Malmö Konstmuseum er åbent, men stadig ramt af coronakrisen: ”Det tvinger os til at tænke i andre formidlingsformer”

Coronakrisen har ændret gevaldigt på, hvordan museet og dets medarbejdere arbejder. Vi er et kommunalt museum, hvilket betyder, at vi følger de svenske myndigheders anbefalinger. Vi holder i øjeblikket åbent, men har maksimalt 50 besøgende af gangen. Langt største delen af medarbejderne arbejde også hjemmefra i stor udstrækning nu.

Coronakrisen har betydet, at vi har langt mindre end halvdelen af de besøgende, vi plejer at have. Det er både, fordi svenskerne bliver hjemme og holder afstand, og fordi vi maksimalt må have 50 gæster ad gangen. Det har selvfølgelig økonomiske konsekvenser for museet, men det har også gjort, at vi er blevet nødt til at tænke mere langsigtet og digitalt.

Mine kolleger synes, at det er interessant, at der er en stor forskel på tilgangen i Danmark og i Sverige. De er bekymrede på samme måde som danskerne for sociale, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af coronakrisen. I Sverige tager man selv ansvar for at undgå smittespredning. Jeg kan dog ikke sige, hvilken model der er bedst - det må tiden vise.

Mange svenskere holder sig selv og sine børn hjemme.  I Danmark har vi en tendens til at tage på job, indtil vi dratter om. Det gør de ikke i Sverige. Hvis man skal være lidt ekstrem, kan man sige, at mange svenskere f.eks. holder deres børn hjemme, hvis de er det mindste snottede eller føler, at de kunne blive det mindste syge.

Svært at lede på distancen

Det er surrealistisk at bevæge sig fra et samfund, hvor det meste er lukket ned, og borgerne holder sig inden døre, til et samfund, som stadig er åbent, og hvor man kan se rigtig mange gå på cafeer og restauranter og også finde det vigtigt at støtte op om erhvervsdrivende.

Jeg har selv været ramt af, at jeg både er en del af det danske og svenske system. Jeg har for eksempel stadig en forpligtelse for hjemmeundervisning af mine børn. De svenske børn går stadigvæk i skole, så derfor har de af mine kolleger, der arbejder hjemme, stadig kunnet være effektive.

Jeg er begyndt at tænke mere over, hvordan jeg leder på distancen. Jeg synes, at det kan være svært at tyde, hvordan alle mine medarbejdere har det over Zoom. Vi har prøvet at holde udendørs møder med afstand, så vi kan se, hvordan folk har det og genetablere lidt af det kreative rum, som også mangler på Zoom. Det har der været stor positivitet omkring.

Coronakrisen har lært mig, at vi som kulturinstitution skal finde en ny måde at vise, at vi er en vigtig institution. Vi har tænkt meget over, hvordan vi skal bidrage i denne tid, hvor menneskene ikke på samme måde kan mødes på museet, men skal opleve værkerne derhjemme. Hvordan er vi til for samfundet og til for vores besøgende - uanset hvor de befinder sig?