”Lige nu har de studerende absolut førsteprioritet”
SDU er som resten af landets universiteter ryddet for mennesker. I stedet foregår al undervisning online © SDU
På ingen tid skal universiteterne etablere 100 procent online-undervisning. Lige nu handler alt om at sikre, at de studerende kan gå til eksamen til sommer, men udfordringerne lurer.
Undervisere landet over er i disse dage i fuld gang med en komplet digital transformation.
Online-undervisning er der blevet eksperimenteret med i årevis, men nu skal det etableres helt i løbet af få dage.
På universiteterne omfatter omstillingen 150.000 studerende, og at dømme efter tilbagemeldinger fra flere tillidsrepræsentanter, Magisterbladet har talt med, er der grund til optimisme. Indtil videre.
”Foreløbig glider det forbavsende roligt”, siger lektor Helle Lykke Nielsen, tillidsrepræsentant ved Center for Mellemøststudier på SDU.
”Men det er jo ikke nødvendigvis noget, der varer ved”, tilføjer hun med henvisning til den usikkerhed, der pt. er om hjemsendelsesperiodens længde.
Hun har foreløbig kun modtaget få henvendelser fra kolleger med bekymringer. Og de har ikke drejet sig om undervisningen.
”Jeg tror, at de fastansatte nok tager situationen med mere ro end de løstansatte som for eksempel ph.d.'erne. De er forståeligt nok bekymrede for, at tiden går, og at deres løn slipper op på et tidspunkt”, siger Helle Lykke Nielsen.
TR: Skru ned for ambitionsniveauet
På Københavns Universitet er lektor Brian Arly Jacobsen, tillidsrepræsentant ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, ligeledes positiv.
Der er dog også et par nævneværdige udfordringer, der går igen, og som kalder på en forventningsafstemning.
”Der er kolleger, der fortæller, at de har problemer med at gennemføre tre timers sammenhængende undervisning med to børn, der render rundt. De har nok lige nu vanskeligt ved at leve op til såvel deres egne som de studerendes og universitetets ambitioner”, siger han.
”Andre fortæller, at de har store hold på 90 studerende. Det at lave tilfredsstillende undervisning for dem er selvsagt svært, for eksempel når det handler om sprogundervisning, hvor de studerende skal høres i udtale og grammatik”.
Brian Arly Jacobsen har skrevet til ledelsen og bedt dem komme med forslag til, hvordan man kan skrue lidt ned for ambitionsniveauet for undervisningen. Lige nu er det hans oplevelse, at underviserne bruger rigtig meget tid foran skærmen ud over den normale arbejdstid.
”Det siger sig selv, at vi er kastet ud i noget, der giver store udfordringer, praktisk såvel som pædagogisk. Men jeg synes samtidig, vi har en ledelse, der bestemt er lydhør og også villig til at afhjælpe de problemer, der er opstået”.
Også på RUC lyder meldingen fra fællestillidsrepræsentant Janne Gleerup, at undervisere med små børn har problemer.
Lige nu er de studerende de mest udsatte
Ingen har lige nu overblik over, hvad der skal ske, hvis perioden med hjemsendelser forlænges.
Hvordan man skal afvikle stedafhængige eksaminer, hvor de studerende ifølge reglerne ikke har adgang til hjælpemidler, er bare et af de spørgsmål, der melder sig.
Det er svært at forudse, hvad det kan ende med, hvis eksaminer skal udskydes eller forlænges. Men allerede nu er der selvsagt udfordringer de steder, hvor undervisningen foregår i laboratorier eller er klinisk.
Det gælder fx for de tandlægestuderende, forklarer Anders Hay Schmidt, professor og tillidsrepræsentant ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet.
”Vi er i en situation, hvor klinikundervisningen kan være lukket ned i flere måneder. Det uafklaret, hvad der skal ske. Men det kommer også til at afhænge af, hvad Sundhedsstyrelsen siger. Der er klinisk undervisning på alle årgange, men det er selvfølgelig dem på 9. og 10. semester, der er mest berørt, fordi de står over for deres afsluttende eksamener”, siger han.
På CBS ønsker fællestillidsrepræsentant Ole Helmersen ikke at spekulere i, hvad der kan ske, hvis nedlukningen af universiteterne forlænges i en længere periode, og eksaminerne ikke er overståede 1 juli.
Ifølge Ole Helmersen bør alle ansatte lige nu have ét klart fokus.
”Vi er kommanderet hjem, og så må vi gøre det så godt, som vi kan”, siger han.
”Vi har fortsat en forpligtelse til - så vidt det kan lade sig gøre - at levere den undervisning og vejledning, der skal til. Og det er et stort ansvar”, siger Ole Helmersen.
Selvom situationen er træls, bør hensynet til de studerende være det vigtigste lige nu, mener han.
”Det kan være katastrofalt, hvis bachelor- og kandidatstuderende bliver forsinkede og ikke kan få afsluttet deres eksamener i sommerperioden. De står over for jobsøgning, eller måske har de allerede et job på hånden, som de skal træde ind i. Så opgaven med at få afviklet undervisning eller eksamener har førsteprioritet lige nu”.