Spring menu over
Dansk Magisterforening

Eksamener skal afholdes digitalt

Eksamensbord

De studerende slipper for en tur ved det grønne bord til sommer, da universiteterne må indføre digitale prøveformer på grund af risikoen for smitte med coronavirus. © Foto: Morten Vassing Sr/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Universiteterne vil omlægge til eksamensformer, hvor de studerende ikke skal være fysisk til stede - så længe det er fagligt forsvarligt.

"Det er en usædvanlig situation, der kræver usædvanlige løsninger, så der er behov for fleksibilitet og forståelse”.

Sådan siger Jesper Langergaard, direktør for samarbejdsorganisationen Danske Universiteter, om situationen, hvor universiteterne er blevet lukket ned til minimum den 13. april på grund af coronaepidemien.

Det skriver Forskerforum.

Timingen er mildest talt elendig, da forberedelserne til eksamen normalt vil være i fuld gang, og mange studerende på nuværende tidspunkt burde samle empiri og gennemføre forsøg i forbindelse med bacheloropgaver og specialer.

“Vores fokus er på at forsøge at hjælpe de studerende, så de ikke bliver forsinkede. Det er vigtigt, at universiteterne fortsætter undervisningen, og at eksamenerne bliver gennemført, så alle universiteterne arbejder på løsninger, hvor der benyttes digitale eksamensformer”, siger Jesper Langergaard.

Hvor stor en del af eksamenerne kan gennemføres digitalt?

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige et tal, men det har vi ikke overblik over endnu. Vi vil gøre det i alle de tilfælde, hvor det er fagligt forsvarligt, men der er selvfølgelig tilfælde, hvor det vil være rigtig svært”.

Studerende: Brug for afklaring

Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, er enig i, at eksamener skal afholdes, i det omfang det er fagligt forsvarligt, og så er det et krav, at de lokale studienævn høres, hvis eksamensformen skal ændres.

“Selvfølgelig forventer vi at blive inddraget. Vi ved godt, at der er en krise, og at det skal gå hurtigt, men man kan ikke bare sætte universitetsdemokratiet ud af kraft”, siger han.

Johan Hedegaard Jørgensen tilføjer, at det ikke duer at sænke det faglige niveau eller kravene til eksamen:

“Man skal være virkelig varsom med at slække på niveauet. Vi kan ikke have en generation, der bliver færdige til sommer, hvor man tænker, at det er dem med en coronaeksamen”.

Og så efterspørger han, at der hurtigt kommer en udmelding fra universiteterne, der kan berolige de studerende, da man ellers risikerer, at der kommer 20.000-30.000 dispensationsansøgninger på én gang.

“Det er en fuldstændig vild situation, som ingen har prøvet før, men overordnet set må målet være at undgå, at studerende kommer i klemme. Folk skal ikke gå og være bange for at blive smidt ud eller komme til at mangle SU”, siger han.

KU arbejder på løsning

Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelser og Studerende på Københavns Universitet, udtalte den 26. marts til Universitetsavisen, at KU arbejder på en samlet løsning for alle studerende, og at hun derfor anbefalede at vente med at søge om dispensation, hvis man eksempelvis ikke har kunnet gennemføre laboratorieforsøg eller indsamle empiri.

“Vi har anmodet Styrelsen for Forskning og Uddannelse om at få mulighed for at omlægge eksamener for resten af semestret for på den måde at skabe klarhed for de studerende. Og hvis vi får lov, har vi forskellige løsningsmuligheder i spil for eksamener, bachelorprojekter og specialer, som vi er i gang med at drøfte på Københavns Universitet”, udtalte hun til Universitetsavisen.

Mikkel Vedby Rasmussen, karantæneramt dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU, skriver også i sin dagbog fra hjemmet, at ledelsen forsøger at reducere de studerendes usikkerhed mest muligt ved at lægge konkrete planer for eksamen så hurtigt som muligt.

“Det gør vi på to måder. For det første er hele Københavns Universitet ved at drøfte en fælles praksis for dispensationer i forhold til fx studerende med børn og studerende, hvor specialet rummer empiri, som de p.t. ikke kan komme til at indsamle. For det andet vil vi på SAMF arbejde på at have en samlet udmelding klar om vilkårene for eksamen inden påske”, skriver dekanen og fortsætter:

“For os vil det vigtigste være at skabe klarhed, så både undervisere og studerende ved, hvilken type prøve faget afsluttes med. Det hensyn kan betyde, at vi omlægger til en onlineprøveform, selvom vi ikke har fået besked på, at vi er hjemsendt i eksamensperioden. Vi vil have skitsen af en plan klar inden påske. Derefter vil jeg gerne diskutere den i Akademisk Råd og Samarbejdsudvalget, hvor vi har aftalt møder omkring påske”.

CBS har lagt om

På Copenhagen Business School (CBS) har de allerede besluttet at omlægge fuldstændigt til digitale eksamener – også i tilfælde af at universiteterne bliver genåbnet i april.

“CBS er godt i gang med at omlægge alle vores undervisnings- og eksamensaktiviteter til online. Vi forventer, at alle studerende kommer til at færdiggøre semesteret som planlagt, bare online. Det er en kæmpe opgave at flytte al undervisning og alle eksamener online, både for underviserne og for alle andre, der hjælper til, at det kan lade sig gøre. Det betyder også, at nu hvor beslutningen er truffet, så kommer den til at gælde for eksamener i resten af semesteret. Det vil sige, hvis nedlukningen af campus og eksamenslokaler ophæves inden udgangen af juni, så skal man alligevel til eksamen online”, udtaler uddannelsesdekan Gregor Halff i en nyhed på CBS’s hjemmeside.

Aalborg Universitet har også udsendt en orientering til de ansatte om, hvordan eksamenerne kan ændres for de cirka 20.000 studerende. Heri står der, “at studienævnet kan beslutte, at allerede planlagte mundtlige prøver skal afvikles digitalt. Eksamen vil i så fald blive afholdt via et program med mulighed for video, som AAU stiller til rådighed for dig”.

Der gives også mulighed for, at prøveformen kan ændres til skriftlig, eller at prøven i ganske få tilfælde kan blive udskudt til et senere tidspunkt.

Ministeriet: Vide rammer for eksamen

Forskerforum har sendt en række spørgsmål til Uddannelses- og Forskningsministeriet, som ministeriets presseafdeling har besvaret skriftligt.

Embedsmændene skriver blandt andet, at det vil være op til den enkelte institution, om det giver bedst mening at afholde eksamen eller ej i den pågældende situation.

“De videregående uddannelsesinstitutioner er selvejende og har ganske vide rammer for at fastsætte eksamens- og prøveformer. Det kræver som udgangspunkt ikke ministeriets godkendelse af omlægge prøver. Det er også muligt at afholde prøve med mundtlig besvarelse som videokonference eller ved brug af andre tekniske foranstaltninger. Henset til den usædvanlige og helt ekstraordinære situation omkring Covid-19, hvor institutionerne er lukkede, har ministeriet frem til udgangen af juni 2020 meddelt institutionerne en dispensation fra kravet om, at der skal udpeges eller godkendes en tilsynsførende, som skal være hos den studerende under en sådan mundtlig prøve ved videokonference, så institutionerne her får en større fleksibilitet i planlægningen af de mange forestående prøver. Kravene til sikkerhedsforanstaltninger i øvrigt er uændret”, står der i svaret fra ministeriet.

Økonomisk efterspil?

Jesper Langergaard fra Danske Universiteter siger, at det er for tidligt at forholde sig til, om der kommer et økonomisk efterspil, hvis mange eksamener må aflyses, og universiteterne derfor mister STÅ-indtægter.

“Vores fokus er på at hjælpe de studerende, og så må vi se, om der er en regning at betale bagefter”, siger han.
Holdningen er den samme i Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), der har svaret skriftligt på spørgsmålet om eventuel hjælp til universiteterne:

“UFM er opmærksom på, at der kan være økonomiske konsekvenser for institutionerne af Covid-19. Det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af de økonomiske konsekvenser, og der er ikke taget stilling til eventuel kompensation, men UFM vil følge situationen løbende”