Forskningsophold koster ITU-lektor en formue: Mister børneydelser, men skal betale skat i Danmark

Universiteterne skal internationalisere. Sådan lyder det i universitetsloven og fra politikere og eksperter, men når danske forskere vælger at lytte og tager ud for at dygtiggøre sig i den store verden, risikerer de at ende med en smertefuld privatøkonomisk ørefigen. 

Det må Lisbeth Klastrup, der er lektor på IT-Universitetet i København, sande, efter at hun valgte at tage på et ti måneder langt forskningsophold i Melbourne, Australien. Det skriver Forskerforum.

Hun fortæller, at hun er enlig mor og er blevet frataget alle sine familieydelser med øjeblikkelig virkning. Det til trods for at hun fortsat er lønnet af og ansat af ITU og i praksis står til rådighed for sin arbejdsplads i forbindelse med diverse opgaver. Blandt andet vejledning af ph.d.-studerende, vurdering af reeksamensopgaver og planlægning af undervisningen i 2021. Hun har tilmed fået bekræftet af Skattestyrelsen, at hun er skattepligtig i Danmark, mens hun er i Australien.

“Groft sagt kommer dette ophold til at koste mig ca. 80.000-90.000 i tabt familieydelsestilskud, ekstra huslejeudgifter og forsikringer til min søn og mig, som jeg skal finde i mit eget budget, så selv med et ekstra skattefradrag er det en lidt dyr pris at betale for at styrke sin faglighed og sin karriere”, skriver hun per mail fra Australien.

Hun påpeger, at mulighederne for at søge fondsmidler til forskningsophold er meget begrænsede, når man er humanistisk forsker.

Lisbeth Klastrup fortæller, at hun har optjent og følgende fik bevilget forskningsorlov, da hun ville opsøge nogle gode forskningsmiljøer inden for sit fagområde i forbindelse med et bogprojekt. Hun arbejder på en bog om mediering af døden i digitale medier med særlig fokus på nye sorgpraksisser på sociale medier.

“Jeg optræder relativt tit i nyhedsmedierne som ekspert i digital og social mediekultur, og jeg er sikker på, at mit ophold vil give mig ny og opdateret viden på feltet, som jeg så kan formidle videre til den danske offentlighed, når jeg er hjemme igen”, skriver hun per mail.

Fik forkert vejledning af Udbetaling Danmark

Da hun var bange for, at opholdet kunne få konsekvenser for hendes familieydelser, kontaktede hun i januar før afrejse Udbetaling Danmark for at høre, om hun som forsker på midlertidigt ophold i udlandet med sit barn i regi af sit arbejde stadig kunne få familieydelser, selvom hun meldte flytning til cpr-registret. Beskeden lød, at det kunne hun godt, hvis hun fremsendte en cpr-erklæring med dokumentation fra sin arbejdsgiver på, at hun stadig er ansat og står til rådighed for arbejdspladsen. Det gjorde hun, og så troede hun, at alt var i orden, men nej. Nogle andre sagsbehandlere i Udbetaling Danmark havde i mellemtiden set på sagen og afgjort, at hun øjeblikkeligt mistede alle former for børnebidrag, fordi hun er udrejst af Danmark i mere end seks måneder med sit barn og ikke betragtes som udstationeret, selvom hun er statsansat. Faktisk mener Udbetaling Danmark slet ikke, at hun er ansat af staten.

“De er rimelig ligeglade med, at de har fejlvejledt mig, selvom det nok havde betydet, at jeg havde valgt ikke at tage af sted. Det er en fuldstændig urimelig “straf” for faktisk at udføre mit arbejde, når jeg er dansk ansat og blot udfører en del af mit arbejde i udlandet, hvilket SKAT også vurderer. Jeg mener desuden, at det er en faktuel forkert vurdering, at jeg ikke er statsansat. Alle universiteter er i princippet selvejende institutioner, men de er jo under offentlig forvaltning og på statsbudgettet, ligesom jeg jo er ansat under henvisning til en aftale med staten”, skriver Lisbeth Klastrup.

Hun tilføjer, at det ud over indtægtstabet har skabt en masse praktiske problemer, at hun er registreret som udrejst af Danmark. Alle offentlige myndigheder og private virksomheder, der bruger hendes cpr-nummer i deres “forretning”, har nemlig fået besked om, at hun ikke længere bor i Danmark, og det betyder for eksempel, at andre uddannelsesinstitutioner kunne tro, at hun ikke længere er til rådighed som censor. Andre udfordringer er siden stødt til: “Der var en misforståelse omkring mine forsikringer, der gjorde, at jeg blev nødt til at tegne en ny privat, efter at jeg var taget af sted. Men jeg kan ikke få nogen form for privatforsikring i Danmark, fordi jeg officielt er registreret som udrejst, og allerede har været væk i en længere periode. Jeg står altså i et land, der også er ramt af coronavirus, uden mulighed for privat forsikring i mit eget land, men heldigvis har der været lokale forsikringer at få, men det koster”.

Politikerne må gribe ind

Lisbeth Klastrup skriver, at hun selvfølgelig er frustreret over sin personlige situation, men hun mener, at sagen er principiel, da seksmånedersreglen kan ramme alle forskere, der taget til udlandet med deres familie for at dygtiggøre sig. DM og politikerne burde derfor gå ind i sagen, da det handler om urimelige arbejdsvilkår, der ikke mindst rammer enlige forsørgere, som ofte er kvinder, særligt hårdt, fordi de er mere afhængige af familieydelser.

“Et forskningsophold i udlandet er en væsentlig del af meriteringen og dygtiggørelsen som forsker og vigtigt for ens cv i forbindelse med fx ansøgninger til lektor- og professorstillinger. Den mulighed fratages de enlige forsørgere nærmest fremadrettet, hvilket vil medvirke til at skævvride kvindelige forskeres karriere endnu mere, og det kan ikke være godt for ligestillingen”, skriver hun.

Lisbeth Klastrup har klaget til Udbetaling Danmark over afgørelsen, men de har ikke givet hende medhold, og sagen sendes nu videre til Ankestyrelsen. Hendes universitet kompenserer heller ikke for denne type af indtægtstab.

“Det er forståeligt, men personligt selvfølgelig lidt ærgerligt ikke at blive kompenseret, men det er vigtigt at lægge vægt på, at ens mulighed for at komme af sted ikke skal afhænge af ens universitets økonomi eller indstilling til sabbaticals. Uanset om man tilhører et “rigt” eller fattigt universitet, er almindelig forsker eller “eliteforsker”, der sendes af sted for at bedrive topforskning med masser af institutionel rygdækning, så burde vi alle være ligestillede i forhold til at få vores sociale ydelser med os”, skriver hun.

Personligt har hun besluttet aldrig at tage på forskningsophold i mere end 5 måneder og 29 dage igen, da omkostningerne ellers er for store på grund af seksmånedersreglen. Men hun er godt klar over, at der kan være faglige grunde til at være længere tid af sted. Det kan være, fordi det tager lang tid at udføre feltarbejde på stedet i udlandet. Måske tager det lang tid at samle data ind. Måske er man involveret i et forskningsprojekt, hvor ens internationale kollegaer er afhængige af, at man er til stede. Eller måske ønsker man, som hun selv, at besøge to forskningsinstitutioner, hvor der er højtprofilerede forskere inden for ens fagområde, man gerne vil inspireres af.