Spring menu over
Dansk Magisterforening

Dagpenge til selvstændige: "Ikke mange vil bruge det"

Mand skriver på papir

© Helloquence/unsplash.com

Del artikel:

En politisk aftale giver selvstændige mulighed for dagpenge, selv om de ikke i dag er medlem af en a-kasse. De fleste skal dog lukke deres virksomhed først. "Der er lidt mistro til, at vi selvstændige vil udnytte systemet", siger foreningen Danske Soloselvstændige.

Weekendens politiske aftale giver selvstændige mulighed for dagpenge, selv om de ikke er berettiget i dag. Dog kræver det, at de først betaler et års kontingent til en a-kasse og forpligter sig til endnu et års medlemsskab, og at de lukker deres virksomhed, medmindre de er i et "tvangslukket erhverv".

Foreningen Danske Soloselvstændige tvivler imidlertid på, at ordningen bliver en succes.

”Jeg tror jeg ikke, at ret mange selvstændige vil gøre brug af den mulighed, hvis det betyder, at de skal lukke deres butik. Det giver simpelthen ikke mening nedlægge sit cvr-nummer, fjerne website, skære kontakten til kunder og så videre for at få dagpenge”, siger talsperson Peter Dalsgaard, der desuden driver virksomheden Eventsupport.

”Det forudsætter også, at man betaler et års kontingent upfront – hvor skal de soloselvstændige finde de penge henne? De har jo behov for dagpenge, fordi der ikke er penge i kassen”.

Den politiske aftale, der er indgået mellem alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberale Alliance, forlænger desuden kompensationsordningen for selvstændige og freelancere frem til 8. august, mens lønkompensation for lønmodtagere gælder i hele august.

”Der er lidt mistro til, at vi selvstændige vil udnytte systemet. Den skal man vende om. De er selvstændige, fordi de har en lyst og engagement til at tjene egne penge”

Peter Dalsgaard, talsmand for Danske Soloselvstændige

Intentionerne bag aftalen er gode, men tanken er ikke tænkt til ende, mener Peter Dalsgaard, 

”Forslaget passer sig ikke til, hvordan virkeligheden forholder sig. Mange af vores medlemmer tjener mindre end en kontanthjælp, men de er alligevel selvstændige, fordi de hellere vil tjene deres penge selv – så de er næppe interesseret at komme ind i dagpengesystemet”.

Peter Dalsgaards eget eventfirma har selv fået ordrer aflyst på stribe hen over sommeren og har først opgaver igen fra i midten af september. Som soloselvstændig har han ret til kompensation på 23.000 kr. om måneden, mens man kan søge kompensation for hjemsendte lønmodtagere på 30.000 kr. om måneden. Det er et godt eksempel på, at selvstændige er blevet forfordelt under coronakrisen, mener han.

”Vi er glade for den hjælp, der er kommet, men det undrer mig meget, at lønmodtagerne konsekvent bliver favoriseret. Man ser stort på solidariteten, når det kommer til soloselvstændige. Det klinger hult, når politikerne samtidig taler om, at vi skal være en iværksætternation. Det er en kilde til evig undren, at os med cvr-numre partout skal stilles ringere”, siger Peter Dalsgaard.

Danske Soloselvstændige foreslår i stedet, at det bliver muligt for selvstændige at modtage supplerende dagpenge uden at lukke deres forretning ned. Det skal sikre en smidig overgang fra kompensationsordning til fuld drift i virksomheden.

”Der er lidt mistro til, at vi selvstændige vil udnytte systemet. Den skal man vende om. De er selvstændige, fordi de har en lyst og engagement til at tjene egne penge”, siger talsperson Peter Dalsgaard.

Magistrenes A-kasse: 

Formanden for Magistrenes A-kasse, Per Clausen, er glad for, at politikerne har taget hensyn til de selvstændige, og at også gælder dem uden a-kasse. Meget afhænger dog af, hvordan aftalen konkret bliver udmøntet, mener han.

”Der mangler nogle præciseringer, før vi kan glæde os fuldt ud, og før vi kan give de præcise anvisninger, som de selvstændige måske konkret venter på. Vi fortæller naturligvis mere på vores hjemmeside om, hvordan man skal forholde sig som selvstændig, når vi har fået alle regler og detaljer", siger Per Clausen.

”Vi kan ærgre os over, at tidsperspektivet for hjælpepakken til selvstændige er så begrænset, som det er. Til gengæld glæder vi os over den del af søndagens hjælpepakke, der forlænger dagpengetællerstoppet med yderligere to måneder, så det nu hedder til og med august. Det er en dejlig og vigtig håndsrækning".