Er museerne ved at udvikle sig til forlystelsesparker?

Publikum strømmer til de statsstøttede museer som aldrig før. Fra 2009 til 2017 steg besøgstallene med 50 procent: Over 13 millioner gange blev dørtærsklen til landets fyrtårne for kulturarv og kunst krydset. 

Men med succesen er også fulgt en tilsvarende ophedet debat om de midler, museerne har taget i brug for at få publikum ind ad døren. Har man ofret for meget forskning og oplysning til fordel for tom underholdning, og er museerne ved at blive “tivoliserede”, har skeptikerne spurgt.



Især ét museum bliver ofte nævnt i den diskussion: Nationalmuseet. Med direktør Rane Willerslev, “kedsomhedsknappen” og Jim Lyngvilds vikingeudstilling har museet skaffet sig nyt publikum såvel som nye kritikere.

En af de mest markante kritikere af vikingeudstillingen har været Søren Sindbæk, professor MSO på Aarhus Universitets Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier. I en artikel på netmediet POV kritiserer han udstillingen for at indeholde fejl som anakronismer i udstillingens fotografier. En kritik, som både museumsinspektører på Nationalmuseet og Jim Lyngvild afviser:

“Det har aldrig været hensigten, at udstillingens fotos skulle fungere som en arkæologisk rekonstruktion. Det ville have givet udstillingen en helt anden præmis, som ville kræve et langt større økonomisk råderum og planlægning, end hvad tilfældet er”, skriver museumsinspektørerne bag udstillingen blandt andet i en kommentar til Søren Sindbæks kritik.

Da Magisterbladet taler med Søren Sindbæk, holder han fast i sin kritik.

“Mange ser Nationalmuseet som formidler af den bedste viden, der er tilgængelig. Når noget bliver udstillet på museet, fungerer Nationalmuseets status som en blåstempling af det. Derfor er det også så vigtigt, at de har styr på fakta”, siger han.

Formidling og forskning
Søren Sindbæk gør det dog også klart, at han ikke har et horn i siden på Nationalmuseet generelt. Han ser udstillingen som en enkeltstående svipser, og hans kritik skal forstås som en form for fagfællebedømmelse af udstillingen.

Han mener ikke, at Nationalmuseets udstilling er et symptom på en større tendens blandt de danske museer. Tværtimod mener han, at museerne er blevet ekstraordinært gode til at finde på nye idéer til formidling, uden at de går på kompromis med forskningen og fagligheden.

Som eksempel nævner han et projekt, han selv var med i – udgravningen af vikingeborgen i Køge. Her skulle han nemlig ikke alene være forsker. Der skulle også tages billeder af ham og forskerkollegaerne, hvor de blev opstillet, så de lignende “realitystjerner”, som Søren Sindbæk udtrykker det, og de skulle på skift vise gæster rundt.

Forskerne skulle bruges som seje frontfigurer for udgravningen. Billeder af dem hang på busser, og på forsiden af vikingeborgens hjemmeside kan man stadig se dem opstillet, så de minder om noget fra en Indiana Jones-plakat. Eller man kan se en video med dem produceret i samme stil som en filmtrailer.

“I starten var jeg skeptisk og bekymret. Både for min forskning og for mit privatliv. Jeg var bange for, hvad mine kollegaer ville sige, når jeg hang på en bus, og om fokusset på publikum ville forstyrre min forskning”, fortæller Søren Sindbæk.

Sådan gik det dog ikke. Han oplevede derimod, at hans forskning var relativt uforstyrret, og at der blev taget godt imod den nye formidlingsform.

Dorte Skot-Hansen, lektor emerita fra Københavns Universitet, er også meget positiv over for museernes nye måder at formidle på. Hun har forsket i museer og oplevelsesøkonomi.

“Når vi ser de tårnhøje besøgstal, så hænger det formentlig sammen med, at museerne er blevet så gode til at formidle. De skaber narrativer, som sætter genstandene ind i en kontekst, skaber interesse for dem og inddrager”, siger hun.

Også hun har dog taget sig selv i til tider at være skeptisk. Blandt andet da Statens Museum for Kunst lavede en fredagsbar.

“Men når jeg talte med de unge mennesker, der kom til det, fandt jeg ud af, at de syntes om det. Det vakte deres interesse”, fortæller hun.

Tiltag som fredagsbaren og Nationalmuseets vikingeudstilling har netop også deres berettigelse i den interesse og debat, de kan skabe, mener hun.

“Alle fagfolk kan sige dig, at en viking aldrig har set ud som på Nationalmuseets nye fotografier, men hvem ved, hvordan en viking har set ud? Deres udstilling kan få folk til at debattere det”, siger Dorte Skot-Hansen.

Men risikerer man ikke en tivolisering af museerne, hvor det kommer til at handle om at underholde de besøgende frem for at formidle viden?
“Jeg frygter mere, at museerne bliver ligegyldige, tilsandede kirker. Men al god formidling kræver forskningsmæssig forankring”, fortæller hun.

Forsigtighed
Den tidligere direktør for Ny Carlsberg Glyptotek Flemming Friborg er mere skeptisk over for den udvikling, museerne er i.

“Hvad forventer vi af et museum? I dag er det, som om alt det gamle per definition er kedeligt. Derfor skal vi få det til at ligne nutiden. Alt, hvad der ikke forholder sig til vores tid, bliver betegnet som elitært eller – værre endnu – uvedkommende”, fortæller han.

Han mener, at især ét spørgsmål er væsentligt i museumsdebatten:

“Hvad er det, vi vil med kultur? Er det oplysning og dannelse? Eller skal det være et tilbud blandt alle andre – du kan se film, du kan lege med sværd i skoven, klæde dig ud eller tage på museum?” spørger han.

For Flemming Friborg er der ingen tvivl om, hvad svaret på spørgsmålet er: Dannelse er det vigtigste. Og selvom alle museer ifølge Flemming Friborg gerne vil have så mange besøgende som muligt, så må de være forsigtige i jagten på dem.

“Det nytter ikke, at vi altid vælger den laveste fællesnævner, prostituerer os, i det forgæves håb, at vi får nogen ind, der ellers aldrig kommer. Som museumsdirektør er man derfor nødt til hele tiden at spørge sig selv: Hvor langt kan stoffet bære?” siger han.

Flemming Friborg er ikke ude på at gøre sig uvenner med nogle af sine kollegaer. Han vil derfor heller ikke gå ind i en diskussion af konkrete museer, der kan være gået for langt i jagten på publikum.

Magisterbladet spørger ham, om han som direktør for Glyptoteket selv ville have ansat en kunstner som Jim Lyngvild til at arrangere en udstilling.

“Jeg havde det knæsatte princip, at de folk, der ved mest om emnet, skal arrangere udstillingen”.