Dansk Magisterforening

Seniorpensionen er ikke målrettet akademikere Alligevel er den blandt DM's største politiske sejre

Del artikel:

Selv om en tidlig pension kun sjældent kommer akademikere til gavn, ser Camilla Gregersen seniorpensionen som en af sine vigtigste sejre som DM-formand.

2020 har vist sig som et vendepunkt for de danskere, der er bekymrede over den stigende pensionsalder.

På årets første dag trådte seniorpensionen i kraft. Det er en ordning, der giver mulighed for at trække sig tilbage seks år før den almindelige pensionsalder, hvis man ikke længere kan arbejde mere end højst 15 timer om ugen. De seneste tal viser, at akademikere udgør blot én procent af modtagerne.

I denne uge fremlagde Socialdemokratiet så et forslag om tidlig pension for borgere, der har været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, altså typisk ufaglærte og faglærte arbejdere.

Begge dele glæder DM's formand, Camilla Gregersen. Det er vigtigt, at politikerne tager det alvorligt, når en del af befolkningen er bekymret over at skulle arbejde længere og længere, siger hun i dette interview.

”I den lave ende har vi magistrene og Akademikernes A-kasse, hvor stort set ingen medlemmer vil få ret til tidlig pension”, sagde beskæftigelsesministeren, da regeringens pensionsudspil blev præsenteret. Hvordan har du det med det?

”Det er mærkeligt, at det bliver fremhævet som noget positivt, at akademikere ikke får ret til den tidlige pension. Det virker som om, man vurderer alle akademikere over én kam som en særlig elite på arbejdsmarkedet. Sådan er virkeligheden ikke. Man bliver ikke en del af en elite af at tage en femårig uddannelse for at arbejde i miljøforvaltningen i Randers Kommune".

”Men ministeren har en pointe i, at vores medlemmer heldigvis undgår nedslidning i vid grad – i hvert fald når man ser på de generationer, der forlader arbejdsmarkedet nu. Det kan vi se på tildelingen af seniorpension, hvor det ud fra den seneste opgørelse ser ud til, at kun en enkelt akademiker har haft brug for den”.

Vi vidste godt, da vi lavede seniorpensionen, at akademikerne ikke var den primære målgruppe. Alligevel er det noget af det, jeg er allermest stolt over i min tid som formand

Camilla Gregersen

På Twitter kvitterede du for regeringens pensionsudspil. Hvorfor egentlig gøre det, når det ikke kommer DM’s medlemmer til gavn?

”Jeg opfatter regeringens forslag som et ønske om at mindske uligheden i samfundet og sikre alle et værdigt arbejdsliv. Og det synes jeg er rigtigt".

Foretrækker du seniorpensionen frem for regeringens udspil om tidlig pension?

”Seniorpensionen gælder for alle, der ikke har fuld arbejdsevne – uanset uddannelse, branche eller performance på arbejdsmarkedet, og det er helt afgørende i et velfærdssamfund. Vi er alle dækket ind”.

"Men jeg anerkender fuldt ud, at der særligt blandt ufaglærte og faglærte sker en fysisk nedslidning, som regeringen har valgt at adressere".

Det var jo DM, der sammen med Ældresagen, kom med idéen om seniorpension i sin tid. Hvorfor er det en opgave for DM, når tallene viser, at akademikere sjældent har brug for den?

"Det er en opgave for os, fordi de få af vores medlemmer, som mister arbejdsevnen, også skal omfattes af fællesskabets styrke. Derudover synes jeg, at jeg har et ansvar for at arbejde for værdige løsninger for alle på arbejdsmarkedet og ikke kun hyppe egne kartofler".

"Vi vidste godt, da vi lavede seniorpensionen, at akademikerne ikke var den primære målgruppe. Alligevel er det noget af det, jeg er allermest stolt over i min tid som formand, og de få DM-medlemmer, der får glæde af det, er det hele værd. Vi har i DM arbejdet på at modarbejde forringelserne for de mennesker, der har mistet deres arbejdsevne lige siden reformen af fleksjob og førtidspension i 2012".

"Vi mangler stadig, at politikerne forbedrer sikkerhedsnettet"

Reformen af fleksjob og førtidspension er blevet skarpt kritiseret fra mange sider for at gøre livet hårdt for mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan arbejde. Er der med seniorpensionen og Socialdemokratiets forslag nu vejet op for den reform?

”Nej, det er der ikke. Vi mangler stadig, at politikerne forbedrer sikkerhedsnettet, så mennesker, der er mere end seks år fra folkepensionsalderen ikke skal trækkes igennem uværdige forløb med utallige arbejdsprøvninger, overvågning og en alt for lav ydelse. Vi kan alle sammen blive ramt på arbejdsevnen, det kan være ved en arbejdsulykke, stress eller noget så banalt som et trafikuheld. Hvis det sker, skal velfærdssamfundet støtte op”.

Hvad skal der i dine øjne til for at forbedre muligheden for at trække sig tilbage før tid for dem, der ikke kan arbejde længere?

”Jeg ved, at SF, DF og andre partier har nævnt muligheden for at forbedre seniorpensionen, så den kan gælde i 10 år mod seks i dag. Det vil være et kæmpe løft, som vil fjerne meget angst fra dem, der tænker: Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare de sidste år på arbejdsmarkedet?”

”Og så skal vi have meget mere fokus på et godt arbejdsmiljø, så vi undgår nedslidning i alle brancher. Det er helt urimeligt, at man accepterer, at mennesker slides ned på arbejdsmarkedet. Det skal ændres, så vi undgår, at nogen bliver nedslidte, og det gælder både fysisk og psykisk”.