Signe måtte ofre sine forsøgsmus i Shanghai: Selv i flyet kunne jeg ikke være sikker på at nå hjem

Vi begyndte at høre om coronasmitten i starten af januar, hvor jeg arbejdede som ph.d.-stipendiat på Institute of Neuroscience i Shanghai, som er en del af det landsdækkende Chinese Academy of Sciences. Jeg var næsten færdig med mine undersøgelser og havde en billet hjem med SAS 10. februar.  

Kulminationen på smitten kom i slutningen af januar i forbindelse med det kinesiske nytår, hvor mange kinesere rejser hjem fra byerne for at fejre nytår med familien på landet. De studerende og underviserne på universitetet holdt fri i cirka 10 dage, men jeg og en kandidatstuderende fik lov til at blive og arbejde i laboratoriet. Da ferien var slut fik de studerende at vide, at de ikke måtte komme tilbage. De få, der allerede havde taget toget, fik ikke adgang til laboratorierne, men besked på at tage hjem igen.

Pludselig udviklede det sig meget hurtigt. Vi fik at vide, at SAS ville ombooke alle billetter gratis, så jeg ringede onsdag 29. januar for at høre, om det var rigtigt, da jeg kunne fornemme, at der ikke ville komme nogen tilbage på laboratoriet, og jeg var afhængig af, at der var nogen til at hjælpe mig med at køre de sidste prøver. Jeg snakkede med SAS om aftenen og aftalte at ringe til dem igen næste morgen. Senere samme aften blev vi så bedt om ikke at komme tilbage på laboratoriet, og da jeg arbejder med mus, var det ret kritisk.

Jeg laver hjerneforskning og undersøger de små blodkar i hjernen, og hvordan blodet fordeler sig til de forskellige hjerneceller, når man har aktivitet i de forskellige områder. Noget af det første, der sker i forbindelse med for eksempel Alzheimers er, at hjernen ødelægger sig selv, og det kan skyldes livsstilssygdomme, at blodet ikke distribueres ordentligt. Eftersom jeg kigger direkte ned i hjernen, gør jeg det i mus.

Det hele blev meget hektisk. Jeg havde brug for at komme tilbage til laboratoriet for at samle de sidste resultater fra mine forsøg og tage mig af musene. Det er jo levende væsener. Så sammen med den kandidatstuderende begyndte jeg at forhandle med lab-manageren og min supervisor i Kina. De skulle tale med institutlederne, så der gik et par timer, inden vi fik at vide, at det ikke var noget at gøre. Det blev dog ændret til, at vi fik lov til at komme ind på laboratoriet en enkelt time først på formiddagen næste dag.

Vi havde hele ugen fået taget temperatur, inden vi kom ind på universitetet, og det gentog sig denne formiddag, hvor jeg samlede mine data. Jeg var nødt til at ofre mine mus. Man slår dem ihjel ved at bedøve dem og knække nakken på dem.

Nu kunne jeg ikke gøre andet end at vente på, at SAS åbnede. Klokken var 15 i Kina og 7 i Danmark. Det var blevet torsdag, og nu ville jeg bare gerne hjem. SAS-medarbejderen var lige mødt ind og måtte desværre fortælle mig, at de havde lukket flyafgangene fra Kina.

Det var ikke sjovt. Jeg havde ikke på noget tidspunkt været bange for at blive syg. Havde tænkt, at jeg godt kunne klare en slem omgang influenza alene. Men det satte ind, det der med, at man bare gerne vil hjem. Pludselig kom det tæt på og blev meget akut.

Jeg fik at vide, at der ikke gik flere udenrigsfly ud fra Shanghai. Lufthavnen var lukket indtil 10. februar, hvor jeg egentlig havde en billet. Men når det var gået så hurtigt indtil nu, turde jeg ikke tro på det.

SAS tilbød at booke mig på et fly fra Hongkong og videre derfra til Danmark, da der stadig gik indenrigsfly fra Shanghai til Hongkong. Jeg valgte at kontakte Aarhus Universitets rejseselskab for at være sikker på at få billetten refunderet, og det lykkedes heldigvis. De hjalp mig med at booke billetterne, så det kom på plads.

Jeg kunne først komme afsted om eftermiddagen dagen efter og fik at vide, at jeg skulle tjekke ind hurtigst muligt. For måske blev flyet aflyst, og jeg ville kun få besked, hvis jeg var tjekket ind. Og så var der ikke andet at gøre end at håbe.

Ved middagstid dagen efter tog jeg ud i lufthavnen i en helt tom metro. Det var helt surrealistisk, og jeg fik igen målt min temperatur, inden jeg måtte komme med. I lufthavnen fortsatte frustrationerne. For eksempel var min bagage ok med SAS, men ikke med indenrigsflyet. Det var mange små ting, som jeg normalt godt kunne klare, men som pludselig blev lidt meget. Jeg skulle udfylde ekstra dokumenter og skrive under på, at jeg kunne erklære mig rask, og hele tiden lurede mistanken om, at flyet ville aflyse.

Da jeg endelig sad i flyet og tænkte: 'Yes, nu flyver vi', skete det. For at det ikke skal være løgn, spurgte besætningen over højttalerne, om der var en læge ombord, da en af passagerne var syg. Vi var ikke engang nået op i den rigtige flyvehøjde.

Vi fik ikke mere at vide, og jeg måtte bare have is i maven. En lille time efter vendte de så tilbage og sagde, at vi havde fået tilladelse til at nødlande i Wenzhou. Vi var stadig i Kina, og ikke engang halvvejs til Hongkong. Igen sagde de ikke andet, end tak for jeres tålmodighed.

Det var frustrerende. Hvis det bare var en nødlanding, kunne jeg stadig nå flyet fra Hongkong. Men jeg sad og forestillede mig, at vi skulle ud af flyet og rebookes, og så blev det lidt stramt med tidsplanen.

Da vi var nødlandet, blev vi mødt af politi og beredskabsfolk i fuldt beskyttelsesudstyr, som skulle tage imod den syge. Det føltes som meget lang tid, og vi fik ingen ting at vide, men der var heller ingen tegn på, at vi skulle ud. Så delte de blanketter ud ombord, og vi skulle igen dokumentere, at vi ikke havde haft symptomer. Til min store lettelse, lettede vi igen, men hele vejen til Hongkong var jeg bekymret for, om vi kom frem.

I Hongkong fik jeg mit boardingpas, og kiggede konstant på afgangsskærmene. Der bliver ved med ikke at komme noget ’go to gate’ op. Jeg hørte tre unge piger tale dansk. De talte om, at de håbede, at flyet ikke var fuldt booket, så de kunne få flere sæder, så de fik lov til at sove på vejen. Helt ærligt, det var måske det eneste fly, der fløj, så det kunne jeg slet ikke forholde mig til og tog høretelefoner på. Jeg var bare glad for, at jeg havde en enkelt plads.

Der begynder at komme aflysninger på skærmen, men heldigvis ikke vores. Og endelig, en halv time inden vi skulle afsted, kom gaten på, og vi kom afsted.

Jeg var lidt nervøs på vej hjem, for jeg havde jo lige prøvet, at jeg ikke engang var sikker, selv om jeg sad i flyet. Vi kom hele vejen hjem, og min mor hentede mig i lufthavnen. Jeg havde holdt hende opdateret hele tiden som den eneste. Jeg orkede ikke at fortælle om det så mange gange, da jeg ikke vidste, om det ville lykkes.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til vagtlægen, som tog det meget let. Jeg skulle ikke engang i karantæne, og jeg blev heller ikke syg.

Det ender nok med, at jeg skal gøre de prøver færdige, når Kina åbner igen. Jeg mangler kun cirka 10 pct.

Hvis jeg har lært noget af det, er det ikke at bekymre sig på forskud. Jeg har rejst meget og været i specielle situationer, men alligevel blev jeg sat på en prøve. Jeg var bare nødt til at håbe på, at alle ville mig det bedste, og så forsøge det bedste jeg kunne for ikke at bekymre mig.