Akademiker i politiet: “Coronakrisen viser, at alle kan bidrage på tværs af fagligheder"

Jeg er ansat i Politifagligt Udviklingscenter i Rigspolitiet og arbejder til daglig med program- og projektledelse indenfor det beredskabsmæssige område. Jeg har som programleder det overordnede ansvar for, at udviklingsprojekter forbliver på sporet og opfylder de opsatte mål. Jeg var før corona blandt andet i gang med et projekt, der handler om politiets brug af droner.

Da Den Nationale operative Stab gik i operationsberedskab, var der behov for, at en lang række medarbejdere slap de daglige opgaver og blev allokeret til forskellige stabsstøtte- og sekretariatsfunktioner. Derfor måtte jeg lægge alle mine projekter fra mig og vende 180 grader for at bidrage til dette arbejde. Det har jeg gjort siden starten af marts, og alle mine daglige opgaver er sat på pause på ubestemt tid.

Jeg er allokeret til en stab, der understøtter ledelsen i Nationalt Beredskabscenter og National Operativ Stab. Vi er en lang række akademiske medarbejdere, der bidrager til at dokumentere, hvordan coronakrisens udvikling bliver håndteret af myndighederne. Jeg har andre kolleger, der arbejder med blandt andet kommunikation og med analyser.

Jeg skal som referent sidde med til en lang række forskellige møder og sikre, at vigtige diskussioner og beslutninger bliver fastholdt og fulgt op på. Det er møder med mange deltagere, der alle bidrager med vigtig information. Referentens rolle er vigtig, og vi skal hele tiden kunne vurdere, hvad der skal ekstraheres til referatet. Det væsentlige skal med, det skal ikke være skrevet for indforstået, og det skal kunne forstås af nogle, der ikke selv deltog i det pågældende møde.

Debatten om værdien af civilt ansatte i Rigspolitiet, der har været i de sidste måneder, bliver lidt gjort til skamme nu. Jeg synes i den grad, at hele operationen omkring coronakrisen viser, at alle faggrupper kan bidrage. Den her krise understreger, at vi er et samlet Rigspoliti, hvor der ikke skelnes mellem fagligheder og daglige arbejdsopgaver. Nu bidrager vi alle efter bedste evne. Jeg oplever, at det er både værdifuldt og værdsat af vores ledelse.

Hårdt, men spændende

Jeg har skrevet referater i en måned i streg. Alle referater skal være skrevet færdig inden dagen er omme, fordi de skal bruges til forberedelse til møder dagen efter. Der arbejdes syv dage om ugen, og jeg har i denne periode ikke altid haft fri i weekenden eller på helligdage. Jeg har haft både korte og lange arbejdsdage, alt mellem seks og 14 timer om dagen, og det har ikke altid været til at forudse, hvornår jeg kunne holde fyraften. Jeg synes, at det er hårdt at arbejde på den måde, men det er jo vilkårene for rigtig mange mennesker – jeg har bare været forskånet for det tidligere.

Jeg kom fra andre opgaver, hvor der var lange deadlines og hvor vi ofte tænkte flere måneder frem. Her skal der eksekveres fra dag til dag i et andet tempo, end jeg har været vant til. Det er slet ikke skidt at blive trukket ud af den daglige rutine, og det er meget motiverende at opleve, hvordan alle kolleger, uanset faglighed, bare klør på for at få den store maskine til at fungere.

Selvom det er hårdt, og jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at komme tilbage til min normale arbejdsdag, så er det interessant at opleve på tæt hold, hvordan det danske samfund på tværs af forskellige myndigheder kan håndtere en krise som den, vi står overfor i dag.