Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny kritik af KU fra topforsker: For mange danskere i ledelseslaget

Del artikel:

Eske Willerslev langer ud efter Københavns Universitet i DR2-programmet Deadline. Han beskylder Københavns Universitet for mangel på diversitet i bestyrelsen og for meget topstyring. Formand for Rektorkollegiet er uenig.

Ledelsen på Københavns Universitet har fået hug af den internationalt anerkendte DNA-forsker Eske Willerslev i to omgange. Først i det seneste nummer i Magisterbladet, som udkom fredag og igen i Deadline søndag d. 19. januar, hvor den danske topforsker uddybende kritikken i et otte minutter langt interview.

I Magisterbladet kritiserede Eske Willerslev ledelsen for topstyring, men i Deadline tilføjede han, at der mangler international diversitet i bestyrelsen.

”Når du sammensætter et fodboldhold vil det blive bedre, hvis man kan hive spillere ind fra hele verden, fremfor hvis du kun kan tage spillere fra et lille land. Det mest eksotiske, vi har haft i bestyrelsen, er en fra Norge”, sådan siger Eske Willerslev om Københavns Universitets bestyrelse, hvor han selv sidder som medarbejder repræsentant.

I ledelseslaget på Københavns Universitet er der nu kun danskere. Det hæmmer Københavns Universitet, fastslår Eske Willerslev, der arbejder på både Cambridge i London og Københavns Universitet. 

”Hvis du tager Cambridge som et eksempel, så kommer rektoren fra Canada. Det er helt almindeligt, at man internationaliserer ledelseslaget”, siger han.

Anders Bjarklev, Formand for Rektorkollegiet ved Danske Universiteter, tror ikke på, at en internationalisering vil have den store effekt.

”De danske forskere, der sidder på bestyrelsesposter på danske universiteter, er også internationale borgere. Det er fint at være dansker – ligesom det er fint at have en anden nationalitet. Jeg tror ikke, at det vil komme til at betyde det store, hvis man henter folk udefra. De, vi har nu, er kompetente”, siger han.

Anders Bjarklev mener, at der er en væsentlig pointe, som Eske Willerslev glemmer.

”Cambridge er stenrigt sammenlignet med Københavns Universitet og ethvert andet dansk universitet. Man kan ansætte mere teknisk personale og få bedre infrastruktur, hvilket gør det nemmere at bibeholde deres status som et eliteuniversitet. Det er dog vigtigt at huske på, at de Københavns Universitet ikke har en dårlig rangering”, siger han. 

Hjernedødt system

Interviewet i Deadline kommer på baggrund af en artikel i sidste nummer af Magisterbladet, hvor Eske Willerslev kaldte ledelsesstrukturerne på Københavns Universitet for ”et hjernedødt system”. Han påpegede i interviewet, at KU var blevet et sted, hvor det videnskabelige personale ikke havde nogen indflydelse.

“Det er jo et valg, man træffer, både som universitet og som land. Og hvis jeg på et tidspunkt vælger at forlade Danmark til fordel for universitetet i Cambridge, så er det, fordi topstyringen på KU er ved at smadre det videnskabelige miljø og forskernes arbejdsglæde fuldstændigt”, siger han.

Magisterbladet har været i kontakt med Københavns Universitet. Ledelsen har ikke ønsket at udtale sig.