste hjem i begyndelsen af marts. Det var mindre slemt, end det lyder. 

”Det var næsten som i Danmark om vinteren, hvor man tager på arbejde i mørke og kommer hjem i mørke. Det var også en hjælp, at vi var ude på isen og arbejde nærmest hver dag, og på skibet havde vi masser af kunstigt lys. Motionsrummet gjorde også sit”, siger Rasmus Tonboe.

I det hele taget fungerede hverdagen fint på hele turen.   

”Der var masser af arbejde, gode kolleger, og det sociale kørte bare. Faktisk var det dejligt at få lov til at være sammen med så mange kolleger, som var lige så dedikerede som mig”, siger han.

”Vi havde både motionsrum, en lille swimmingpool og sauna, så man kunne holde sig i gang. Man kunne også sidde i salonen og læse eller snakke, og en gang om ugen var baren åben”, fortæller han.

Rasmus Tonboe var med i en forskergruppe på fire, der alle arbejder specifikt med at forbedre kortlægningsmetoder og anvendelse af satellitdata i vejr- og klimamodeller - en canadier, en tysker og en amerikaner foruden danskeren selv. De arbejder stadig sammen, efter at de er kommet hjem med at undersøge data og skrive artikler. 

Selv om de mange forskere ikke kendte hinanden, inden de tog afsted, oplevede Rasmus Tonboe ikke egentlige konflikter.

”Det var mere videnskabelige uenigheder, og der blev helt sikkert skabt langt flere venskaber end fjendskaber. Min oplevelse er, at jeg har fået utroligt gode venner ombord, som jeg stadig arbejder sammen med”, siger han.

Isbjørne – kun på overvågningen

Det meste af tiden blev dog brugt i laboratorierne og på isen.

”Vores måleområde lå under en kilometer væk fra skibet, så vi gik som regel derud og brugte snescooter, når vi skulle slæbe på noget”, siger Rasmus Tonboe.

En af dem skulle være isbjørnevagt, som med riffel, radio og flaregun med kanonslag holdt øje med bjørne, mens de andre tog sig af instrumenter og målinger. Der var imidlertid ikke mange dyr i området. På hele turen så Rasmus Tonboe ikke andet end en enkelt polarræv og en sæl, mens overvågningen fangede en enkelt isbjørn. Der var ingen fugle.

Måleområdet var en hel park af instrumenter, som de holdt øje med hver dag.

”Instrumenterne skulle holdes ved lige, så de lavede konstante målinger. Hvis de gik ned, skulle de repareres hurtigt”, siger Rasmus Tonboe.

Et af hans hovedformål ved at deltage i ekspeditionen var at reducere usikkerheder i de målinger, man laver med satellit for at kunne få bedre prognoser for vejr og klima.

”Der var et koldt laboratorie ombord på skibet, hvor man kunne kigge på isprøver i et mikroskop i minus 15 grader og også lave kemiske analyser”, siger han.

Tog sin tid at komme hjem

I starten af marts 2020 kom den russiske isbryder tilbage for hente Rasmus Tonboe og det forskerhold, han havde været en del af. Han har nu arbejde til flere år, da det kommer til at tage år at analysere de data, han havde med hjem.

”Opdagelserne vil komme hen ad vejen. Jeg blev fx overrasket over at finde ud af, at der er noget omkring salt i sneen, som har er stor påvirkning af satellitmålingerne. Der kan sagtens komme flere overraskelser, og en del af arbejdet handler også om at kunne tolke gamle satellitmålinger og dermed forklare hvad der er sket med havisen i de sidste 40-50 år”, siger han.

For selv om isen ændrer sig, og der bliver mindre af den, kan målingerne på MOSAiC hjælpe med at forklare udviklingen tilbage i tiden. Og der vil ifølge Rasmus Tonboe være is i Arktis om vinteren i mange år fremover, så satellitmålingerne og modellerne vil være vigtige i mange år endnu.

Rasmus Tonboe siger, at han nok ville tage af sted igen på en lignende ekspedition, hvis han fik muligheden.

”Men jeg tror ikke, der bliver flere ekspeditioner af den kaliber i min karriere, men jeg kommer selvfølgelig til at deltage i feltarbejde på et lidt mindre niveau”, siger han.