Buzzwordbingo? Landbrugsstyrelsen bruger ordet 'agil' 30 gange i jobopslag
Ordet agil er nævnt 30 gange i jobopslaget fra Landbrugsstyrelsen - og tegner man dem i en linje, former der sig silhuetten af en and med en hammer © Collage: Troels Kølln
Er du en agil coach, der kan understøtte agile teams og Agile Release Trains i en stor agil transformation? Så er du lige den agile medarbejder, Landbrugsstyrelsen mangler...
Landbrugsstyrelsen er "midt i en stor agil transformation" og søger derfor en "agil coach", som skal understøtte "agile teams", der "er organiseret i to Agile Release Trains".
Hele 30 gange bruger styrelsen ordet 'agil' i et aktuelt jobslag, der er gået viralt på Twitter og LinkedIn. Det svarer til hvert 20. ord i jobbeskrivelsen.
Mens #dkpol (igen) taler om en mindre bureaukratisk offentlig sektor (og statsministeren vil gøre op med offentligt vrøvlesprog), så søges en agil coach til agile ceremonier. #verdenslykkeligsteland pic.twitter.com/P4yUzatAz6
— Jens Ringberg (@JensRingberg) October 14, 2019
Ordet er faktisk brugt så meget, at man kan tegne streger mellem alle de steder, det er nævnt - hvorefter silhuetten af en and med en hammer træder frem.
...det stikker da helt af...
— Line Holm (@LineHolm1) October 15, 2019
Kilde: Ukendt m(and) på LinkedIn pic.twitter.com/kNHd9d3v5W
"Kom til at tænke på smølferne, da jeg så dette opslag. De levede i smølfehuse i en smølfeskov i en smølfeverden, hvor man talte smølfesprog og byttede verber, substantiver, adjektiver og adverbier ud med ordet smølf. Da jeg var barn, tænkte jeg ofte over, hvor smølfeskoven lå. Nu har jeg fundet svaret", skriver Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophie Hermansen om jobopslaget.
Også Henrik Qvortrup, journalist, politisk kommentator og tidligere chefredaktør på Se & Hør, har delt opslaget.
"Er det her opslag for sjov? Eller har en af jeres (givetvis meget agile) junior HR-konsulenter fået for meget energidrik indenbords?", skriver han på Twitter.
Agilbegejstret agilamok
Selv forklarer Landbrugsstyrelsen opslaget sådan her på Twitter:
"Indrømmet – vi er vilde med alt agilt! Vi er gået lige lovligt agil-amok i opslaget, men når det er nyt, spændende og kan gøre vores IT-systemer mere effektive, er det svært ikke at være agil-begejstrede."
Og faktisk er opslaget slet ikke så buzzword-smart, som det umiddelbart ser ud. Det siger Franci Johansen, som er IT-underdirektør i Landbrugsstyrelsen.
I bruger ordet ’agil’ 30 gange i jobopslaget. Hvorfor skrive det så meget?
”Det havde vi ikke tænkt over på forhånd, skal jeg være ærlig at sige. Det handler nok om, at vi er ved at lægge den måde om, som vi arbejder med it på. Og der fylder den agile arbejdsmetode rigtig, rigtig meget. Det præger nok teksten lidt. Til gengæld tror jeg også, at det virker bedre over for de relevante ansøgere end for alle dem, der tweeter om det”, siger Franci Johansen.
Der er nok mange, der opfatter ’agil’ som et rigtigt buzzword - eller bullshit-ord, hvis man skal være mere direkte. Hvorfor leder I efter en agil coach?
”Vi skriver ikke agil for at være moderne. Det er en særlig arbejdsmetode, der skal gøre os bedre til at udvikle software. Vi tager det meget seriøst og bruger en hel del midler og kræfter på at udvikle organisationen ud fra denne her arbejdsmetode”.
Den agile arbejdsmetode er blevet indført for at gøre Landbrugsstyrelsen bedre til at udvikle it-systemer - blandt andet dem, der skal bruges til at administrere de cirka 100 EU-ordninger, der er på området, og som landmændene er afhængige af for at få støttemidler. Den nye arbejdsmetode skal erstatte den såkaldte vandfaldsmodel for softwareudvikling, som Landbrugsstyrelsen hidtil har arbejdet efter. Her har det ofte taget et år bare at lave en første version af ny software.
Ville det ikke give mening at bruge nogle mere mundrette og almindelige ord i stedet for at tale om eksempelvis Agile Release Trains?
”Det lyder måske lidt popsmart og mumbo jumbo at tale om agil transformation og ceremonier, men det er egentlig nemmere for os at holde fast i de begreber, der er udviklet til arbejdsmetoden. Så slipper man for selv at finde på andre ord for det samme, og folk uden for vores organisation kan hurtigt forstå, hvad vi taler om. Så nu skal vi bare vænne os til, at det hedder daily standups i stedet for morgenmøder”, siger Franci Johansen.
Og hvad er en agil coach egentlig?
”En agil coach guider og rådgiver ledere og medarbejdere, sådan at vi kan få implementeret den nye agile arbejdsmetode hurtigere og bedre. Han eller hun skal sørge for, at vi rent faktisk tager metoden til os og ikke bare falder tilbage i de gamle arbejdsmønstre”.
Landbrugsstyrelsens it-afdeling har lige nu 4-5 jobopslag, og det her er et af de mest søgte, forklarer Franci Johansen. For hende som leder er metoden i øvrigt en klar succes.
”Vi kan se, at medarbejderne er mere glade og har det sjovere, de steder hvor vi arbejder agilt. De kan mærke, at det giver bedre løsninger, og at de forskellige fagligheder kommer tættere på hinanden”, siger hun.
Føler du dig selv som den helt rigtige agile person til at coache agile medarbejdere i en agil transformation, kan du søge jobbet frem til 24. oktober.
"Nu skal vi bare vænne os til, at det hedder daily standups i stedet for morgenmøder”IT-underdirektør, Franci Johansen